Med oksekærre til heksesabbat

101540
214543
805582

Slovakiske Malokarpatan er gennemført sære og sært gennemførte på deres tredje album, der forener landlig atmosfære med jerntæppe-black og prog-excesser.

Kunstner
Titel
Krupinské Ohne
Dato
20-03-2020
Trackliste
1. V brezových hájech poblíž Babinej zjavoval sa nám podsvetný velmož
2. Ze semena viselcuov čarovný koren povstáva
3. Na černém kuoni sme lítali firmamentem
4. Filipojakubská noc na Štangarígelských skalách
5. Krupinské ohne poštyrikráte teho roku vzplanuli
Forfatter
Karakter
5

Hvis heavy metal var et køretøj, var det nok en motorcykel. En sej en. Glam metal som køretøj ville formentlig være en vulgær 80’er-sportsvogn. Doom metal en gammeldags hestetrukken ligvogn. Og black metal-genren rider på fyrige heste med ildøjne, iført lange, sorte kutter, Nazgul-style.

Hvis det slovakiske black metal-band Malokarpatan var et køretøj, var det nok nærmest en oksekærre.

Ude på Lars Tyndskids mark
I hvert fald er oksekærren et godt billede på bandets koncept, både tekstligt og musikalsk. Teksterne – der er på slovakisk – handler om lokale legender, om primitive bjergbønder, om heksekunster i landlige omgivelser, møder med Djævelen på korsveje, drukkenskab blandt landbefolkningen; en slags dæmonisk ’Jeppe på Bjerget-verden omplantet til de dybeste, mest afsidesliggende egne af Karpaterne. Der er en landlig primitivisme på færde, som får Malokarpatan til at lyde virkelig gamle og vækker forestillinger om scener med bønder, der bevæbnet med fakler og høtyve og rigelige mængder af den lokale pullimut går til kamp mod den lokale heks/vampyr/herremand. Konceptet denne gang (som ifølge interviewet er meget vigtigt, men åbenbart ikke er så vigtigt, at pladeselskabet har gidet sende engelske tekster med promoen) handler om en slovakisk heksegruppe fra 1600-tallet, hvor hele 34 angivelige hekse blev brændt på bålet af den katolske kirke.

Musikalsk går noget af det landlige, førmoderne igen: I bandets førstegenerations black metal (tænk Master’s Hammer, tænk Root, tænk Mercyful Fate, Tormentor, Cultes des Ghoules) inkorporeres samples fra klassisk musik, der trækkes på folkemusik (men vi er langt fra den forkætrede folk metal), bandet bruger jødeharpe, samples af brølende køer, koklokke, stemningsfulde akustiske passager og hele pivtøjet for at ramme den rette atmosfære.

Østblok-black
Alligevel har slovakerne gennemgået en noget tydeligere udvikling end oksekærren: Debuten, ’Stridžie Dni’ (2015), bød på en relativt lo-fi black metal med indflydelse fra østeuropæisk folkemusik og var temmelig skummel. Opfølgeren, ’Nordkarpatenland’, en af 10’ernes bedste metalplader i min optik, bar præg af ultracatchy 80’er-østblok-black med masser af inspiration fra den klassiske metal og svinefede leads. I et interview med det svenske zine Bardo Methodology beklager guitaristen og hovedsangskriveren Adam S sig over, hvordan black metal for langt de fleste blevet synonymt med den norske andenbølge, når genren oprindeligt dækkede et langt bredere musikalsk spektrum med omfattende regionale forskelle. I den forstand kan Malokarpatan anskues som en del af en omfattende revisionisme eller måske snarere genopdagelse af black metal-genrens historie i de senere år, hvor den græske scene og lyd opnormeres og får tildelt sin retmæssige plads i genrens historie; hvor den italienske scene begynder at få en plads, og hvor alle mulige andre regionale scener endelig synes at komme til ære og værdighed.

