Metaldiktator: Neurosis – ‘Times of Grace’
Populær
Det tætteste, man kommer på en spirituel oplevelse uden at blive medlem af en sekt eller læse selvhjælpsbøger: Det 19 år gamle mesterværk transporterer stadig sin lytter uventede steder hen.
The Doorway
Under the Surface
The Last You'll Know
Belief
Exist
End of the Harvest
Descent
Away
Times of Grace
The Road to Sovereignty
Det at lytte til Neurosis er transport for mig. Selvsagt psykisk, men også helt konkret fysisk. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt ‘Times of Grace’ i discmanen, mens jeg cyklede gennem den store madrilenske park Casa de Campo ud til universitetet. Jeg ved, at det er nok gange til, at pladens to sidste sange altid overrasker mig, når jeg hører dem i dag, fordi discmanen altid begyndte at hakke, når den nåede et stykke ind i ‘Away’, fordi den havde problemer med at læse sange, der lå sangt ude på skiven. Det er som en uventet bonus, hver gang den fortsætter, hvor den burde gå i hak. Senere har jeg hørt Neurosis’ andre plader, mens jeg vandrede fra Islands Brygge og sidenhen Amagerbro ind til Rådhuspladsen på arbejde.
Neurosis har været en måde at gøre mig rede til at gennemstå endnu en dag på studiet og senere jobbet. At lytte til Neurosis er også det tætteste, jeg er kommet på en spiritualitet. Det er oplagt, teksternes blanding af californisk-buddhistisk ego-udslettelse og rite-dyrkelse taget i betragtning, og så behøver man ikke selv gå videre ned ad det spor, fordi man har Neurosis til at træde det for sig.
Sådan er der så meget forarbejde, Neurosis har gjort for en, så man kan skyde genvej via musikken til den tilstand, den fremmaner. På ‘Times of Grace’ er det en begyndende afklarethed, en godt nok stadig skrøbelig, fred, der så småt er ved at indfinde sig hos bandet. Det var sådan set også på tide, for efter de to første pladers Amebix-påvirkede crust metal, havde Neurosis over de følgende tre album afsøgt et stadig mere svimlende mørke, hvor samples og tribale trommer – det her var trods alt halvfemserne – hvirvledes sammen med thrash- og doom metal-riffs og de tre sangeres skrigen og brølen oven i hinanden. Det var fremragende, men som bandet sidenhen har fortalt, afspejlede det også en smertefuld periode i medlemmernes liv præget af misbrug, som blev eskaleret af de sindsstemninger, de væltede sig hovedkulds ind i for at skabe deres musik.
En overenskomst med mørket
På ‘Times of Grace’ begynder Neurosis, 14 år og fem album inde i karrieren, den langsomme vej mod, om ikke lyset, så en form for overenskomst med mørket. Deri ligger nåden, ikke frelsen: Vi er fortsat fortabte i deres univers, men visheden om det bringer en art ro over en. ‘Times of Grace’ er langt fra nogen let eller ligefrem plade, men selvom musikken fortsat er ildevarslende og præget af ekstreme følelsesudsving, er lydbilledet meget mere åbent end på de foregående plader. Det skyldes ikke mindst det samarbejde med Steve Albini, som Neurosis påbegyndte med denne plade og har fulgt på hver af de efterfølgende fem plader frem til forrige års ‘Fires Within Fires’. Men æren tilfalder ikke alene Steve Albini og hans karakteristisk nøgne lydbillede, hvor de enkelte instrumenter får lov at stå tydeligt frem, men i høj grad også en ændring i Neurosis’ tilgang til at skrive sange og ikke mindst fremføre dem.
Det gør sig gældende på flere punkter: Mest markant træder bassisten Dave Edwardsons dybe growl i baggrunden, og de to guitarister, Steve Von Till og Scott Kelly, giver hinanden mere plads til at synge hver deres partier med hver sit udtryk. Det kommer mest markante til udtryk i den stille ballade ‘Away’, der giver et fingerpeg om den inspiration fra countrysangeren Townes Van Zandt, som de 13 år senere skulle hylde på coveralbummet ‘Songs of Townes Van Zandt Vol. 1’.
