Årsliste 2018 – Mads Peder Lau Pedersen

42193668_10156869717202472_5451483069758308352_o

Korrekturlæseren var også i 2018 mest høj på sig selv, Current 93 og Judas Priest. I den nævnte rækkefølge.

Fotograf
Mikael Rahbæk Andreasen
Forfatter

Årets danske album:

1. Værket: 'Young Again' – Jeg havde egentlig regnet med, at Slægt ville sidde solidt på den her førsteplads, men i virkeligheden er det dette danske album, jeg har lyttet mest til i år. Lidt Slægt er der nu over det, al den stund trommeslager Adam Nielsen og leadguitarist Anders M. Jørgensen til daglig slår deres folder i netop det band. Værket spiller noget i Danmark så sjældent som tindrende, himmelstræbende progressiv rock, delvist filtreret gennem post-punket attitude. Det rammer rent og renfærdigt, og selv en vranten korrekturlæser føler sig ung igen under lytning af pladen, der er mere catchy end debuten – selvom 'Young Again' kun indeholder tre lange numre.



2. Slægt: 'The Wheel' – 'The Wheel' er virkelig et formidabelt metalalbum med sange, der er skåret mere ind til benet end på 'Domus Mysterium'. At den ikke er nummer 1 – modsat forgængeren – er lidt urimeligt, men så må Oskar J. Frederiksen og Oscar Bergholz fra Slægt bede deres bandkammerater om at gøre det en hel del dårligere i Værket.



3. Mythic Sunship: 'Another Shape of Psychedelic Music' – Sidelange numre? Fuld skid på hele lortet? Inspiration fra krautrock? Jazzcigaretter? Masser af Hawkwind-sax? Det blev et ja tak herfra, og den bevidsthedsudvidende cocktail gav da også masser af presse – også internationalt.



4. Fritz Fatal, Peter Peter, Morten Chrone, Peter Kyed: 'Det blødende hjerte' – Desperadopunkeren Fritz Fatal er blevet gammel og skøbelig. Det klæder ham musikalsk, og hans smukt slidte vokal har endelig fået det modspil og den indpakning, det trænger til på et album, der både favner det vredladent punkede og de smukke mellotronballader, sunget på dansk. De sidste går renest ind.

5. Taphos: 'Come Ethereal Somberness' Dødsmetal af høj klasse, der holder det dejligt kort med 35 minutter.

Det var i det hele taget et pænt år i dansk metal og rock: I den mere bløde ende udgav Morten Aron Larsens (Aron, Quiet Spring, Spids Nøgenhat, On Trial) nye band Vilde græs en selvbetitlet debut med varm og let tilrøget hippie/countryrock med stilsikker sangskrivning, mens kompilationen 'Korpsånd' i den helt anden ende af spektret gav et bud på rå, aggressiv undergrundblack og sortrandet dungeon synth i et virvar af forskellige krydsbeslægtede projekter, der vel nærmest gav black metal en form for scene i Danmark (ikke at det nødvendigvis var for første gang), ovenikøbet med en i dansk sammenhæng original lyd og med forståelig international undergrundsopmærksomhed. Og i doom metal (en genre, der ikke traditionelt er stor herhjemme) gav evigt undervurderede Sol med 'Before We Disappear' endnu en let eksperiment doom-plade, mens Woebegone Obscured (som Sol fra Aarhus) udgav 'The Forestroamer', som byggede videre på og udvidede bandets funeral doom-palet.

Årets internationale album:

1. Current 93: 'The Light Is Leaving Us All' – Det eklektiske britiske projekt Current 93 har udgivet album af høj kvalitet de senere år. Men den følelsesmæssige intensitet, de skabte i 90'erne og første halvdel af 00'erne, troede jeg ikke, frontmand David Tibet længere kunne fremmane. Det lykkedes med dette album, der er fuldt på højde med gruppens gyldne år.



2. Tribulation: 'Down Below' – Svenskerne gør noget så sjældent som at gøre smægtende gotisk metal (med inspiration fra death, black og klassisk metal, bevares) cool igen. Det havde man ikke set komme i 2018. Man får både lyst til at iføre sig nittebælter og vampyrkappe i ikke-heteronormative farver, når man hører 'Down Below', og det er dejligt at gøre, skal jeg hilse og sige.
 
