Kælderklam heksebryg

faustcoven
750828

Norske Faustcovens gurglende black og doom metal har grandeur som en forfalden borgruin. Resultatet? Stort set alt, hvad der er fedt ved metal.

Kunstner
Titel
In the Shadow of Doom
Dato
31-07-2018
Genre
Trackliste
1. The Wicked Dead 05:01
2. The Devil's Share 06:15
3. Yet He Walks 04:23
4. Marching in the Shadow of Doom 05:20
5. Sign of Satanic Victory 03:15
6. Lair of Rats 05:09
7. As White as She Was Pale / Black Hounds 05:05
8. Quis Est Iste Qui Venit 08:20
Forfatter
Karakter
4

Når man tænker på, hvilke genrer black metal ellers er blevet kombineret med, er det påfaldende, hvor få bands der har kombineret black metal med doom metal. Både med tanke på, hvordan bands i begge genrer med succes har inkorporeret den klassiske metal i udtrykket, men også med tanke på, hvordan den atmosfære, black metal lægger vægt på, går hånd i hånd med doomens langsommere tempo.

Norske Faustcovens fjerde album, ’In the Shadow of Doom’, viser, at genreblandingen ikke kun fungerer på papiret. Albummet er indhyllet i en horroratmosfære så tyk som gule ærter og en lyd, der på den ene side er dejligt oldschool-rådden og så langt fra ”moderne” og glat produktionsæstetik, som man kan komme; på den anden side er den også stor og episk-lydende på sin egen b-film-agtige facon.

Ventetiden værd
Der er gået seks år siden det foregående album, ’Hellfire and Funeral Bells’, og den slags ventetider kunne andre bands lære noget af i stedet for at udgive et middelmådigt album hvert andet år. Albummets otte sange lykkes i hvert fald med at få fuld plade i omtrent alt, der er fedt ved metal. Bandets hovedmand, bassist, guitarist og sanger Gunnar Hansen, har skrevet en plade, der er fandens medrivende uden egentlige omkvæd. Tag bare andet vers i ’Marching in the Shadow of Doom’ – milde Mefistofeles for en banger, den sang er. Egentlig lyder bandet ikke som ret mange andre, men atmosfæren kan sammenlignes med det okkulte polske black metal-band Cultes des Ghoules, der rammer cirka samme niveau af råddenskab og heksesabbat.

De snoede og alligevel headbangervenlige riff er generelt i topklasse – lyt bare til åbningsnummeret ’The Wicked Dead’. Og de forvredne leads fra Hansen og Einar Berg giver albummet grandeur som en forfalden borgruin Bassen træder tydeligt frem i lydbilledet (det er altid et godt tegn, for det tyder som hovedregel på, at bandet har tænkt over lyden og kan arrangere en sang), og trommeslager Johnny Tombthrasher ((hurra for det kunstnernavn) fra Ghoul Cult) giver et rocket drive, der er med til simpelthen at gøre pladen sjov at lytte til: Man føler sig som en komplet metalidiot, 16 år og dum som en dør igen, og hvis man ikke kan se det fede i det, så kan man nok heller ikke se det fede i en programerklæring som følgende passage fra ’Sign of Satanic Victory’; en hymne til Flying V-guitaren, hvor der skamløst gurgles:

An axe crafting leads that will reap your soul
Ears bleed like skulls pierced by thorns
A timeless tool hammering out metal riffs
The nails come down, inch by inch

Don’t need no seven strings
or edgy new design
This V is all I want
Axecutioner of Gods

I was made a mercenary
In the legions of the V
Monument to a golden age
The Sign of Satanic Victory

Gru og rædsel
Kitschet? Ja da! De linjer er nu heller ikke repræsentative for resten af teksterne, men de er også for gode til at lade være med at citere dem. Og det siger noget om albummet, at Faustcoven slipper af sted med dem. Resten af teksterne er i sagens natur fyldt med Satan, dæmoner, voodoo, undergang og referencer til horrorforfattere som H.P. Lovecraft (’Lair of Rats’) og den store britiske spøgelseshistorieforfatter M.R. James (’Quis Est Iste Qui Venit’, der henviser til hans ’Oh, Whistle and I’ll Come to You, My Lad’), og de snerres og growles med stor overbevisning af Hansen, der giver en vældig flot impersonation af et rådnende lig pladen igennem.

Sammenlignet med tidligere udgivelser eksperimenteres der mere med genrerne: ’The Devil’s Share’ åbner som et bluesy møde mellem Danzig og stoner rock (og falder mærkværdigt nok ikke igennem), og ’As White As She Is Pale/Black Hounds’ har endog mundharmonika og bluesy tendenser. Den slags burde ikke gå godt, men Faustcovens heksegryde smelter de for black metal så uegale elementer til en fortryllende kælderklam bryg.

Faustcoven er nok for idiosynkratiske til at appellere til alle, men hvis man er typen, der mest hænger ud på kirkegårde ved nattetid, i mugne krybekældre eller i middelalderborge, hvis tilstandrapporter er fyldt med K3'ere, så er 'In the Shadow of Doom' nok noget for en.

&t