Derangeret djævletilbedelse

025899

Cultes des Ghoules’ nye album er kortere end den over to timer lange forgænger, men leverer stadig en obskøn og okkult heksesabbat: ’Sinister, or Treading the Darker Paths’ holder, hvad titlen lover.

Titel
Sinister, or Treading the Darker Paths
Dato
23-09-2018
Trackliste
1. Children of the Moon 07:18
2. Woods of Power 10:58
3. Day of Joy 11:51
4. The Serenity of Nothingness 11:58
5. Where the Rainbow Ends 12:54
Forfatter
Karakter
5

Da Cultes des Ghoules udgav ’Coven, or Evil Ways of Love’, ramte det polske black metal-band et for dem hidtil uhørt ambitionsniveau med et dobbelt-konceptalbum på ca. 137 minutter (!). Det står stadig stærkt som et af hovedværkerne i moderne black metal.

”Moderne” er nu så meget sagt, for Cultes des Ghoules trækker tråde tilbage til dengang, da genren blev født i firsernes for længst formuldede grøde. Resultatet er et uhelligt møde mellem tidlig Mayhem, Hellhammer, Necromantia, Mortuary Drape, tidlig Master’s Hammer og sågar King Diamonds messende vokal. Vi er langt fra den diskante lyd, der blev genrens kendetegn op gennem halvfemserne, men med knusende tung bas, reverb-rungende riffs og dæmonisk vokal fra den excentriske og idiosynkratiske gravgylper Mark of the Devil og interessante sangstrukturer gemt i en tilsyneladende barbarisk primitivisme og råhed.

Sinister atmosfære
Den stil ændres der ikke på, men til gengæld er spilletiden barberet ned til 55 minutter. Noget mere lyttervenligt, og hvordan skulle man også kunne gentage forgængeren, der kun indeholdt fem sange, uden at ende i en selvparodisk lang spilletid? Ikke dermed sagt, at Cultes des Ghoules ikke tager sig deres friheder: Åbningsnummeret ’Children of the Moon’ er en over 7 minutter lang intro af en art, hvor en simpel guitarfigur gentages over en trommerundgang og skumle synths, mens Mark of the Devil giver en selv for ham usædvanligt derangeret vokalpræstation. Den slags burde ikke være interessant, men fordi den, ja, sinistre atmosfære rammes så rent, fungerer det, før ’The Woods of Power’ trækker lytteren ind i det sorte orgie.



Metallens mellemværende med den tidlige renæssances forestillinger om djævletilbedelse foldes ud i fuldt flor hos Cultes des Ghoules, der snildt kunne agere soundtrack til Benjamin Christensens klassiske stumfilm ’Häxan’, hvis titel polakkerne da også napsede til et tidligere album.

’Häxan’ (albummet, ikke filmen) er også det album, ’Sinister…’ minder mest om. Det kan næsten virke som et tilbageskridt at gå bort fra det mere raffinerede udtryk på forgængeren og i stedet bevæge sig helt ned i grotternes dyb, men det giver en mørk, klaustrofobisk og ætsende ond atmosfære.

Satanisk majestæt
Selvom atmosfæren er tyk af gravdunst og sataniske ritualer, er der alligevel plads til variation, som i ’Day of Joy (The Second Coming’), der er mere kaotisk og hurtigere end resten af albummet, eller den næsten dansable basgang, der dukker op 2/3 inde i ’The Serenity of Nothingness’, mens Mark of the Devil Attila Csihar-agtigt konverserer med den hornede: et sært og sandt højdepunkt. Det samme er afslutningsnummeret ’Where the Rainbow Ends’, der igen rummer dansable, perverse baslinjer, før guitarerne hvirvler lytteren lige lukt i helvede. Et majestætisk nummer, simpelthen.



Sjældent har råddenskab været så tiltrækkende som på ’Sinister, or Treading the Darker Paths’. Stod man på af ’Coven…’, kan man med fordel stige på heksekosten igen her.