Malmöfestival 2014

Populær
Malmöfestival 2014

Et legendarisk rockikon. Nutidens måske bedste sanger. Og et af de ondeste og bedste black metal-bands i verden. Årets Malmöfestival er sjældent oplevet bedre. 

Kunstner
Dato
18-08-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

De kan et eller andet i Malmö med deres årlige festival, som byder på gratis musikoplevelser igennem en uge midt på byens torve. Fra Mayhem, Marduk og Cryptopsy over The Haunted til Entombed. Danmarks gamle landsdel har budt på koncerter, som har brændt sig fast i hukommelsen.

I år var ingen undtagelse, da mandagen sørgede for intet mindre end tre svenske bands, som sejrede lige i streg.

Nærmest vanen tro lagde vejrguderne ud med et skybrud over havnefronten, da dagens første band gik på. Men der skal mere end massivt regnvejr til at slå et af svensk musikhistories største ikoner ud ad kurs.

42-årige Nicke Andersson var dødsmetallisk pioner i 1989 som trommeslager i Entombed. I en kort overgang sad han endda bag tønderne i Anders Lundemark fra Konkhras danske dødsmetal-sideprojekt, Daemon.

Trangen til den ekstreme genre udlever Andersson såmænd stadig i projektet Death Breath, men det svenske ikons hjerte har altid banket for klassisk rock n’ roll.

Igennem tyve år stod han i spidsen for The Hellacopters som sanger og guitarist; et band, der gennem karrieren opvarmede for alt fra Kiss til The Rolling Stones. Sverige har faktisk næppe haft et større og mere succesfuldt rockband, end det Nicke Andersson førte ud i livet med The Hellacopters. I 2008 sluttede det. På toppen af eventyret. I stedet søgte han nye græsgange i Imperial State Electric, som han dannede sammen med den karismatiske frontmand og bassist Dolph de Borst fra new zealandske The Datsuns.

Tilbage til fremtiden

Hvor The Hellacopters til perfektion trak på 70’er-koryfæer som Kiss, Roky Erickson og Blue Öyster Cult, dyrker Andersson i Imperial State Electric mere generationen før.

”Er i klar til boogie-rock?”, som han uimodståeligt skreg fra scenen. Sådan fik vi en svedig udgave af Litte Willie  Johns boogieklassiker ’Leave My Kitten Alone’. Nostalgien fortsatte i ’I’ll Let You Down’, som usynligt tryllede rulleskøjtetøser frem med milkshakes. ’Can’t Seem to Shake if Off My Mind’ var som taget ud af Tom Hanks' instruktørdebut, 60'er-pastichen, ’That Thing You Do!’ Lyt engang!

Midt under ’Redemption’s Gone’ kom vi såmænd også lidt længere frem i tiden og fik serveret den berømte solo fra Lynyrd Skynyrds ’Free Bird’.

Det er Nicke Andersson, når han er bedst. Han er musikeren, som tager os med down memory lane og gør musikken til sin egen. Nøjagtig som han gjorde på The Hellacopters svanesang, ’Head Off’, som kun bestod af uigenkendelige coversange, der lød som noget, svenskerne selv havde skrevet.

Andersson dyrker sine rødder, og man kan ikke andet end at beundre manden for at stå ved sin forkærlighed til rockens ophav. Han kunne velsagtens havet fortsat en mere indbringende levevej gennem The Hellacopters eller vende tilbage som fuldgyldigt medlem af Entombed. Men han vælger at gå idolerne i bedene og har derfor ikke overraskende allieret sig med den ligeså autentiske Datsun-rockstar fra New Zealand.  

Datsun-frontmanden, der smed bassen og greb mikrofonen under ’Reptile Brain’. Som resten af bandet stod han pænt iført sort skjorte og buks, men den hæsblæsende vokal, manden leverede i nummeret, mere end antydede, at han i den grad er sine kontinentfæller i AC/DC, Rose Tattoo og Airbourne mere end værdig.

Imperial State Electric er dog hørt bedre. De var nærværende og levende, men bar også præg af at være et band, der på grund af de geografiske forskelle sjældent spiller sammen. Det kunne mærkes. Kvartettens indlevelse foldede sig desværre først for alvor suverænt ud i koncertens sidste nummer, ’Throwing Stones’ – en eksplosiv cocktail af rock n’ roll, hvor de ramte et format, der cementerede bandets status som nulevende rockstjerner.

Tilbage fra graven

Et band, der ikke levede op til deres status, var unægteligt Graveyard, da de spillede på årets Copenhell. Kollegaen fra redaktionen, som gav dem bundkarakter, var måske lige hård nok i det. Men den svenske kvartet fremstod slidte og søvnige i Refshaleøens Helvede.

Well, sådan gik det sgu ikke på den svenske hjemmebane!

Hvis Imperial State Electric først fandt formen i slutningen, så var landsmændene fra kirkegården sprudlende fra starten. Igennem en time var svenskerne sjældent set mere nærværende. Frontmand og guitarist Joakim Nilsson ser muligvis slidt ud med sit fedtede hår og sin forvaskede demin-jakke. Men tag ikke fejl. Den retro-rockede sanger har velsagtens jordens bedste vokal, når det kommer til den her psykedeliske genre.

’Ain’t Fit to Living’, ’Uncomfortably Numb’, ’The Siren’. Suverænt på suverænt. Mere er der ikke at sige. Men overraskede det gjorde de da alligevel. Efter en times mindblowing opvisning delte de et sidste trip ud, der åbenbarede sig i form af selskab med Nicke Andersson. Og hvad fik vi her? Ja, såmænd intet mindre end en potent version af The Hellacopters’ ’(Gotta Get Some Action) Now!'. Fuldstædig forrygende. Et såkaldt epic moment. Man skulle have været der!

Suveræne satanister

Det skulle man naturligvis også til evigt suveræne Watain. Frontmand Erik Danielsson førte os gennem bandets vanlige ritual, som vi oplevede det i Vega først på året og til Copenhell for to måneder siden. Fra ’Black Flames March’ over ’Malfeitor’ til ’Holocaust Dawn’. Omvendte kors, flammer og ondskab direkte fra helvede. Watain gjorde intet, som ikke er set før, men var som altid på toppen i Satans navn.