KTDF 2018: Søndag

Søndagsdøden stod stærkt i Pumpehuset på Kill-Town Death Fests sidstedag, hvor især Spectral Voice kræsede for det døde øre.

Der er altid noget lidt sært ved at ankomme til en festival på sidstedagen. Folk er sløve og trætte, deres stemmer er brugte af at råbe og drikke sig gennem tre dages udskejelser, de er halvdøve og lugter suspekt, også hvis de har været i bad. Man er ikke i samme mentale tilstand eller på samme niveau af smadrethed som resten af festivalen, og man føler sig ikke helt som en del af det narrativ, koncertgængerne skriver under festivalen, hvor der udveksles vurderinger af koncerter og anekdoter og meget mere. Det er som at ankomme til en morgenfest uden at have været i byen først.

Ud i det ydre rum
Men så kommer man indenfor i Pumpehusets meget varme og meget mørklagte sal; der lugter af ølprutter og sved, og efter fem sekunder står man og kampsveder og er ved at gå ind i folk, fordi kroppenes sorte silhuetter går i ét med mørket, og så er man alligevel desorienteret nok til at kunne gå for at have været på festival i flere dage. På scenen er Spectral Voice indhyllet i røg, og et svagt midnatslilla lys og et par kandelabre udgør den sparsomme scenebelysning. Spectral Voice er mørkt. Bandets medlemmer er for tre fjerdedeles vedkommende medlemmer af Blood Incantation; kun trommeslager og vokalist Eli Wendler er ikke med. Med det sparsomme udsyn kan man dårligt se Wendler, så stemmen føles endnu mere spektral, og bandets idiosynkratiske doom/death buldrer én ind i en Jack Kirby-tegneserie og ud i det ydre rum. Lyden er gigantisk, monolitisk og åben på samme tid.

Københavns dødsmetal-borgmester David ”Torturdød” Mikkelsen kommer på scenen under andet nummer. Det lyder i hvert fald som ham og ligner ham, men det er helt ærligt svært at se, og sådan er Spectral Voice så desorienterende for sanserne. Under sidste nummer bliver alt scenelys sågar slukket, og så står de der i mørket mens musikken slimer sig og forvrider sig nærmest kropsløst. Kun lyset fra forstærkerne og et par smartphones, hvis ejere åbenbart føler sig kaldet til at filme seancen, er at se.

Efter sådan en omgang føles Sempiternal Dusk ikke helt så ophidsende. Det bliver hurtigt repetivt med deres doomy death med enkelte black-elementer i riffingen, man står og småbanger, bliver lidt rastløs, går på toilettet og mangler måske helt generelt lidt mere variation, bare så man har en knage på dødsmuren at hænge sin hat på.

Gurglende gendannelser
Det siger meget om Kill-Town Death Fest, at de har fået svenske Runemagick, der ellers gik i opløsning i 2007, til at gå på scenen til en gendannelseskoncert. Bandet var nemlig aldrig specielt store, men har alligevel et kultpublikum. På sin egen måde er det fedt, at festivalen graver sådan noget frem igen. Når bands staver ”magic” som ”magick” plejer der at være garanti for prætentiøsitet. Det er de fire svenskere på scenen ikke. Sammenlignet med andre bands samme dag er lyden mindre ekstrem, mere rocket og oldschool i det, mere groovy og melodisk. Man kan høre noget Sabbath i det, men man kan selvfølgelig også høre Autopsy og Bolt Thrower og andre af Kill-Town-husguderne. En del af publikum siver langsomt ud under koncerten, mens de tilbageværende ser ud til at have savnet Runemagick. En skam med udsivningen, for koncerten er god, hverken mere eller mindre.

Fra de tusind gurglende kloakkers land kommer Rippikoulu. Bandet udgav et par demoer i 1990’erne, før de fik i opløsning efter guitaristens død, og det hele sluttede, da det dårligt var begyndt. Siden har de fulgt den første og største naturlov for opløste bands og er blevet gendannet. Der er en tydeligt punky vibe over deres take på doom/death, lidt som Winter, og modsat de fleste andre bands på festivalen går de tydeligt efter catchyness. Der er godt pakket i den lille sal, og det lige før, man ønsker, at dem og Runemagick havde byttet plads. I sig selv er det interessant billede på internettets venden op og ned på gamle hierarkier: Runemagick udkom på Century Media i 1990’erne, Rippikoulu udgav et par demoer, men her virker det næsten, som om Rippikoulu er størst. Men den punkede vibe gør også, at de skiller sig ud og måske appellerer mere til de allerede godt dødsfyldte ører på festivalen.

Rådden kælderdød
I den store sal er der mere gendannelse på programmet: Amerikanske Derketá har taget turen over Atlanten. Bandet består af tre kvinder og én mand, og det er der vel egentlig ikke meget grund til at hæfte sig ved i sig selv, men det er alligevel interessant. For man oplever nu og da, at undergrundsmetallen fremstilles som et særligt intolerant sted af folk, der bruger ordet ”trve” som skældsord. Alligevel ser man gang på gang, at kønsfordelingen blandt de optrædene på mindre kommercielle festivaler som denne og Metal Magic er noget mere ligeligt fordelt (selvom der af indlysende grunde er lang vej til en ligelig repræsentation). De tre virker som de seje tanter, man gerne selv ville haft, og særligt den storsmilende guitarist Mary Bielich lader sig i den grad rive med. Selvom man ankom rent og nyvasket til festivalen, snavser Derketá i den grad lytteren til med deres Asphyx-agtige dødsmetal, der har den rigtige horrorfornemmelse af rå kælderdød. Det er ikke specielt sofistikeret, men det ord ville nok også blive anset for en fornærmelse.

Sofistikeret er japansk/danske Wormridden heller ikke. Det er Anatomia- og Undergang-sideprojektets første koncert på europæisk grund og Torturdøds vist nok femte koncert på festivalen. Der er blevet gurglet igennem. Kendere af bagmændenes projekter kan gætte sig til stilen, og man må imponeres over bagmændenes dedikation til døden. Det er hårdt, brutalt og tager ingen fanger, men bliver også lidt monotont henad vejen, i hvert fald på dette tidspunkt, så jeg tillader mig at fortrække efter lidt frisk luft, der føles velgørende efter al den råddenskab.

Det kunne Hooded Menace også være blevet, velgørende, med deres lidt mere melodiske tilgang til doom/death. Ørerne længtes i hvert fald efter melodi, men det blev ikke rigtig til det store. Bandet spillede fint, men det føltes alligevel uinspireret. De fem finner (kun tre af dem bar dog hætte) spillede en time og var ikke rigtig en forløsning på festivalen, men det er nok heller ikke helt nemt at hive folk op natten til mandag efter fire dage med død. 20 minutter efter koncertens afslutning haltede forsangeren gennem byhaven med en lyserød kuffert, og kort tid efter var det også tid for Devilutions udsendte at tage hjem. Glad for trods alt have nået en del af den festival, der i år har sat nye standarder for ambition i programmet.