MMF 18: Fællessang til ærkebritisk sangskriver

MMF 18: Fællessang til ærkebritisk sangskriver

Paul Roland var en af de få kunstnere, der afveg fra det metalliske på årets Metal Magic. Men festivalarrangør Martin Jørgensen er kæmpefan af den ærkebritiske sanger og sangskriver og tog chancen med ham alligevel. Det var en fremragende satsning.

Kunstner
Dato
13-07-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Paul Roland har været med på over svimlende 100 udgivelser og har ved siden af musikerkarrieren en skribentvirksomhed som journalist og forfatter til både skøn- og faglitteratur inden for en lang række emner. En imponerende virksomhed, der ikke bliver mindre imponerende af et generelt højt musikalsk bundniveau.

Liveaktiviteten har været mindre omfattende, og til fredagskoncerten på Metal Magics indendørsscene var der samlet et band, der ifølge Roland aldrig havde mødt hinanden før. Det kunne give anledning til skepsis, men overraskende nok virkede især de to kvinder i rytmesektionen ret tighte sammen. De lagde en tungt rockende bund, der var tættere på tidlig Roky Erickson end på den psykedeliske folk, Roland ofte benævnes som. Men Roland bebor også et genreløst land mellem Roky Erickson-rock, britisk whimsy, goth-rock og psykedelika, mens tekstuniverset med dets begavede og vittige tekster bebos af okkultister, viktorianske mordere, vampyrer og excentriske opfindere fra omkring århundredeskiftet mellem det 19. og 20. århundrede. Måske er det netop det forholdsvis mørke og gotiske tekstunivers, der alligevel gør Roland velegnet til en festival som Metal Magic.

Til lejligheden bestod sætlisten mest af de mere rockede numre, der oven i købet var blevet lidt bøffet op. Det var de få mindre rockede også. Det er nok også min eneste anke mod koncerten, som jeg godt kunne have ønsket mig lidt mindre bøffet. Men jeg forstår godt det rationale, der må ligge bag: Med et nyt band, som ikke havde spillet sammen før, på en festival, hvor man genremæssigt var på udebane, og en placering kl. 00.10 foran et fredagsstivt metalpublikum var det nok ikke en dum strategi.

I hvert fald sang publikum med på omkvædene til sange, størstedelen formentlig aldrig havde hørt før (og jeg sang med på de sange, jeg ikke kendte). Sange som ’Re-Animator’, ’Aleister Crowley’, ’The Hanging Judge’, den vidunderlige, episke ’Nosferatu’ (med dens morsomt-triste tekst om titelfigurens voldsomt falmede vampyrstorhed) og en hel del andre fik voldsomt meget fællessang ud af publikum. De fleste af sangene har også lige den rigtige længde på omkring de 3-3½ minutter, så publikums opmærksomhed bliver holdt fanget, og de er voldsomt catchy. Melodierne blev glimrende undesrtøttet af violinisten og guitaristen, og mellem numrene var Roland decideret underholdende. Bandet så også ud, som om de elskede at være der.

Koncerten var i mine øjne den bedste på årets festival, og det er fedt, at festivalen tør overraske på den måde.