Tornvang '19: Fredag - naturskønt metalmaraton ude på marken

Devilutions første besøg på den lille jyske festival blev en blandet buket af oplevelser, der indeholdt både musikalske og organisatoriske blomster i fuldt flor.

En Devilution-skribent hævdede for nylig, at Esbjerg er langt væk fra alt. Pågældende har tydeligvis aldrig været i Gjerrild. For det er vitterligt langt væk fra … hvad som helst. Turen fra Aarhus gik gennem landsby efter landsby, man aldrig havde hørt om, blot for at ende oppe på nordkanten af Djursland i et område af landet, man sikkert aldrig havde forventet at se i sin levetid. Efter at have konstateret at jo, Gjerrild ER faktisk en landsby, går turen et godt stykke udenfor byen til gården Tornvang, der beliggende på et højdedrag, omgivet af marker og intet andet og uden en nabo i miles omkreds byder på en aldeles fremragende udsigt over havet. Og så en metalfestival.

Tornvang Open Air står foran sit tredje år, og festivalveteraner beretter om mere end en tredobling af publikumsantallet fra sidste år, hvor de var 60. I år er der udsolgt med 200 betalende gæster samt det løsgående ros af musikere, barpersonel og medietyper, der bringer det samlede antal besøgende i baghaven på Tornvang op omkring 300.

Stuehuset og et par staldbygninger ligger centralt på grunden. Den ene stald er i øvrigt backstageområde. På den ene side af bebyggelsen udgør en græsplæne og en mark teltområdet og P-pladsen, på den anden side er scenen bygget op på den ralbestrøede gårdsplads, der resten af dagen tituleres ”pitområdet”. En stor græsplæne omkranset af træer og med et fantastisk vue over Kattegat er festivalområdet, der består af et kombineret bar/merch-havetelt, et madtelt og en campingvogn, der også står for pladsens musikanlæg, når bandene ikke spiller. Det er virkelig småt. Og ret godt.

Sort metal under solen og prøjserthrash
Black metal-duoen Wulfaz, der er kommet helt indefra det store, hektiske Aarhus, står for at åbne festivalen denne aften. Klokken er cirka 18, solen står stadig højt og det er ikke just ideelle forhold for de to århusianere og deres d-beat-inspirerede punk’n’black. ’Kringsatt af Fiender’ over PA-anlægget glider ubesværet over i Wulfaz’ voldsomme og primitive bud på black metal, der giver associationer til Taake, tidlig Darkthrone og en vilkårlig knallertbande, der har bestemt sig for at lave et ballepunk-band.

Det er grimt, voldsomt og absolut ikke uden charme. Trommeslager Simon Nygaards vokaler skifter fint mellem punket vræl og black metal-skrig, og Wulfaz spiller en intens og pågående halv time, hvor der bliver budt på både nyt og gammelt fra duoen. Stemningen blandt publikum mangler stadig at få tilsat rigelig øl, og folk holder behørig afstand til scenen. Pitområdet skræmmer. Wulfaz’ to sidste numre, den groovy og glimrende ’Eriks Kumbl’ og særdeles punkede ’Hærulf’ slutter dog koncerten på toppen, stemningen er god, og det reserverede publikum råber anerkendende af de to århusianere.

Et hurtigt sceneskift senere er ganske lokale Killing klar til at servere Slayer- og Sodom-inspireret thrash. Bandet har et par håndfulde fra vennekredsen blandt publikum, og folk rykker nu tættere op omkring scenen. Killing er, sammen med Demolizer, nok de to bedste unge bud i thrashgenren, vi har herhjemme for tiden, og bandet leverer som altid masser af energi og en højenergisk thrash, der moser pedalen i bund fra start til slut. Vi når dog kun to numre ind i sættet, før lyden på samtlige mikrofoner falder ud under ’Demonized’. Bandet spiller sangen færdig instrumentalt, tingene bliver fikset på en fem minutters tid, og vi fortsætter.

Killing bruger ikke tid på at holde store taler til publikum, men får til gengæld høvlet en betragtelig del af bandets materiale af live. ’Don’t Get Mad, Get Even’ vækker for alvor publikum med fart og gode soli, inden der er prøjserfrrrash, som kun Karl-Heinz kan lave den, i den hyperaggressive ’1942’. Småstenene i belægningen foran scenen begynder så småt at ryge til højre og venstre, mens den ganske fortrinlige showmand og trommeslager Jesper Skousen brillerer i ’Eternal Enslavement’. Killing opfinder ikke nødvendigvis nye elementer i thrashen. Til gengæld spiller de de gamle fortrinligt, og formår at starte en metallisk fest. Denne tidlige aften komplet med et cover af Sweet Savages ’Killing Time’, der bliver leveret tilpas festligt og adstadigt til, at alle kan få lov at råbe med. Selv naboen, der trillede forbi ude på vejen i sin mejetærsker og skulede ind på pladsen for at se, om den megen teaterrøg fra scenen mon skulle være en markbrand under opsejling.