3. Cultes des Ghoules: 'Sinister, or Treading the Darker Paths' – Mere boblende ondskab fra disse dæmonbesatte polakker, der rører godt rundt i ekstremmetallens gryde og kommer med et originalt og forfriskende umoderne take på en black metal-genre, der ellers synes at søbe rundt i post-metal og lignende vederstyggeligheder.



4. Judas Priest: 'Firepower' – Jeg troede ærligt talt ikke, at Judas Priest havde sådan et album i sig igen efter en række mådelige præstationer efter 'Painkiller'. Denne nitteklædte næve rammer lige ind i stålhjertet, selvom den havde vundet ved en kortere spilletid. Og jeg må også indrømme, at min anmeldelse var for skeptisk: Albummet holdt markant bedre, end jeg dengang troede.

5. Faustcoven: 'In the Shadow of Doom' En herlig blanding af black og doom metal og god gammeldags gys og gru og alt, hvad der er fedt ved metal.

&t=752s

Tæt på listen var de australske lømler i Vomitor, der på 'Pestilent Death' uddelte bankekød til pæne drenge. Primordial havde jeg regnet med skulle ende højt på listen, men 'Exile Among the Ruins' var på en samme tid en vældig god og lidt skuffende plade, der ikke gav samme lyst til at fistbange ad himlen som vanligt. Også som vanligt udgav NWOBHM-briterne Satan en virkelig god og lidt overset plade, denne gang 'Cruel Magic'. I den klassiske metal havde Visigoths 'Conqueror's Oath' masser af heltemodigt schwung og drabelig panache og gav lyst til at udfordre drager og slås med troldmænd. Klassisk  var også Solstices doom metal på 'White Horse Hill'; veludført epic doom er en lise for sjælen, det var albummet også langt henad vejen, men der var lidt for mange intermezzoer til at gøre pladen til det triumftog, man havde sat næsen op efter. Aura Noirs 'Aura Noire' nåede ikke helt fordums storhed, men var ikke desto mindre velgørende black/thrash-bølleri, selvom bandet ikke som tidligere sætter nye kvalitetsstandarder for genren.

2018 var også et år, hvor mange bands udgav plader sent på året. Det betød også, at jeg ikke var god nok til at få dem hørt så grundigt, som jeg gerne ville; i en bedre verden havde der også været en del årslistepotentiale i Voivods 'The Wake', i vanvidsbizarro-black-bandet Wulkanaz' selvtitlede og sent udgivne album, i polske Kriegsmaschines klaustrofobiske og dissonante black-album 'Apocalypticists' (der i den grad levede op til sit navn), i de norske primidøds-eksperimentalister Obliterations 'Cenotaph Obscure' og såmænd også i Cosmic Churchs 'Täytymyss', der godt nok udkom i maj, men som jeg opdagede alt for sent, selvom bagmanden Luxixul Sumering Auter (!) på coveret bærer kutte i ikke-heteronormativ farve. Uden for metallen leverede det gendannede progrock-band Pavlov's Dog et flot og lidt for langt comeback med 'Prodigal Dreamer'. I alt almindelighed var 2018 et år langt over middel (jeg kunne nævne langt flere gode plader, end jeg gør her), hvor få plader dog ramte perfektionen.


Årets internationale hit:

Pavlov's Dog: 'Paris' – Jeg elsker det gamle progressiv rock/AOR-band Pavlov's Dog og den ualmindeligt karakteristiske sanger David Suhrkamp. Han er også det eneste tilbageværende originalmedlem, men han var nu også hovedsangskriver i sin tid. Lige pludselig, i december, kom et nyt album, 'Prodigal Dreamer', der er for langt til at være perfekt. Men 'Paris'  er en næsten perfekt ballade, hvis man har sans for bandets pompøse rock.



Judas Priest: 'Lightning Strike' – Simpelthen en fed metal-banger, og fede metal-bangers har verden altid brug for.



Årets danske hit:

Fritz Fatal, Peter Peter, Morten Chrone, Peter Kyed: 'Et bånd af reb' – En usædvanligt smuk og rørende mellotronbåret ballade om at ramme bunden og ville leve videre. En formidabel iscenesættelse af Fritz Fatals pivfalske og helt og aldeles perfekte hjemløsevokal med perfekt tekst. Alene en linje som "Alle violinerne er forsvundet fra mit liv".



