Eksalteret jamren
Populær
Det kræver sin romantiker at give sig hen til Sols højstemte besyngelse af elendigheden i alle dens nuancer. Men aarhusianerne får råbt sig frem til en virkelig vellykket plade.
Ascend To The Embrace Of Clouds
From Every Orifice Of The Abyss
Greet The Dawn (For F)
Black Belly Of The Beast
The Storm Bells Chime
“MISERY!”
Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, hvilken grundstemning vi skal trækkes rundt i alle nuancer af på Sols minialbum, så det første, der bliver råbt, er altså “misery”. Råbt: Hos Sol siges, synges eller hviskes intet, her råbes alt ud med en stemme, der ind imellem knækker over af bare eksalteret lede. Det giver et til tider temmelig bizart udtryk, som man lige skal affinde sig med, før man kan begynde at dykke ned i den afgrundsdybe livslede og finde ud af, hvad den faktisk rummer af mulige indtryk. Det er meget dem, det handler om på ‘The Storm Bells Chime’, indtrykkene, alle de sansninger, der vælder frem i en blanding af barndomsglimt, kontrolberøvende beruselse og dommedags-påkaldelse. En verden, der konstant åbenbarer sig i al sin grufulde trivialitet, men hvor skønheden samtidig venter den, der virkelig formår at se klart, når himlen falder, og alt ramler sammen. Elendigheden har mange nuancer her, og den er ikke nødvendigvis et onde, snarere et livsvilkår, som tillader en at skære alt unødigt bort, al forhåbningsfuldhed, alle ambitioner, alle forsøg på at passe ind i den virkelighed, som andre lever i, og i stedet søge mod det flygtigt skønne midt i al fordærvet.
Det lyder jo alt sammen frygtelig højstemt, og det er en præmis, som man skal være klar til at gå ind på, hvis man vil have noget ud af ‘The Storm Bells Chime’. Det er en plade, der kræver sin romantiker, ellers er den alt for frygteligt nem at nedgøre.
Sol har fungeret som et løst sammensat projekt centreret omkring bagmanden Emil Brahe, der i nogle år sammen med til lejligheden indbudte medlemmer af den alternative aarhusianske scene – aktuelt med folk fra blandt andet black-metallerne Hahn Kult og art-punkerne Singvogel – har skabt en lille stribe album, hvor de tidlige udgivelser på kassettebåndslabelet Drowning tog afsæt i en gotisk doom metal og lod den folde sig ud som støjrock. Eller også var det omvendt, at det var støjrock, der inddrog elementer af doom metal. Doomen er under alle omstændigheder tonet væk på ‘The Storm Bells Chime’, hvor Sol træder i karakter som metallisk neofolk. I lydbilledet er der i hvert fald nogle paralleller til slutfirsernes Current 93, som er svære at overhøre; æteriske pianointerluder svæver rundt i en katedralstor rumklang, mens der messes klagende, som om der skal tages tilløb til de næsten Swans-katharsiske støjrock-stykker, pladen er forankret i.
Råb ad hunden og himlen
Lige præcis det genremix excellerede californiske Neurosis i med en stribe mesterlige plader op igennem 90’erne, hvor en thrash-riffende støjrock blev tilsat både industrial-elementer og en sort spirituel dimension, og hvor grundlaget for det, der kom til at hedde post-metal, blev skabt. Op igennem 00’erne affødte det så en stribe af mere eller mindre uinspirerede Neurosis-kloner, men efterhånden som den bølge er aftaget betragteligt, er man faktisk igen i stand til at høre et band som Sol træde i deres fodspor, uden at man trættes af det. At Neurosis i øvrigt selv for længst har opgivet at lyde som andet end en kopi af sig selv, gør det naturligvis ikke mindre velkomment at høre nogen vende tilbage til det brydningspunkt, hvor de skabte noget aldeles uafrysteligt.
Når Sol uvægerligt får en til at tænke på midt-90’er-Neurosis, er det selvfølgelig ikke mindst på grund af vokalen. Råbene. Som om alt opleves så presserende, at det simpelthen må råbes. Som nævnt i starten, skaber det sine steder en lidt pudsig dissonans, som når “the garden behind my childhood home” påberåbes med en dødsrallen i ‘Ascend to the Embrace of Clouds’, eller når ‘Greet the Dawn (For F)’ indledes med, at “my great German Shepherd and I sat in the courtyard”. Det er jo ikke umiddelbart sådan et stemningsbillede, man normalt forbinder med noget, man råber, eller for den sags skyld en situation, hvor man råber, og det er sådan et sted, hvor Sol godt kan komme til at virke ufrivilligt komisk. Men så misser man pointen til fordel for det hurtige grin: Det er netop i diskrepansen mellem det fredelige stemningsbillede og den desperation, det bliver råbt med over tunge guitarer og rituel trommen, at Sol åbner en sprække til at sanse selve kosmos. Og det er i den erkendelse, i den sansning, at Sol bryder sammen om sig selv. Gang på gang over den halve times tid, pladen varer.
For selvfølgelig sidder han heller ikke bare og stener lidt på gårdspladsen med sin gode hund: Fortsættelsen af linjen lyder “and saw the sky tumbling down”. På den måde kredser ‘The Storm Bells Chime’ hele tiden om stemningen på det billede, der pryder coveret: Drengen med sin trofaste hund og en ildevarslende himmel bag sig. Det at være afklaret med visheden om altings endeligt, hvert øjeblik det skal være.
Det er en ret stor erkendelse at skrive sig op imod og en voldsomt stor følelse at forsøge at genskabe som musik. Sol lykkes faktisk i det på egne præmisser. Og de er nødvendige: Romantikere tåler sjældent det nådesløst nøgterne blik.