Morgendagens stjerner: Killing

0013366410_10
21751332_1544742015586882_1402221699146041986_n

Hvis man har et bagland, der er klar til at lade en forlade de flødestuvede kartofler i 11. time for at spille thrash metal på et afbud, er man godt på vej. Og det har de garvede debutanter i Killing.

Selvom Killing er et nyt band, kommer de ikke ud af det blå: Alle medlemmerne har trådt deres hvide basketstøvler i andre metalsammenhænge i det østjyske, inden de gik sammen i Killing for at spille thrash metal af den gamle skole. I foråret udmøntede det sig i debut-ep’en ‘Toxic Asylum’, indspillet på et høloft langt ude på landet, og siden da er det blevet til flere koncerter rundt omkring i landet. Her har Killing demonstreret et overordentlig godt greb om den klassiske thrash metal, som den blev spillet i 80’erne, og således er de et af de bands, vi spår en glorværdig fremtid.

Hvem er med i bandet? 
Killing består af Snade på den ene guitar, Rasmus H. Sørensen på den anden guitar, Soelberg på vokal og bas og så mig, Jesper Skousen, på trommer.

Hvordan startede bandet? 
Det startede med, at Soelberg spurgte os andre tre, om vi havde lyst til at starte et thrash metal-band op. Det var helt tilbage i 2012. Eftersom vi alle fire altid har været store fans af genren og er vokset op med den, var interessen der uden tvivl. Vi havde dog ikke så meget tid til nye projekter lige dér, eftersom Snade og jeg havde gang i nogle andre bands. Rasmus havde heller ikke spillet i band i mange år, så han skulle også lige vænne sig til tanken.

Vi fik dog alligevel stablet en øver på benene i løbet af 2013 og blev ret hurtigt enige om, at det var skidefedt at lege med noget god gammel thrash metal. Samtidig har vi alle fire kendt hinanden i mange år og er nære venner, så der var ikke så meget ballade med at få spillet sig ind på hinanden. Det hele føltes meget naturligt. 

Hvor var jeres første øver? 
På min bedstemors gamle høloft ude ved Rimsø. Vi har som sagt kendt hinanden i mange år og spillet sammen på kryds og tværs i andre bands. Vi byggede vores eget øvelokale på høloftet i 2004, så det var selvfølgelig her, vi mødtes for at lege sammen.  

Hvor var jeres første koncert? 
Det er altid fedest at få taget mødommen på egen banehalvdel, så vi spillede vores første koncert i Pavillonen i Grenå. Så er det foran venner, kærester og familie, hvilket vil sige, at de stadig klapper og råber på ekstranummer, selvom man har spillet ad lort. Det var i 2015. Jeg mindes det, som om koncerten gik nogenlunde med nogle skønhedsfejl her og der. 

Hvem har fået øje på jer? 
Det er lidt svært at svare på. En del venner og bekendte har været flinke og bakket op om bandet siden starten, og mange har også været gode til at fortælle om os til andre og smide forskellige ting op med Killing på de sociale platforme rundt omkring. Der er selvfølgelig også medier som Metaltone.dk, Heavymetal.dk og ikke mindst jeres egen side, som har skrevet pænt om os, og så har der været andre bands og bookere, som har taget kontakt til os omkring koncerter.

Ole Frostholm og hans selskab Deadbangers har også gerne villet udgive vores ep på bånd, så der har været lidt forskellige øjne, som heldigvis har kigget positivt i vores retning. 

Hvad har været jeres største koncert? 
Alle koncerterne har haft hver sin charme og efterladt nogle mindeværdige oplevelser hos os. Bornholmer-koncerten til Raise Your Horns-festivalen var speciel. Vi kom med på et afbud, da Sune fra Deadflesh spurgte os, om vi kunne træde til med et par dages varsel. Vi fik det til at fungere med arbejdet, og pludselig stod vi på scenen derovre og høvlede. Det var sgu fedt.

