Uhyggeligt godt
Populær
Neurosis har begået et solidt og befriende tålmodigt tiende album, der kræver nerver af stål.
At the Well
My Heart for Deliverance
Bleeding the Pigs
Casting of the Ages
All is Found... In Time
Raise the Dawn
Lad mig indledningsvist slå fast med syvtommersøm, at post- og/eller sludge-metallerne i Neurosis’ tiende album ’Honor Found in Decay’ er godt. Det er uhyggeligt godt. Måske er det lige netop den underliggende uhygge, der gør det så godt. Neurosis formår som de færreste andre bands at bruge stilheden som et stærkt musisk virkemiddel. I numre som ’At the Well’ og ’Bleeding the Pigs’ bliver det så tyst, at man næsten kan høre det løbe én koldt ned ad ryggen. Og med ét brydes stilheden af et smukt inferno af tunge, tunge rytmer, stemningsfulde samples af piano, melodica, fløjter og hvad der lyder som en erhu, brølende guitarer og en ligeledes brølende/råbe-croonende Scott Kelly på vokal. Det her er metalmusikkens svar på en god gyserfilm.
Det er langt fra nemt at spille så tungt, som Neurosis gør, og samtidig få det til at svinge, men de her gutter får det til at lyde som en leg. I det hele taget er ’Honor Found in Decay’ en studie i fabelagtigt samspil. Alligevel er der plads og ikke mindst tid og tålmodighed til, at hvert enkelt instrument kan udfolde sig. Herligt er det især, at bassist Dave Edwardson får lov til at farve numrene i stedet for bare at ligge at buldre anonymt i baggrunden, som mange metalbassister ellers har for vane.
I disse Pro Tools-klippe-klistre-tider er produktionen på ’Honor Found in Decay’ befriende vovet. Ikke mindst må den nærmest akustiske trommelyd samt trommernes placering i mixet fremhæves. En sådan lækkert ”smadret” produktion nærmest forlanger at blive hørt på lp for at tilføre den ekstra knitrende varme.
Alt synes at gå op i en højere enhed på dette stemningsfyldte og fængslende album, der i løbetiden på godt en time stille og roligt er krøbet helt ind under huden på lytteren og indimellem har tvunget hårene til at rejse sig af frydelig skræk. Det eneste kritikpunkt er imidlertid, at skivens syv numre er skåret lidt for meget over samme læst, men det er absolut til at leve med.