Totalt nedbrud og smuk genkomst
Mikrofonproblemerne under Killings sæt var desværre ikke enestående. Der var knas med strømmen et par andre steder på pladsen, og de elektriske udfordringer manifesterede sig for alvor under World War 5. Det semilokale band med seniormedlemmer med erfaring fra bl.a. Illdisposed og Barcode har imponeret os før, men denne aften var det så som så med de imponerende indslag, hvilket absolut ikke kun var bandets skyld. Lyden var tynd og skramlet, som om de forskellige komponenter ikke var afstemt. Læg dertil, at bandets mix af død, thrash, hardcore og klassisk heavy metal blev spillet noget mere rodet og utight, end da vi sidst så bandet tilbage i april.

Vi nåede heller ikke ret langt ind i koncerten, før al strøm på scenen gik. For første gang. Bonderøvsjokes som ”de tager den kollektive strøm på Djursland kl. 20” og ”genstart lige den traktor, der står i tomgang og driver generatoren” var meget haha-sjove, og snart var der strøm på scenen igen. Det holdt godt og vel en halv koncert, om end World War 5 ikke rigtig evnede at finde momentum efter den uhensigtsmæssige afbrydelse. Halvvejs gennem en anekdote fra forsanger Knud Lind gik strømmen så for anden gang. Hele herligheden igennem igen, og 5-10 minutter senere forsøgte World War 5 desperat at efterlade et godt indtryk, efter deres koncert var blevet hakket og flået i stykker af kabelføring, der åbenbart ikke var helt, som den skulle være. Et par koryfæer fra den århusianske metalundergrund blev hevet på scenen til et cover af Barcodes ’Don Ron’, som det udvidede ensemble på scenen ikke engang nåede igennem inden strømmen gik for tredje gang og bandet endeligt valgte at gå af scenen.

Desperationen hos arrangørerne var til at fornemme, da de fra scenen berettede, at de arbejdede på at løse problemerne, men altså ikke kunne love noget. Det var derfor ikke uden en vis ubehagelig spænding, at Crocell gik på som fjerde band med 40 minutters forsinkelse. Og hurtigt satte fede streger under, hvorfor det band er kriminelt undervurderet på den danske metalscene. Sceneopsætningen virkede større, bandet gennemprofessionelt, stemningen blev på rekordtid så mørk og kold, som bandets blackened dødsmetal kræver, og Crocell selv leverede fuldt ud. Uden lydudfald.

Om end der manglede en smule bas i lydbilledet, der kunne have gjort det hele endnu mere intenst, var Crocell dagens ubestridte højdepunkt. ’Cross to Your Grave’ var tung og intens, ’Winter is Coming’ bød på trommeslager Andreas Posselt i blastende topform, den sortmetalliske ’Contagious Purity’ var et band, der fungerer perfekt i knivskarp, stram symbiose, og ’My Path of Heresy’ bød på aftenens første deciderede moshpit trods det faktum, at det tilsyneladende var ret nemt at glide i kampens hede på den småstensbelagte gårdsplads.

Crocell havde, med solen behørigt gået ned og strømføringsproblemerne endeligt overstået, fået de bedst mulige betingelser for at præstere på Tornvang. Og de greb dem. Det var et band, der fangede samtlige gæster i det lille festivalområde og holdt dem fast i et knusende, dødsmetallisk jerngreb. Bedst symboliseret ved den tunge, gungrende ’The Chosen’, der tog prisen for dagens mest medlevende publikum. Vi har sagt det før, og siger det gerne igen: jyder og dødsmetal er en kombination, der sjældent går galt. Og Crocell er skarp, brutal dødsmetal, som det bør skæres.

Antiklimaks og hjem og putte
Med Crocells magtdemonstration in mente, havde Altar of Oblivion som aftenens lukkere næsten urimeligt dårlige arbejdsforhold. Aftenens udvikling betød, at bandet gik på med 45 minutters forsinkelse, og klokken var nu ret tæt på midnat. Læg dertil det solide øl-indtag i løbet af dagen, og du havde et festivalpublikum, der egentlig hellere ville stå og råbe i baren end høre powerdoom. Dermed var der ikke mere end 30 stykker foran scenen, da bandet gik på, og Altar of Oblivion undgik ikke at blive en musikalsk afslutning, der var en smule antiklimatisk. Teaterrøg og stemningssætning på scenen kunne have hjulpet på helhedsindtrykket, men var ikke til stede. Samtidig kæmpede man med en basguitar, der tilsyneladende ikke rigtig virkede de første par numre, og et publikum, der mestendels stod der mere af pligt end af lyst.

Bandet gjorde uden tvivl om hæderlig indsats, men det var måske et orkester, der skulle have spillet tidligere, hvor folk havde været mere nysgerrige og mindre musikmætte. Tilbage stod indtrykket af en festival, der musikalsk havde været særdeles hæderlig, men som stadig lige manglede at håndtere et par organisatoriske udfordringer i transitionen fra havefest til festival. Men samtidig også et arrangement, der emmede af hygge og selskabelighed i fantastiske naturskønne omgivelser, der gjorde besøget hele turen værd. Hele den lange tur til Tornvang. Derude ved Gjerrild.