Derudover var koncerten på Værket i Vejle også helt vild. Vores weekendtur til Polen, Djævlebal vol. 3 i Stilling, Råhuset i hovedstaden, Metal i Forsamlinghuset i Gylling, Slagelse-koncerten med Impalers – ja, og alle de andre. De har alle været store for os. Da vi spillede herhjemme i Grenå for nylig sammen med blandt andet Lipid, fik Soelberg en gammel drøm opfyldt, da han blev inviteret med på scenen af dem for at synge med på 'Hagridden'. Der var ikke en trusse tør!

Og nå ja … da vi spillede i en kirke i Århus! Det var uden tvivl også en af dem, man husker med et stort smil på læben. Fee’ aften. Vi elsker bare at spille live! 

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet? 
Det er endnu en ting ved Killing. Selvom selve bandet her er forholdsvis nyt, så har vi alle fire været aktive i mange år i andre bandsammenhænge. Jeg selv har for eksempel spillet i End My Sorrow i 20 år samt i en røvfuld andre orkestre som Hell Inc. og Shit Lord.

Snade har også været en del af End My Sorrow i mange år samt nogle andre projekter som Remedy og Pain Storm. Rasmus var også med i End My Sorrow tilbage i de tidlige år. Soelberg har også haft gang i nogle ting. Der var et black metal-band ved navn Gravøl, bandet Greetings From Hell og og et folk/doom/black metal-band ved navn I Faderens Skygge, hvor jeg også spillede tønder.

Så vi har været i gang i mange år. Jeg tænker faktisk, at den erfaring, vi har, gør, at vi er blevet en smule klogere på, hvordan og hvorledes man kan gribe tingene an. Samtidig har vi oparbejdet et kæmpe netværk igennem årenes løb, som vi priser os lykkelige over at kunne trække på i forskellige sammenhænge nu.

Vi ved godt, at Killing er en af de nye banditter i klassen, men vi ser det mere som evighedsstudenterne, der blot har kastet sig over en ny, spændende bog.

Hvordan har det været at indspille ‘Toxic Asylum’? 
En meget lang process! Sagen er den, at Snade altid har været meget interesseret i at prøve at producere musik. Og eftersom vi ude på høloftet har fået bygget vores eget studie, gav det os muligheden for selv at indspille ep'en, og Snade kunne så få afprøvet sin kunnen og udvikle sig bag knapperne.

Selve indspilningerne tog lidt tid, men det tog endnu længere tid med mixningen. Han gik op i det med liv og sjæl, så al den viden, han kunne tilegne sig om det mix, vi alle fire gerne ville have, gjorde, at han startede forfra tre gange! Vi gik efter en fed old school-lyd som passede til musikken, og jeg synes, han nåede et godt resultat. Nu er vi heldigvis blevet klogere på nogle ting til næste gang, vi indspiller, så det tager forhåbentlig ikke nær så lang tid, som 'Toxic Asylum' gjorde. 

Hvad er jeres inspirationer? 
Vi er som sagt alle fire store fans af thrash metal og har hørt det i mange år, så det kommer nok ikke som den store overraskelse, at alt godt fra det fræsende ocean er vores største inspirationskilde! Slayer, Exodus, Kreator, Artillery, Megadeth, Testament, Overkill, Sodom, Metallica, Destruction og alle de andre gamle guder står vores hjerter meget nær.

Samtidig har vi alle fire hver vores input i sangskrivningen. Rasmus er for eksempel lige p.t. meget bidt af thrash-bands med noget crossover-kant og har i øjeblikket ufattelig mange riffs på lager af den kaliber. Snade har altid haft en svaghed for de lidt mere melodiske sider, som man ser hos et band som Annihilator, så de to gutters idéer smelter sammen på en ret interessant måde. Soelberg afprøver så nogle af sine idéer på vokalen, der kan være inspireret af Mille Petrozza fra Kreator eller Tom Araya fra Slayer i en eller anden sammenhæng, og jeg selv spiller op ad de riffs, der bliver smidt på bordet, udfra det, jeg lige umiddelbart hører.

