Årsliste 2018 – Jon Albjerg Ravnholt

Heller ikke i det år, hvor Slayer annoncerede deres afgang, er der ved årets afslutning grund til at vende metal og hardcore ryggen endegyldigt, med mindre man er en virkelig trist rockmusiker, der lige har opdaget hiphop.

Alle jer, der indimellem føler trang til at råbe op om, at metal er lige så dødt som håbet om, at Dave Lombardo kommer tilbage i Slayer, og det er ovre i hiphop, der virkelig sker ting: Det er fint. Det er sundt en gang imellem at prøve noget andet af. Lige tage et par måneder med ældgammel blues eller spritny acid house, begynde at dyrke dub og mærkelige planter i vindueskarmen eller fokusere helt vildt på flamenco: Det er super.

Bare lad være med at tro, det er metals skyld, at du er blevet træt af det. Det er allerhøjst dine lyttevaner, der er blevet dovne af at høre for meget stoner doom, kaskadisk black metal, eller hvad der nu ellers har været altdominerende i en periode. Men dem kan du sagtens få rusket op i inden for metal og hardcore.

For selvom flere af de plader, der skulle have været årets helt store – Panopticon, Fucked Up, Sick of It All, Slægt, Primordial – endte et stykke længere nede ad listen, hvis de ikke ligefrem skuffede, kom der svimlende mange andre fremragende udgivelser.

Dette er den definitive liste over de bedste af dem. Og dem, der var lige ved og næsten.

Årets danske album:

1. Værket: ‘Young Again’ – Den progressive rock ligger måske lige på kanten af, hvad vi ellers skriver om her på siden. Sådan set er det vel lidt bizart overhovedet at kalde Værket for progressive, al den stund deres musik er af den allermest retrograde slags. Men når man er så gode til at køre lyden af Jethro Tull, Bo Johansson og Yes igennem et troskyldighedsfilter, og når man gør det så purt og friskt, kan også den slags overvejelser være noget så ligegyldige.

2. Sunless Dawn: ‘Timeweaver’ – Der bliver nørdet igennem på Sunless Dawns længe ventede debut. Strengt taget er jeg vel slet ikke så glad for hverken progressiv døddsmetal eller progressiv metal i det hele taget, når det kommer til stykket, men det her er så veleksekveret, at de fine fornemmelser kan være aldeles ligegyldige. 

3. Sol: ‘Before We Disappear’ – Enmandsprojektet Sol befinder sig langt ude over afgrundens rand og sært opstemt over det. “Eksalteret jamren,” kom jeg for skade at skrive om den foregående plade, og den beskrivelse holder i det store hele stik på efterfølgeren. 

4. Eyes: ‘Eyes’ – Hvis der er en særlig lyd inden for kaotisk hardcore fra Danmark, så rammer Eyes den lige i røveren. Debut-ep’en lover godt for bandet, der allerede i starten af januar spiller som en del af The New Shit-showcasen.

5. LLNN: ‘Deads’ – For så vidt som der findes sådan en lyd, så skyldes det i høj grad The Psyke Project. Men det er en lidt anden retning, to af det bands medlemmer trækker i på LLNNs andet album: Kværnende og svimlende malstrøms-hardcore fra helvede. 

Boblere: Rising rykkede et stort skridt frem på ‘Sword & Scythe’, der trak mindst lige så solide veksler på 70’erne som Værket. Slægt forløste til gengæld ikke rigtig det store potentiale på ‘The Wheel’, og det er efterhånden ved at være ret lang tid, de har været lovende. Det trak ned på det, der skulle have været en triumf, men det betyder ikke, at pladen ikke var et ganske fornøjeligt bekendtskab. 



Årets internationale album:

1. Harm’s Way: ‘Post-Human’ – Den perfekte chugga-chugga: Harm’s Way er som skabt til at pumpe jern og spise ernæringsrigtig kost. Sublim gym-core spædet op med industrial-elementer, der sært nok ikke virker bedagede.

2. Turnstile: ‘Time & Space’ – Når vi alligevel har de elastiske shorts og skoene med godt med bounce i på, lavede Turnstile sådan en plade, man om mange år vil se tilbage på som selve indbegrebet af 2018. Selvom den lød af 90’erne og 00’erne med solide referencer til Snapcase henholdsvis TV on the Radio.

3. Tribulation: ‘Down Below’ – Der er en særlig tilfredsstillelse i det, når ens spådomme om ens egen gode smag viser sig at holde fuldstændigt stik og bekræfte en i, hvor evigt ret man har: Lige så forbeholden jeg var over for Tribulations fjerde plade, da den udkom tilbage i januar, lige så sikker var jeg på, at den ville vokse på mig og sætte sig fast.

