Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Satanisk transcendens

Populær
Updated
Satanisk transcendens

Ambitiøst dobbeltalbum fra Cultes des Ghoules er ikke for alle, men for den rigtige lytter er det allerede et hovedværk i black metal.

Titel
Coven, or Evil Ways of Love
Dato
25-11-2016
Trackliste
1.1: Prologue - The Prophecy / Devell, the Devell He Is, I Swer God... 22:49
1.2: Mischief, Mischief, the Devilry Is at Toil... 11:29
1.3: Strange Day, See the Clash of Heart and Reason... 20:47
1.4: Storm Is Coming, Come the Blessed Madness... 14:39

2.1: Satan, Father, Savior, Hear My Prayer... 28:03
Forfatter
Karakter
5

Da Cultes des Ghoules udgav 'Henbane' i 2013, var det noget helt specielt. Albummet var en født black metal-klassiker, og Devilution gav fem ud af fem sorte firkanter. I det hele taget er bandet noget helt specielt i moderne black. De har bevaret et skær af anonymitet. De lyder ikke som nogen andre. Og de er rasende ambitiøse.

Nu er de tilbage med et konceptalbum, der er det mest ambitiøse black metal-projekt siden norske Dødsengels dobbeltalbum 'Imperator' (2012). En dobbelt-cd og trippel-lp med cirka 97 minutters musik på. En satanisk black metal-operette inspireret af de tjekkiske black-pionerer og -avantgardister Master's Hammers konceptalbum 'Jilemnický Okultista'/'The Jilemnice Occultist' (1992).

'Coven, or Evil Ways of Love' er et fornemt eksekveret konceptalbum i fem scener. Titlen handler selvfølgelig om Satan med en henvisning til Black Sabbaths 'Lord of this World'. Det er en slags operette med forskellige karakterer, som vokalist Mark of the Devil naturligvis lægger forskellige stemmer til, mens han hyler, råber og gravgurgler sig gennem albummet og dets koncept om en klog mand, der er i ledtog med djævelen, og om den unge kvinde Dorothea, der – lige før sit bryllup – søger en satanisk transcendens, at stige (eller falde) til en anden sfære end den rent menneskelige:

Storm is coming, come the blessed madness
The remedy to trivial life's sadness
My soul cares not for the life eternal
Nurtured by the wonders of the infernal

Andre karakterer er fordrukne bønder (som i så mange gyserfilm), en præst, en smed, en møller og så videre. Netop det historiefortællende element om Dorotheas given sig selv bort til titlens hekseforsamling er en af de ting, der løfter albummet til nye højder, også for Cultes des Ghoules. Det kan undre, at der ikke er flere bands, der har forsøgt sig med det historiefortællende (King Diamond er mestereksemplet på en kunstner, der har fået det optimale ud af formen), for det giver mulighed for at eksperimentere med formen, gentage og variere temaer over en plade.

Hvor mange andre black metal-bands vælger den diskante lyd fra den norske andenbølge, er Cultes des Ghoules' lyd rådden. Pilrådden. Den bobler over af ligsaft og kroppens miasmer og trækker på 80'ernes pionerer, mere end den trækker på Norges 90'ere. Celtic Frost, Mayhems 'Deathcrush', Mercyful Fate, Master's Hammer og Root er referencerammen, også de gamle bands fra de italienske (som Mortuary Drape) og græske scener, men i en ret så unik aftapning levret blod, måske fordi der også er en doomy, Reverend Bizarre-inspireret lyd over mange passager.

Tempoet er forholdsvis langsomt til midttempo med enkelte blastende passager, men vægten er lagt på atmosfære og riff frem for hastighed. Alligevel er det, som om man aldrig helt ved, hvilken retning sangene vil tage. Netop som man tror, man har regnet dem ud, skifter de til et nyt tema, der suger en ind. Ændringerne sker på præcis de rigtige tidspunkter med en nærmest overnaturlig timing. Et eksempel finder vi i "Scene III: Strange Day, See the Clash of Heart and Reason...', hvor bandet tillader sig at droppe bas og trommer for at spille det samme riff med ren guitarlyd i cirka otte minutter, mens der reciteres – da riffet endelig spilles med metallisk tyngde, giver det en voldsom effekt. Cultes des Ghoules kan bygge numre op og arrangere dem, og det er nærmest naturstridigt, at det lykkes for bandet med så ambitiøst et projekt.

Produktionen er noget ændret fra tidligere udgivelser med bandet. Den er mindre mudret og mere klar, men det er ikke noget, der skæmmer. Guitarlyden runger stadig af underjordiske huler og slibrigt sitrende ritualer.

Det er ikke sådan, de fleste forventer, at black metal skal lyde, men styrken er, at det bliver kraftfuldt på en helt anden måde end det meste andet black metal. Det rammer en rå, okkult nerve og stemning, som man sjældent finder. Det sataniske ritual har båret en mørk, bristefærdig frugt.

Produktionen er noget ændret. Den er mindre mudret og mere klar, men det er ikke noget, der skæmmer. Guitarlyden runger stadig af underjordiske huler og slibrigt sitrende ritualer.

'Coven, or Evil Ways of Love' er næppe for alle. Der skal nok være lyttere, der mener, at sangene er for lange, og at nogle riff bliver ved for længe, og som ikke bryder sig om de historiefortællende elementer. Men for de, der rammes af det, er albummet uundværligt og allerede en milepæl.

På den måde kan man se albummet og Cultes des Ghoules som en del af den bølge – uanset subgenre i øvrigt – af kreativitet, metallen er ramt af i disse år med så forskellige bands som Vektor, Tribulation, Obliteration og flere andre, der alle både eksperimenterer og trækker på de gamle helte og i samme ombæring er med til at bære metallen fremad.