Sammen fletter vi det så sammen, så det giver mest mening og virker for sangen. Teksterne uddelegerer vi lidt imellem hinanden. Det kan handle om hvad som helst, men ofte tager vi udgangspunkt i klassiske thrash-emner som krig, vold, uretfærdighed, korruption, mord, død og generelt ubehag. 

Hvad er jeres drømme? 
Vi tager små skridt. Vi har ikke drømme om at vælte verden – bare det at komme ud at se og opleve den er fint med os. Så vi tager stille og roligt ét skridt ad gangen. Vi har lige spillet den sidste koncert på vores tour, så nu står den på at skrive nye numre og få indspillet den næste udgivelse. Vi har snakket om, at det kunne være sjovt at se, hvor langt vi kan nå med Killing, men det betyder ikke, vi kommer til at gå i kompromis med vores udgangspunkt – nemlig at hygge os med at lave old school thrash metal, udgive lortet og ikke mindst komme ud og skråle folk i hovedet.

Så nogle af drømmene handler om flere shows rundt omkring. Både på spillesteder og på festivaler. Vi har også hele tiden drømmen om, at den næste sang, vi skriver, skal være bedre end den, vi lige har lavet. Du ved, hele tiden uppe sit game. 

Hvordan vil I nå dem? 
Vi vil nok gøre, som vi har gjort indtil nu. Tage i øveren og få skrevet videre på de idéer, vi allerede har, og kreere skeletterne til de næste sange. Herefter indspille dem og få dem udgivet. Og så arbejde på at få stablet nogle flere gigs på benene både herhjemme og i udlandet. Komme ud at lege med gamle og nye venner på de skrå brædder. Og have det sjovt. Det er vel egentlig dér, vores primære drivkraft ligger – at hygge os og opleve noget sammen. 

Hvordan vil I virkelig IKKE ende? 
Det har jeg egentlig ikke tænkt ret meget over. Selvom vi har været i gang i nogle år, føles det alligevel, som om det først lige nu for alvor er startet. Men jeg har ikke lyst til at ende som et band, hvor folk mindes vores forrige koncerter som bedre end dem, de lige har oplevet. Kan du følge mig?

Altså, det der med hele tiden at give sig selv 110 % på scenen, så folk virkelig altid føler, at de just har overværet den fedeste Killing-koncert og ikke mindes dem, vi spillede året før, som federe. Og så håber jeg personligt bare, at vi ikke ender som et band, hvor alt bare skal føles som en drøj tur op ad bakke. Jeg har været der før, og det er sgu ikke fedt.

Så hvis man kan spille i et band, man synes er pissehyggeligt, sjovt og inspirerende, og samtidig føle, at man tager nogle skridt fremad i stedet for tilbage, så skal jeg ikke bede om mere. 

Hvor meget opbakning har I fra baglandet? 
Jeg kan kun sige vi virkelig er privilegerede på den konto! Venner, familier, kærester og bekendte har fra dag ét støttet os og i visse situationer virkelig udvist kæmpe tolerance.

For eksempel da vi pludselig blev tilbudt at komme til Slagelse og spille, fordi der var et band, der desværre blev nødt til at aflyse. Søren fra Impalers skrev til mig om formiddagen. Jeg skrev hurtigt rundt til de andre tre. Soelberg og hans kæreste havde set frem til en hyggelig aften med flødestuvede kartofler og snolder, og imens hun er nede for at købe ind, får han så min besked. Hun kom hjem, og han fik forklaret situationen, og der var bare ingen ballade. Hun tog det i stiv arm og sendte ham af sted med et smil på læben og snoldeskålen i hånden.

Og sådan har det faktisk været hele vejen rundt. Vi vil virkelig det her band og gør alt, hvad der står i vores magt for at få ting til at lykkes. Og at vi så har et bagland, der støtter og mange gange endda skubber lidt på, for at det sker, er bare for fedt! Så vi kan ikke klage.