Årsliste 2018 – Mathias Nielsen

Redaktøren var svær at imponere i 2018, men han hoppede da med på Judas Priest-vognen, og gamle nisser som Sleep og Voivod scorede også højt på listen.

Årets danske album:

1. LLNN: 'Deads' – Jeg gik glip af den lidt sene koncert på Roskilde Festival, og det ærgrer egentlig, når pladen nu lyder, som den gør. I Psyke Projects fravær bliver det ikke meget bedre, når snakken falder på dansk sludge.

2. Taphos: 'Come Etheral Somberness' – Én fra K-Town, der for øjeblikket bugner med spændende navne. I det hele taget et frisk pust på den danske metalscene med alle disse bands, der går imod den trendende overproduktion, som ensretter alt for mange bands, og som formentlig også får for mange til at lege Pink Floyd og re-recorde enhver skønhedsfejl. Sådan er Taphos ikke.

3. Artillery: 'The Face of Fear' – Landets vel mest sejlivede metalband leverede igen, og selvom jeg fortsat savner Flemming Rønsdorf, så har man da for megen voks i ørerne, hvis man underkender Stützers stadige evner til at skrive riffs. Poleret produktion eller ej.

4. Slægt: 'The Wheel' – Forstår selvfølgelig hypen. Her er et dansk band, der har hele pakken. Originaliteten savnes dog, og selvom 'The Wheel' var mere helstøbt og ambitiøs end 'Domus Mysterium', så gik et eller andet tabt undervejs.

5. Sunless Dawn: 'Timeweaver' – Vi er et stykke fra mine præferencer her, men jeg hoppede med på hypvognen, for Sunless Dawns debut var meget mere end teknisk metal af høj kvalitet. Der var også store ambitioner og bankende hjerter bag.

Årets internationale album:

1. Sacral Rage: 'Beyond Celestial Echoes' – På én gang ekstremt kitschet, men samtidig så tæt, som man kan komme på King Diamond, mens manden ikke selv udgiver nye plader. Så, altså, what's not to like? Grækerne opfinder ingen nye tallerkener, men de spiller old school og progget metal med sci-fi-temaer i stedet for det okkulte, og det er vel egentlig mere 2018, end King Diamond selv er.



2. Sleep: 'The Sciences' – Så god var den da heller ikke? Jo, 'The Sciences' viste sig at være et meget atypisk album; et reunion-album, som rent faktisk holdt. Det var lidt "snyd", da halvdelen af pladen var indspilninger af materiale fra 90'erne, men som helhed overraskede Al Cisneros, Matt Pike og den fod i hose-tilkomne trommeslager Jason Roeder ved at lave en plade, der var tro mod bandets oprindelige lyd uden at lyde bedaget, og så gjorde det mindre, at man måske savnede lidt vovemod og beviserne for, at trioen overhovedet stadig kan skrive god ny musik.

3. Horrendous: 'Idol' – Tak til skribentkollega Emil for heads-up. Dette var årets mindbender-metalplade af den slags, som få gider høre, fordi der simpelthen bare fyldes på og på til den helt store fusionsmedalje. Men hvis man er nået til et punkt, hvor man hellere vil overraskes end stryges med hårene, så Horrendous the way to go, uden at det går ekstrem Pyrrhon-tech i den.

4. Voivod: 'The Wake' – Jeg har ikke gidet se Voivod de seneste par gange, de har været i Danmark. Roadburn-triumftogene for nogle år tilbage skal stå stærkest i min hukommelse, ikke en hverdagskoncert i Pumpen eller Stengade foran 30 mennesker. Men på plade bliver man aldrig træt af canadierne, der igen i år holdt den høje standard, de lagde for dagen på comebackalbummet. Det gjorde faktisk intet, at Blacky i mellemtiden er skredet, og at der er dømt beef mellem ham og de nuværende medlemmer.

5. Judas Priest: 'Firepower' – På denne plads kunne lige godt have stået Satan eller thrash-revisionister som Deathhammer, Deceased eller Whipstriker, men Præsten leverede et album, der viste alle de andre gamle veteraner, at man godt kan lave et virilt udspil i karrierens efterår, også selvom dollaren for længst har talt. 'Firepower' havde været langt stærkere, hvis man havde skåret en lille håndfuld numre fra (skal vi kalde det Metallica-sygen?), men resten af pladen var virkelig klasse.

Årets internationale hit:

Judas Priest: 'Lightning Strikes' – I forlængelse af det foregående ... dette var ét af numrene, der ansporede til at løfte metalnæven i vejret og lade garnet svinge.

Årets danske hit:

Slægt: 'Perfume and Steel' – Jeg opererer ikke så meget med "hits", mere med album, men den her får Slægt.

Årets genfundne klassiker:

Butthole Surfers: 'Locust Abortion Technician' – Man skal ikke mange minutter ind i 'Sweet Loaf' for at konstatere, at det her er en de mest smadrede og dejligt larmende plader. Det var godt med masser af genlyt i 2018.



Årets fysiske udgivelse:

Metallica: '...And Justice for All' – Verdens største metalband fortsatte genudgivelsesdynen og de imposante boxsæt, hvor turen denne gang var kommet til albummet med den udskældte produktion, hvor Jason Newsteds bas mangler. Det gør den stadig, men lyden har aldrig stået klarere, og sjovt er det altid at høre demosporene til det endelige resultat, eller liveoptagelserne, hvor Metallica vel næppe har været dopet mere voldsomt på coke end her.

