En tung og søvnig mundfuld
Christianias tilrøgede kulisser udgjorde et fornemt match til røgastronauternes visit i to drabeligt tunge timer; ikke helt uden momentvis fortabelse i tågerne.
2. Marijuanauts´s Theme
3. Holy Mountain
4. The Clarity
5. Sonic Titan
6. Aquarian
7. Antarcticans Thawed
8. Dragonaut
9. Dopesmoker
Da rygterne om, at Pusher Street i dagens anledning havde lukket, spredtes i løbet af dagen, kunne man nemt fristes til at tro, at frygten for politiets tilstedeværelse under en så indlysende kriminelt tilrøget koncert som den, vi havde i vente, havde fået et par paranoide christianitter til at se sort. Årsagen var dog af andre grunde, men lukningen til trods skortede det ikke just på søde urter over plænen foran Den Grå Hal i timen op til koncerten.
Få bands har så utvetydigt hyldet THC'ens magiske kvaliteter som denne legendariske trio, og således blev koncerten også behørigt indviet til lyden af tåget astronautsnak, inden Matt Pike lagde ud med introen til seneste udspil ’The Sciences’ i form af ’Marijuanaut's Theme’, der med monolitisk tyngde satte standarden for de næste to timer. Stemningen var kogende fra første færd, og flytningen af koncerten fra Pumpehuset til Christiania satte sit utvetydige præg på begivenhederne.
Den obligatoriske svaghed ved Den Grå Hal var også denne aften lyden, som blev kastet rundt i alle hjørner af hallen, men med alt skruet op på 11 og et band, som i den grad profilerer sig på deres tågede sløvsind, var det dog ikke det, der endte med at blive den største lydmæssige udfordring. Til gengæld lod lydmanden til at have overset Al Cisneros vokal helt, og uagtet at den ikke just er et bærende element i det store regnskab, så virkede det påfaldende, at den var grænsende til komplet fraværende hele koncerten igennem.
Det var dog til at leve med, når man lod sig svøbe ind i Sleeps langstrakte mastodontriffs af Tony Iommi-skolen med konsekvent sværgen til fuzz. Hvis man på noget tidspunkt måtte være i tvivl om definitionen på en powertrio, så er denne treenighed af Al Cisneros, Matt Pike og Jason Roeder et glimrende sted at starte. Alle kæmpede med livet i behold for at spille tungere end alle de andre, ingen hvilen på laurbærrene. Sammenlignet med koncerten på Amager Bio for 6 år siden virkede Cisneros anderledes fokuseret, mindre karismatisk med knap så megen sejlen rundt med øjnene, men der er også et anderledes, nærmest energisk flow over de nye numre, hvor Pike skærer klarere igennem med remeniscenser fra hovedbandet High on Fire. Den reelle vinder i kampen om det ultimative tyngdepunkt denne aften lå dog hos Jason Roeder, som med konstant underspillet milimeterpræcision styrede groovet til UG som det naturlige omdrejningspunkt og slog hvert et slag, som om hans liv var på spil.
Charmen ved stjernelyset i folks øjne var umiskendelig når koncerten var stærkest, som i ’Sonic Titan’ eller ’Dragonaut’, men omvendt blev fuzzen også en tand for tykt smurt på fra tid til anden, hvor mindre tjaldet sløvsind havde været på sin plads. Der var ikke et øje tørt, da de første drevne akkorder fra den afsluttende forkortede udgave af ’Dopesmoker’ satte i gang, men ikke desto mindre blev det indimellem ganske enkelt for søvnigt, uagtet hvor legendarisk denne langspiller står frem i deres nok så begrænsede diskografi.
Det er modigt at turnere uden support, især når man reelt kun har fire album på samvittigheden, og i praksis derudover komplet lader, som om debuten ikke findes. Hvilket de i øvrigt ikke skal lastes for. Essensen er blot, at det opbygger forventninger om længere spilletid. Pike, Cisneros og Roeder var strålende, når de fyrede op for intensiteten, hvor især numrene fra ’The Sciences’ viste sig at stå virkelig stærkt ud live. Engang imellem gik fokus dog tabt i tågerne, sammen med den fraværende vokal, men når kampformen er bedst, så kan Sleep stadig ryge de fleste under bordet.