4. Agrimonia: ‘Awaken’ – Melodød af Göteborg-skolen er nok en af de genrer, jeg har givet færrest fucks for i hele mit liv som metalfan. Men hvis man smider et medlem af Martyrdöd ind i blandingen, er det åbenbart nok til at gøre mig interesseret, og ‘Awaken’ belønner med de mest skamløse drops og de mest fængende lystige melodier.

5. Endless Swarm: ‘Imprisoned in Skin’ – Så er der også brug for en rask udrensning bagefter, og Endless Swarm leverede årets bedste bud på det, svensken netop kald “rens”: Uforstilt grindcore med møglyd og brøleabe vokal = ren tryghed.

Boblere: Primordial skulle jo have lavet årets plade med ‘Exile Amongst the Ruins’, fordi verden ville være så smukt og sandt et sted, hvis Primordial lavede plader, der indiskutabelt var årets bedste. Det værste er næsten, at ‘Exile Amongst the Ruins’ er en voldsomt god plade: Det er bare ikke den plade, der får mig til at ryste min næve udfordrende mod himlen.

Lidt det samme gjorde sig gældende for Watain på ‘Trident Wolf Eclipse’: En dårende dejlig plade, som der ikke var andet at udsætte på end dens tendens til at blive stående i pladereolen måned efter måned, da de første lyt var overstået og anmeldelsen skrevet.

Så var der alligevel mere friskfyragtighed at hente hos landsmændende Fredag den 13:e på ‘Dystopisk Utsikt’, der med sangen 'Dödat av tid' leverede årets største banger, som der bare ikke kan linkes til nedenfor. Og mens den evige emokid Patrick Kinlon blev så moody som aldrig før på Self Defense Familys ‘Have You Considered Punk Music’, fandt han tilbage til formen i Drug Church med ‘Cheer’, der var lige så uforskammet triumferende som debuten ‘Paul Walker’.



Årets internationale hit:

Drug Church: ‘Unlicensed Hall Monitor’ – Derfor er der heller ingen tvivl om, prisen for årets hit går til den her suveræne banger:



Turnstile: ‘Moon’ – Eller det her stykke skævvredne bizarro-hardcore med indiecroon:



Zeal & Ardor: ‘You Ain't Coming Back’ – Eller bare den her omgang black spiritual metal:



Årets danske hit:

UxDxS: ‘Forfald’ – Fordi UxDxS er dét hårdere og altid vildere.



Årets genfundne klassiker:

Neurosis: ‘Times of Grace’ – Så meget den her plade end har betydet for mig og min musiksmag, er den gledet noget i baggrunden i de senere år til fordel for dels de tidligere plader, dels de bands, Neurosis selv tog afsæt i, da de skabte deres hovedværk. Men at genbesøge den var igen en af den slags oplevelser. der bekræftede mig i, at jo, jeg havde virkelig haft ret, dengang jeg udråbte den her plade til at være skelsættende.

Årets fysiske udgivelse:

Benni Bødker & Undergang: ‘Den dobbelte grav’ – Det her er egentlig lidt af en snyder, for bogen udkommer først til sommer. Men børnegyserforfatteren Benni Bødker lavede et limited run af sin kommende roman med illustrationer af David Mikkelsen fra Undergang, der også har lavet lydsporet: En 7” i gatefoldcover med plakat med illustration fra bogen. Det er en ret så gennemført pakke.

Årets koncerter:

1. Neurosis: Copenhell, 20-6-2018 – Neurosis har skuffet mig, og hvis der er noget, der er trist, så er det, når et band af Neurosis’ kaliber pludselig skuffer. Derfor var det så katarsisk, at de pludselig gav en koncert, der matchede fordums storhed for en halvtom festivalplads på Copenhells lidt halvhjertede satsning på en warm-up-dag. 

2. Enslaved: Pumpehuset, 29-9-2018 – Enslaved er simpelthen noget af det mest knuselskelige, der findes. Koncerten i Pumpehuset viste et band, der turde satse og begå fejl, være bøvede og falde igennem, men til gengæld også ramme helt plet, når alt virkede.

3. Smertegrænsens Toldere vs. UxDxS vs. Nyt Liv: Copenhell, 21-6-2018 – Den helt rigtige måde at starte fredagen på Copenhell var med tre gange hardcore i smasken. Det var næsten bedre end morgenkaffe og tofupølser.

4. Slayer: Royal Arena, 4-12-2018 – Var Slayers afskedskoncert på dansk grund exceptionel som koncert betragtet? Nej. Gjorde alle de følelser, der var i spil omkring den, og visheden om, at det her var et farvel, som blev sat på spidsen, da Tom Araya til sidst stod og kiggede lettere forbløffet på publikum, den til noget større? Ja.

