VMF19: Bred metalbuffet – og en ræv

Thrash, død, doom, power og folk var alt sammen en del af Viborg Metal Festivals åbningsdag, hvor den danske metal var i højsædet.

Lad mig starte med at slå på tromme for en af provinsfestivalernes fortræffeligheder, som jeg til stor glæde fik lov at opleve i fuldt flor til dette mit første besøg på Viborg Metal Festival. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Er man, som denne skribent, en smule logistisk udfordret, er det en fornøjelse at opleve, at både banegård, spillested, hotel og afterparty-bar alt sammen ligger inden for fem minutters gang fra hinanden. Således allerede imponeret over den viborgensiske byplanlægning og organisation gik turen mod Paletten, hvor Viborg Metal Festivals start stod for døren. Den første af to festivaldage var altovervejende fokuseret på den danske metal med fem ud af seks bands udstyrede med rødbedefarvede pas. Til gengæld var det et genremæssigt meget bredt udbud, der ventede lige om hjørnet.

Åbningen af dette års festival stod thrasherne fra Killing for. Et relativt nystartet band med en enkelt ep på gaden. Og absolut et band, der fortjener lidt opmærksomhed. Killing nikker velvilligt til flere af genrens største aktører som Metallica, Exodus og Slayer, men forstår samtidig at servere thrash metallen frisk og vedkommende. Samtlige fire medlemmer virkede scenevante og skarpe, trommeslager Jesper Skousen var en fryd at opleve som et medlevende, headbangende batteri bag tønderne, og forsanger Rasmus Soelbergs vokal imponerede ligeledes. Bredt spektrum mellem de høje skrig og de dybe growl og rigelig luft i lungerne til at kunne give den en ekstra tand, hvor det var påkrævet. Bandet havde speederen i bund fra start til slut i det 30 minutter lange sæt, og tidspunktet taget i betragtning, klokken fem om eftermiddagen i Viborg, var der faktisk også et helt fornuftigt fremmøde af festivalgæster.

Lige så imponerende som åbningsbandet var også lydforholdene på Paletten. Enhver garvet koncertgænger har formentlig opgivet at tælle mængden af gange, hvor koncerter er blevet skæmmet af dårlig lyd, ikke mindst de første koncerter på en lang festivaldag. Men på Paletten var lyden glasklar og gennemført fra start til slut, i hvert fald hos publikum. Man fornemmede hos enkelte bands, at der manglede lidt justering på scenen, hvilket sikkert skyldtes de noget hurtige sceneskift, men som publikum var det en fryd at være vidne til så glasklar og veludført en produktion.

Næste band på rampen var nordjyske Defacing God, der spillede deres debutkoncert på VMF. Og en ganske hæderlig én af slagsen. Såvel musikalsk som æstetisk har Defacing God formentlig kigget i Arch Enemys retning adskillige gange. Den groovy dødsmetal med fokus på breakdowns og ekvilibristiske riffs var meget lig svenskernes, og forsanger Sandie Gjørtz mindede i både sceneoptræden og vokalstil ganske meget om Angela Gossow. Bandet bragede ikke just ud over scenekanten, hvilket vel er forståeligt nok, da det var Defacing Gods første koncert. Men en hæderlig indsats med potentiale til mere.

Mens spisetid nærmede sig, og en anseelig del af publikum trak ud til den jyske festivalkonstant Den Rullende Pølsevogn, gik svenske Loch Vostok på foran et ret fåtalligt publikum. Bandet var med som opvarmning for Manticora, men lignede umiddelbart ikke nogen, der selv havde troen på, at de kunne varme alverden op. Deres udgave af den klassiske heavy metal, tilsat lidt ekstra blastbeats, thrash-elementer og growl, er såmænd forsonende nok på plade, men foran festivalens mest fåtallige publikum gjorde det ikke alverden. Bandet selv virkede også stillestående og en smule uengagerede, og nogen rigtig true metal-fest blev svenskernes halve time aldrig til.

Spil Dansk-dagens kulmination
Fest var til gengæld, hvad danske Vanir bød på. Bandets folk metal har i løbet af forskellige udgivelser taget stilmæssige afstikkere i både den ene og den anden retning. De tog i 2015 beslutningen om at droppe de sækkepiber og fløjter, der indtil da havde været en væsentlig del af bandets musikalske udtryk, for i stedet at lade et keyboard tage sig af de melodiske aspekter af bandets musik. En udmærket strategi, der giver deres musik et tungere og mere koncentreret udtryk, personificeret denne aften af forsanger Martin Holmsgaard Håkan, der udstyret med brynje og drikkehorn kommanderede slagets gang på ganske glimrende vis.

Vanir fik for alvor startet den folk-metalliske fest med numre som ’The Flames of Lindisfarne’ og ’March of the Giants’, inden førstesinglen ’Fejd’ fra bandet nyeste album satte et effektfuldt punktum. Duetten mellem Håkan og Martin Steene, der var i Viborg for at spille guitar for Saturnus senere på aftenen, var et kunstnerisk højdepunkt på en ganske glimrende Vanir-koncert.

Endnu et dansk band, vi ikke ser alt for meget til i det jyske, er Manticora. Efter otte års pause vendte bandet tilbage i 2018 med ’To Kill to Live to Kill’ og tilhørende tour, der altså nu nåede omkring Viborg Metal Festival, hvor publikum tilsyneladende var ganske glade for bandet; i hvert fald syntes de godt og vel 200 mennesker, der fyldte salen halvt op, at hygge sig i Manticoras true metal-univers. Bandet i ens sorte undertrøjer som uniform prøvede det bedste, det havde lært, om end det brød lidt af intensiteten og dynamikken, at forsanger Lars F. Larsen, som skulle være indpiskeren, havde en tendens til lige at skulle det ene og det andet, når det ikke var hans tur til at synge. En relativt jævn koncert, der aldrig for alvor nåede op på de høje nagler.

Aftenens lukketjans påtog Saturnus sig. Det kan du læse om her. Og endnu et anerkendende nik til arrangørerne og deres samarbejdspartner, ølbaren Ølluminati, der stod for den officielle efterfest. Kombinationen af gode IPA’er til fornuftige priser, århusianske Galge dødsgrindende livet af sig i baglokalet og muligheden for at knuskramme en udstoppet ræv på en og samme tid må ikke undervurderes, og det satte sine uudslettelige indtryk på Devilution-delegationen denne fredag i Viborg.