Årets koncerter:

1. Paal Nilssen-Love's Japan Free Jazz and Noise: Gloria, Roskilde Festival, 04-07-2018 – Sjældent har en koncert levet bedre op til sin beskrivelse end denne, og sjældent er jeg blevet blæst mere bagover under de tusinder af koncerter, jeg efterhånden har stået igennem. Jeg har for længst nået mæthedspunktet for den overeksponerede norske trommeslager Paal Nilssen-Love, men på Roskilde gav jeg ham igen en chance. Her gav han tre meget forskellige koncerter, og den første, hvor han sad bag fire japanere (altsaxofonist, klarinettist og vokalist Akira Sakata, Kiko Dinucci på støjende atonal guitar og Kohei Gomi og Toshiji Mikawa på elektronisk skronk, der ville have gjort Boredoms stolte), var den bedste og en perfekt åbning på årets Roskilde, min 18. af slagsen.

2. Oh Sees: Pavilion, Roskilde Festival, 06-07-2018 – Et andet Roskilde-højdepunkt leverede altid veloplagte Oh Sees, som aldrig har skuffet live. På Pavilion nåede stemningen ofte kogepunktet, og John Dwyer og hans kumpaner, herunder to trommeslagere, beviste igen, hvorfor deres fusion af garagerock, kraut og heavy psych bare er perfekt, når den leveres live.



3. Arto LIndsay & Zs + Ildjinn: Alice, 06-04-2018 – Arto Lindsay er den smilende og støjende guitarist fra New Yorks no wave-scene. Den improviserede sammensætning af ham og de yngre new york-avantgardister Zs var ikke helt så vellykket, som man kunne have håbet, men det er nu alligevel altid en oplevelse at se den aldrende støjmager. Om ikke andet, så satte opvarmningen Ildjinn trumf på aftenen. Bag navnet gemmer den danske trommeslager Mads Forsby sig, og det var fantastisk at høre, hvordan én mand kunne udfordre sit trommesæt på den måde, uden at det nogensinde blev kedeligt.

4. Gary Numan: Pumpehuset, 03-05-2018 – Jeg havde aldrig fået set Numan, så det var fedt at kunne strege ham fra bucketlisten. Heldigvis var koncerten sådan set også langt bedre end forventet og slet ikke så bedaget, som man kunne have frygtet. Den engelske synth/industrial-pionér havde allieret sig med et yngre backingband, der leverede materialet perfekt og tydeliggjorde, hvorfor Trent Reznor er næsegrus fan af Numan.

5. Sleep: Den Grå Hal, 23-05-2018 – Cisneros, Pike og Roeder er klart set bedre, men det afsluttende og lange uddrag af 'Dopesmoker' reddede en ujævn koncert, hvor trioen så ud til at lide lidt af tourtræthed eller noget andet ubehageligt. Man savnede i hvert fald lidt ild i bønnen hos de stenede californiere. Men mindre kunne heldigvis gøre det.

Årets internationale navn:

Judas Priest – For det uventede comeback.

Årets danske navn:

Nix – Synes ikke, at nogen har buldret voldsomt nok igennem til at fremhæve dem foran andre.

Årets nye internationale navn:

Pas – Der skal åbenbart stadig lidt for meget til at imponere mig.

Årets nye danske navn:

Korpsånd – Metalscenen på det københavnske spillested ulmer. Det bliver spændende at følge, hvad de mange bands vil spytte ud de kommende år.

Årets comeback:

Judas Priest – Lige som man troede, at de forlængst var færdige på plade.

Det overså jeg i 2017:

Nyt fra Jute Gyte. Jeg var egentlig stået af Adam Kalmbachs enmandsprojekt. Ikke kun, fordi jeg ikke kunne følge med, men også fordi det i mine ører var gået ned ad bakke siden 'Ressentiment' fra 2014. Sidste års 'Oviri' var med sine 75 minutter mindst 20 for lang, men til gengæld var materialet det bedste, jeg har hørt fra hans hånd siden førnævnte plade.



Årets optur:

At opleve en række "talks" med Torben Ulrich i anledningen af mandens 90-årsfødselsdag. Abstrakt og knudret formulerer han sig, men han vender altid tilbage til udgangspunktet og siger noget klogt. I år udgav han også en større bog, som han har arbejdet på i årtier, mens Lars Movin havde samlet en lang række af hans underholdende anmeldelser af alt fra Elvis Presley til John Coltrane. Sikke vågen og nysgerrig, man stadig kan være i den alder. Inspirerende.

Årets største skuffelse:

Årest skuffelse er måske så meget sagt, men jeg er da ved at være lidt træt af High on Fires autopilot. Måske Matt Pike burde forsøge sig med et helt nyt projekt og med andre musikere, for der er godt nok ikke meget at komme efter hos den engang så ærefrygtindgydende trio.

Største ønske for 2019:

At der kommer et nyt internationalt navn, som jeg finder værdigt til at placere på min næste årsliste. Andet ville da være sørgeligt.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

At blive overrasket. Der skal meget til, men det skal nok ske.