5. Let It Rot: Saint Vitus Bar, Brooklyn 26-11-2018 – En mandag aften i Brooklyn med to mand på scenen, 20 mand på gulvet og en knækket attitude, der fik duoens noiserock-angreb til at sætte så meget desto hårdere ind. Det her var uventet sjovt.

Årets internationale navn:

Slayer – Fordi Slayer endelig tog sig sammen og gjorde det, som så mange andre af koryfæerne burde følge trop og gøre: Stoppe. Og tage en sidste tur rundt og vise, hvorfor de har haft relevans.

Årets danske navn:

Hexis – Fordi ingen arbejder hårdere for sagen i dansk metal end bandet, der rundede 2018 af med en tre måneder lang turné fra Færøerne ned gennem Skandinavien og Europa over Asien til Oceanien.

Årets nye internationale navn:

Axis of Despair – Fordi stik mig et svensk grindcoreband med medlemmer fra bl.a. Nasum og Livet som insats, og jeg skal være der, hurtigere end … OK, jeg er der måske ikke, hurtigere end de kan nå at sætte i gang, fordi grindcore, men giv mig 2-3 sange, så er jeg godt nok klar.



Årets nye danske navn:

Demersal – Straight out of uni kommer studiebyens mest utilpassede unge mænd med en kantet omgang mathcore. Det har de sådan set gjort i et stykke tid, men i 2018 fik de for alvor hul igennem, og det tegner godt for en debut-fuldlængde i 2019.

Eyes – Mens Hexis tromler verden rundt og sover på kollegieværelsegulve i månedsvis, er fire af de tidligere medlemmer klar til at genoptage det liv, bare på deres egne vilkår i bandet Eyes.

Killing – Thrash metal som dengang, der stadig var rigtige atomtrusler til.

Årets comeback:

Tragedy – Ud af det blå vendte Tragedy tilbage i sommer. De havde sågar en lille plade med, der fortsatte D-takten, som om de bare lige havde været henne i fødevarekooperativet og hente friske forsyninger og dynamit.



Afgrund – Lige så lange seks år som Tragedy havde Afgrund været væk, og de har sågar været ude i noget rod med en eks-bassist, der førte navnet videre i sin egen konstellation. Derfor var det på tide lige hurtigt at indspille en rask plade, og med ‘The Dystopian’ fik de i den grad reclaimet deres navn.



Det overså jeg i 2017:

Phobia: ‘Lifeless God’ – 28 år inde er der stadigvæk ikke mange, der kan hamle op med det schwung, der er i Phobias grindcore. Fænomenalt afvekslende plade.

Årets optur:

Det allermest optur er vel egentlig, at der er kommet så mange gode plader i 2018, når man ser på, hvordan det ser ud med skuffelserne herunder. 

Årets største skuffelse:

Panopticon: ‘The Scars of Man on the Once Nameless Wilderness I & II’ – Der er flere om buddet – Watain, Primordial, Ereb Altor for at nævne et par stykker – men Austin Lunn er nok alligevel den, der er kommet tættest på at videreføre arven fra Bathory. Hans plader, som han har indspillet på egen hånd derhjemme i ånden fra Quorthon, blander black metal og vikingemetal med noget så herligt absurd som bluegrass og har været noget af det metal, jeg har elsket allermest i de senere år. Men i år knækkede filmen altså med det todelte storværk ‘The Scars of Man on the Once Nameless Wilderness I & II’, hvor han delte det op i en rendyrket black metal-plade og en rendyrket americana-plade, og begge dele var lige skuffende, når man ved, hvor langt han tidligere er kommet med hybriden af de to.

The Messthetics: ‘ The Messthetics’ – Jeg er ikke desillusioneret nok endnu til ikke at have urealistisk høje forhåbninger til et nyt band, hvor 2/3 af medlemmerne kommer fra Fugazi. Det var en fejl. Igen.

Største ønske for 2019:

Fugazi-reunion – Indtil videre har Ian MacKaye og Joe Lally spillet en debutkoncert sammen med Amy Farina i efteråret, og i den forbindelse blev det afsløret, at de skam også jammer med Brendan Canty og Guy Picciotto et par gange om året – det gør Lally og Canty jo sådan set allerede i The Messthetics. Samtidig skød de alle illusioner om en decideret reunion ned, og det er sikkert også til det bedste, at Fugazi bliver liggende der, hvor det blev lagt i 2003, men altså.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Nyt Livs debutplade på Indisciplinarian. Et band med medlemmer fra As We Fight og Pilgrimz stod ikke vanvittig højt på min liste over ting, jeg død og pine måtte høre, men det viste sig at være en fejl. Ep’en ‘Livet brænder’ fra sidste år sad lige i skabet, da jeg endelig tog mig sammen til at høre den, og den korte, præcise koncert på Copenhell demonstrerede til fulde, at det her er et band, jeg kommer til at knuselske.