Slægt: 'Being Born (Is Going Blind)' – Simpelthen en fed metal-banger, og fede metal-bangers har verden altid brug for.



Årets genfundne klassiker:

Fates Warning: 'Awaken the Guardian' – Jeg har tidligere overset Fates Warnings periode med John Arch som sanger. En koncentreret gennemlytning af bandets bagkatalog fik mig til at indse mine fejl. Heldigvis er det at kunne indrømme egne et kendetegn for et stort menneske, så fejlen trækker ikke meget fra min storhed, men bekræfter den kun. Et nærmest perfekt album, hvor John Archs excentriske vokallinjer bliver et instrument i sig selv på et album, der fusioner Maiden-galop med original og kompleks sangskrivning. En dejlig opdagelse af et album uden svage stunder.



Det kunne også lige så godt være Judas Priest, hvis bagkatalog, jeg gennemlyttede ekstensivt i foråret og sommeren til stor fornøjelse for alle i husstanden.



Årets fysiske udgivelse:

Altar of Perversion: 'Intra Naos' – Vidunderligt omslag af Dennis Forkas og en meget smuk trippel-lp med gatefold-cover og gode black metal-selvudviklingstekster i stort format. Længden blev dog også for meget af det gode, og der gik baggrunds-post-black i den på albummets 1 time og 40 minutter, på trods af store ambitioner. Men sikke da en udgivelse!


Årets koncerter:

1. Current 93: Shepherd's Bush Empire, 13-10-2018 – En stor del af de sidste par gange, jeg har set Current 93, har de virket trætte. Måske ansporet af materialet, der ikke har levet op til tidligere tiders tårnhøje niveau.

2. Judas Priest: Royal Arena, 10-06-2018 – Rob Halford er en statsmand i sølvlamé, og Judas Priest var pikkehamrende urørlige i Royal Arena, hvor fede/kiksede visuals gav Judas Priest den rette metalfuturistiske fremtoning. Som havde 90'erne aldrig fundet sted.

3. Paul Roland: Metal Magic, 13-07-2018 – Paul Rolands første koncert i Danmark nogensinde var et triumftog med fællessang (også blandt dele af publikum, der ikke kendte bandet) fra start til slut, serveret med masser af charme og vittigheder mellem numrene. En ærkebritisk gentleman, der gerne må komme igen.

4. Helloween: Helviti, Copenhell, 23-06-2018 – Setuppet med de tilbagevendte Kai Hansen og Michael Kiske var mere vellykket, end man på forhånd havde turet håbe på. Fællessang og flotte klassikere på sætlisten.

5. Spectral Voice: Pumpehuset, Kill-Town Death Fest, 09-09-2018 – Spectral Voice var mørke og spacede, og det gav lidt af det samme sug, som det gav at læse de rigtig gode kosmiske Marvel-tegneserier, da jeg var barn.

Årets internationale navn:

Current 93 – Årets album, årets koncert, årets vidunderligste band, altid. Jeg blev genforelsket.

Årets danske navn:

Slægt – Holdt igen i år højt internationalt niveau.

Årets nye internationale navn:

Jeg kan simpelthen ikke komme på et nyt internationalt navn, der for alvor har imponeret mig – stort set alle har været gamle kendinge, ikke debutanter.

Årets nye danske navn:

Korpsånd – En compilation som årets nye danske navn? Det giver god mening, for den rå og atmosfæriske black metal-scene med en lang række bands centreret omkring spillestedet Mayhem vakte genlyd i udlandet og gav en meget lovende smagsprøve på sig selv med compilationen af samme navn.

Årets comeback:

Judas Priest – De britiske metalguder har i mange år ikke været ret spændende og har aldrig rigtig fundet niveauet fra storhedstiden, heller ikke efter Rob Halfords comeback som sanger. Det gjorde de til UG i år. Endelig.