’Krupinské Ohne’, Malokarpatans tredje album, er også i sin essens en opdateret jerntæppe-black med masser af Iron Maiden-indflydelse, masser af klassisk metal. Men igen har bandet udviklet sig med voldsomme skridt. Uden at miste sin kernelyd. Vokalist Temnohor er gået ud af bandet siden ’Nordkarpatenland’ (ex-bassist og -guitarist HV har overtaget vokalen og lyder ganske meget som Temnohor, mere gutturalt raspende end hæst skrigende), men det er ikke der, den store ændring viser sig.

Excentrisk eklekticisme
Dels er sangene i snit cirka dobbelt så lange som på forgængeren – nu fem sange på ca. 48 minutter mod tidligere ni sange og en intro på cirka 45 minutter – dels er ’Krupinské Ohne’ en mere progget affære end tidligere. Det betyder ikke, at der ikke er masser af bandets signaturriffs og catchy momenter, men numrene er mere komplekse, indeholder flere riffs og er måske ikke helt så umiddelbart fængende som forgængeren.

I ovennævnte interview med Bardo Methodology fortæller Adam S også, hvordan han har lyttet til forkætrede konceptalbum som KISS’ ’Music from ’The Elder’’ og Rick Wakemans ’The Myths and Legends of King Arthur and the Knights of the Round Table’ for at fange den rette stemning. Excentriske referencer, der passer som fod i hose til bandets højexcentriske metal, uden at ’Krupinské Ohne’ i øvrigt lyder som de plader.

Hvordan lyder det så? Svaret: voldsomt eklektisk og alligevel som et helstøbt album. Åbningsnummeret ’V brezových hájech poblíž Babinej zjavoval sa nám podsvetný velmož’ (sic.) har et episk, Bathory-agtigt hovedriff, Maiden-agtige leads og proggede rumkeyboards i de langsomme passager. Det burde være for mærkeligt til at fungere, men resultatet er fremragende.

På en eller anden måde minder det mig om Sigh – de radikale, spacy eksperimenter, der både er (frivilligt) komiske og seriøse, om end Malokarpatans numre er klart mere struktureret som sange. Og om Solefald, hvis Solefald var østeuropæere og gik efter at lyde præ-moderne (en konstruktion, selvklart) i stedet for postmoderne, hvis Solefald blev filtreret gennem Cultes des Ghoules og Tormentor.

’Ze Semena Viselcuov Čarovný Koren Povstáva’ lyder af Darkthrones Hellhammer- og Celtic Frost-orienterede plader, når det hele ikke bliver doomblack og jødeharpe og flere rumkeyboards. ’Na černém kuoni sme lítali firmamentem’ rammer et tæskesejt mix af medrivende, rockende metal og et mystisk, keyboard-genereret atmosfærisk mellemspil, der på bizar vis kommer til at lyde som en krydsning mellem Klaus Schulze og en komisk-uhyggelig gammel Disney-film.

Og ’Filipojakubská noc na Štangarígelských skalách’ er vel den mest black-agtige sang på albummet, med et medrivende åbningsriff og en gungrende baslinje, der smager af episk metal. Og det afsluttende titelnummer er helt åndssvagt medrivende: Mercyful Maiden-riffing, Bathory-tendenser og en helt igennem åndssvag ren vokal i omkvædet, som er så debil, at man kun kan elske den eller være vanvittigt irriteret, for til slut at slå om i en atmosfærisk outro med klokker, satanisk atmosfære og brændende ild. Jeg elsker naturligvis den idiotiske vokal i titelnummeret, og Malokarpatan er også sjove, underholdende, giver ikke rigtig nogen fucks for god smag.

’Krupinské Ohne’ kommer mod alle odds i mål med alle sine eksperimenter og åbner sig på nye måder for hver gennemlytning. Det viser en vej, black metal også kunne have taget, hvis ikke genren var blevet synonym med den norske lyd – en vej, som endelig er klar til at blive udforsket. Og mere end det er albummet også et ustyrligt charmerende værk. Frem med den hjemmebryggede snaps og høtyv og oksekærre og kør skov- og bjergveje tynde til lyden af ’Krupinské Ohne’.