Sangskrivningsmæssigt er fokus flyttet fra det tribale mod det doomy, og der er større tiltro til, at hvert enkelt riff kan bære et længere stykke. Sangene er stadig sammensat af forskellige elementer, og det skaber en dramatisk opbygning i ‘The Doorway’ og ‘Under the Surface’, der begge hen mod slutningen synes at falde sammen under deres egen vægt, mens ‘End of the Harvest’ er en sand tour de force i mindeværdige melodier og riffs. Det er Amebix, Swans og Black Sabbath i skøn forening.
Supplementsalbum
Den større tiltro til egne evner kommer også til udtryk i den måde, hvorpå det ambiente er brugt i musikken. Hvor Noah Landis’ keyboards og samples på forgængeren ‘Through Silver in Blood’ var med til at skabe et klaustrofobisk rum, hvor det hele konstant var alt for meget og helt forfærdeligt på en en masochistisk tiltrækkende måde, bliver de på ‘Times of Grace’ i langt højere grad brugt til at accentuere stemningerne i de enkelte sange og skabe bindeled mellem dem på vej gennem det timelange album.
Neurosis havde allerede i 1995 startet sideprojektet Tribes of Neurot op for at udskille det ambiente og industrielle fra hovedbandet og fokusere mere på sangskrivning her. Et par måneder efter udgivelsen af ‘Times of Grace’ i maj 1999 udgav Tribes of Neurot det supplerende værk, ‘Grace’. Egentlig var tanken, at den skulle afspilles synkront med ‘Times of Grace’ for at tilføje den plade endnu en dimension med de ekstra effekter og soundscapes, ‘Grace’ byder på. Men som de sammenmixede versioner, der ligger rundt omkring på nettet, tydeliggør, forplumrer og forstyrrer det egentlig mere end at tilføje ‘Times of Grace’ noget. Hørt for sig selv er ‘Grace’ til gengæld et smukt ekko af sangene fra ‘Times of Grace’, der godt nok forudsætter et nært forhold til de sange, den tager udgangspunkt i, men så til gengæld også belønner med en endnu mere fredfyldt stemning end hovedpladen. Nærmest post-human og fredfyldt i kraft af netop det, fordi der ikke længere er så mange følelser og og så meget forvirring på spil, bare et langt flow ud i mørket.
Nedgangen
Selvom jeg var blevet introduceret til Neurosis allerede på compilationen ‘Virus 100’ i 1992, hvor de slæbte sig gennem en skrækindjagende udgave af ‘Saturday Night Holocaust’, var det først i starten af nullerne, jeg for alvor begyndte at dyrke dem intenst. Jeg tog et promoeksemplar af ‘Times of Grace’, som jeg havde samlet op i København, med mig til Madrid og råhørte den i et år, og da jeg kom hjem, fortsatte jeg med resten af diskografien. I 2007 tog jeg til Roadburn Festival sammen med en kammerat for at se dem live første gang, og selvom det var tæt på at være præcis den monumentale og spirituelle oplevelse, som vi havde gejlet os selv op til, at det skulle være, var det desværre også på det tidspunkt, Neurosis begyndte den kunstneriske nedgang, som de siden har befundet sig i.
‘Given to the Rising’ var en mild skuffelse efter den sublime’ The Eye of Every Storm’; ‘Honor Found in Decay’ var decideret jammerlig, og ‘Fires Within Fires’ udmærkede sig først og fremmest ved at rette lidt op på det indtryk og udbedre de værste skader på Neurosis’ omdømme. I mellemtiden har Neurosis skilt sig af med Josh Graham (også kendt fra Red Sparowes og A Storm of Light), der havde stået for den visuelle side af bandets koncerter, så man i Den Grå Hal i 2012 havde et fabelagtigt udsyn til, hvad adskillige års junk har gjort ved Scott Kellys tænder. At se Neurosis live er med andre ord ikke længere den samme spirituelle oplevelse, som det har været. På Copenhells warm-up-dag får de chancen for at vise mig, at de stadig kan overraske også på den front.
Indtil da har jeg varmet op ved at tage ‘Times of Grace’ frem og høre den på en cykeltur tværs over øen. Da jeg nåede Ibsker, var pladen slut, og jeg var forundret over at konstatere, at jeg allerede var fremme, hvor jeg skulle være. Transporten fungerer stadig.