Roskilde '17: Flyvende og fedt rockbrag
Populær
Gendannede The Hellacopters imponerede med naturlig råstyrke, da de gav en hæsblæsende koncert på Arena. En koncert, der næsten slog farvelkoncerten samme sted i 2008.
2. Born Broke
3. Like No Other Man
4. Random Riot
5. Ferrytale
6. The Devil Stole the Beat From the Lord
7. Tab
8. Ghoul School
9. Hey!
10. Disappointment Blues
11. Move Right Out of Here
12. My Mephistophelean Creed
13. Soulseller
14. Toys and Flavors
15. I'm in the Band
16. Spock in My Rocket
Ekstranumre:
By the Grace of God
(Gotta Get Some Action) Now!
Det tog noget tid for publikum at fylde Arena ud tæt på onsdag midnat, da spilleplanen dikterede, at det svenske kultband The Hellacopters inden længe ville betræde Roskildes næststørste scene. Som de fleste ved, var pladsen oprindeligt tildelt det amerikanske punkpopband Blink 182, som Hellacopters i sidste øjeblik måtte erstatte under stort ramaskrig. Det er der dog næppe mange, der stadig græder snot over efter i går aftes.
Det rettidige folkefremmøde bar klare tegn på søvnmangel og dehydrering, og det skulle da også vise sig at blive noget af en opgave for The Hellacopters at sparke liv i den næsten livløse menneskemængde.
Aftenen blev startet med en basakkord, der fik festivalpladsen til at vibrere og støvet til at lette. Snart lettede den rutinerede helikopter til lyden af 'You Are Nothin'', uden at se sig tilbage og med fare for, at gearstangen ville knække.
Det eneste, der arbejdede mod bandet den første fjerdedel af koncerten, var lyden. Nicke Andersons in-your-face-vokal blev overdøvet af en solid, omend lækker guitarmur og diskante trommer. Af den grund værdsatte man de stille passager endnu mere, da kraften i hans stemme her ikke var til at tage fejl af, og det var i sidste ende den, der tændte gnisten hos publikum sammen med Dregens overskudsagtige guitaroptrin. Blot aftenen inden stod Dregen i Parken med Backyard Babies og opvarmede for Guns N' Roses, hvilket han fortsætter med torsdag aften i Stockholm. Rimelig rock and roll!
Til tider blev man dog decideret i tvivl om, hvorvidt Dregens guitar var afsindigt tung, da den ofte røg helt ned på knæene og ud over scenekanten. Ikke desto løb han scenen rundt og besteg fra tid til anden højttalere og forstærkere, hvor han gjorde sig selv til centrum blandt imponerende guitarriff, der ingen ende ville tage.
Bogstaveligt talt. Det ville de ikke. De nærmest fortsatte med den samme akkordrække igen og igen, som var de en del af en uendelighedskarrusel med tilhørende epilepsifremkaldende stroboskoplys. Det var hypnotiserende og kvalmende på samme tid, men er unægtelig en del af den musik, The Hellacopters spiller. Om det så er en del af musikken, man forstår at nyde eller ej, varierer nok meget fra person til person sammen med forkærligheden for de bizarre orgelspassager. Ikke desto mindre kan The Hellacopters stadig, også selvom det ikke just kunne fornemmes på det søvndrukne publikum, der højst fik svunget sig med på 'Im in the Band'.
Bandet fortjente bedre, for showet, de leverede, fejlede intet. Det var mindst lige så godt som farvelkoncerten fra 2008.