Det overså jeg i 2017:

Venenum: 'Trance of Death' I dagens metalscene kan man ikke overskue det hele. En syndflod af promoer vælter ind hver eneste dag, og at skabe noget, der minder om et overblik, er som at stå i en ørken og skovle sand. 'Trance of Death' var næppe endt på min top 5 sidste år, men det er ikke desto mindre et fortrinligt og relativt egensindigt dødsmetalalbum. Malokarpatans 'Nordkapatenland' fortjente en højere placering på min årsliste end tredjepladsen.

Årets optur:

- At møde loner folk-ikonet Dave Bixby og ovenikøbet, som det fremgår af billedet, bevare værdighed og endog fremstå graciøs.
- At mit forlag Sidste Århundredes udgivelse af Gregor von Rezzoris formidable roman 'En antisemits erindringer' fik de vildt positive anmeldelse, den fortjente (og et salg, den også fortjente).
- At udgive den franske forfatterinde Gabrielle Wittkop på dansk.
- At være med til (sammen med Forlaget Escho, der skal have mest af æren for det) at sætte fokus på overset ældre dansk litteratur med Serie for grotesker, og at folk (anmeldere og læsere) fangede projektet.
- At være med til at arrangere den amerikanske sangerinde, pianist, accordeonist og harpenist Baby Dees afskedskoncert i Danmark.
- At spille fodbold.
- Current 93's tilbagevenden til storformen.
- Colin Insoles novella 'The Rhododendron Boy'.
- Harald Voetmanns 'Amduat' og Olga Ravns 'De ansatte'.
- Coil.
- Metal Magic.

Årets største skuffelse:

- Death in Junes nye lortealbum, 'Essence', der er en af de værste selvparodier, et engang godt band har lavet.
- "Omprioriteringsbidraget", der er på 2 % hvert år, men alligevel er 100 % idioti og nederenhed.
- At blive sat på halv tid på arbejdet af samme omprioriteringsbidrag fra marts 2019.
- Koncertgængere med mobiltelefoner, der bruger det mest af koncerten på at tage dårlige billeder af bandet og lave dårlige 30-sekunders optagelser af koncerten.. Dels er der ikke ret meget sjov ved at opleve koncerten gennem den foranstående persons mobiltelefon, dels har ingen mennesker i hele verden ønsket de dårlige billeder og de dårlige optagelser (ikke engang telefonejeren selv), og endelig er det uforståeligt, hvorfor den type koncertgængere aktivt vælger at være en belastning for deres omgivelser. Hold venligst op med det.
- Såkaldt "extreme metal", et pseudonym for kønsløs og steril moderne metal. (Ja, Behemoth og Sulphur Aeon, det er også jer, jeg kigger på).
- Koncerttræthed: Alt for få ikke-festivalkoncerter i år for mit vedkommende, formentlig pga. træthed over, at alle bands hele tiden er på turné. Intet betyder noget, bandet er her alligevel igen næste år, eller til en festival, eller også har man set bandet to-tre gange før. Sikkert en uundgåelig konsekvens af eroderingen af pladesalget, men mætheden var til at tage og føle på.
- Venners fald.
- Debattører, der jo i det hele taget er en vederstyggelighed og er at ligne med realitystjerner for avislæsere.

- Virus' opløsning.
- Mark Sheltons (Manilla Road) død.
- At misse Shirley Collins' koncert i Danmark i marts.
- Ozzy Osbourne på Copenhell. Eller rettere: Zakk Wylde.
- Metalmediers jagt på metalmusikere med grundløse anklager om snart sagt hvad som helst.


Største ønske for 2019:

- At Copenhell-programmet vedbliver med at være præcis så dårligt, som det allerede er, så jeg ikke føler mig forpligtet til at komme pga. de vanlige 3-4-5 navne, jeg bare se, og som jeg ikke har set før. Så sjovt er det ikke at stå og drikke dårlige øl for en 50'er stykket sammen med folk, der er iført Five Finger Death Punch- og Slipknot-patches.
- At læse og skrive mere og spilde mindre tid
- At gide gå til flere koncerter
- At flere bands går i opløsning, især hvis de gør det, før de bliver dårlige.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

- Viborg Metal Festival
- Metal Magic
- Danzigs coveralbum med Elvis-sange, der sikkert bliver forfærdeligt, men nok også en ret grandios katastrofe
- At være lige så awesome som i 2018, måske endda mere.