Årsliste 2018 – Adriana Zak

Pløf

Tribulation, Deadnate, Heilung, Uncle Acid & the Deadbeats og black metal gjorde året udholdeligt for Devilutions blege sydamerikaner, der særligt fik sig en på opleveren til koncerter.

Forfatter

Det blev til et ikkee så ringe år endda: En god sjat udgivelser viste sig at være af høj kvalitet, livemusikken var af eksemplarisk karakter, og den danske upcoming- og undergrundsmetalscene leve i bedste velgående. 

Årets danske album:


1. Deadnate: 'Concrete Flood' – Det er måske lidt snyd at sætte en ep øverst på listen over danske album (der egentlig burde hedde 'Årets danske udgivelser' ...), da en sådan udgivelse ikke kræver lige så meget som et fuldlængdealbum. Men de unge knægte fra Fredericia fortjener ikke desto mindre at stå øverst på listen, da ep'en 'Concrete Flood' er den udgivelse, der har blæst mig mest bagover i år. Deadnate har et stort talent, og jeg er ikke i tvivl om, at de en dag går hen og bliver store. Sådan, rigtig store; hvis i de helt tidlige tyvere kan give Gojira kamp til stregen, har man altså gode fremtidsudsigter.



2. Sunless Dawn: 'Timeweaver' – Den her plade har jeg set frem til i to år, og forventningerne blev indfriet, om end ikke overgået allerede ved første gennemlytning. Eksilbornholmerne har leveret en debutplade med seriøse ambitioner og en gennemførthed, man sjældent støder på, hvad den slags udspil angår. Det er teknisk, nørdet, melodiøst og sejt på samme tid. Nå ja, og så har Henrik Munch en forfærdelig fed vokal, der emmer af dæmonisk ondskab.



3. Slægt: 'The Wheel' – Ikke lige så sej som deres forrige, men stadig god; selvom Slægt har større potentiale, end albummet rummer og viser, er musikken stadig satans fedt og emmer af mystik a la Tribulation.



4. Taphos: 'Come Ethereal Somberness' – Nu er det ikke for at stjæle min gode kollega Casper Villumsens anmeldelsestitel, men det lyder bare dødgodt! Solid bas, hurtigt tempo, gode melodier og ikke så meget pis. Det er blackened død, når det er bedst.



5. Baest: 'Dance Macabre' – Det er en god musikalsk røvfuld, der holder fra start til slut. Baests første fuldlængde emmer af rådden energi, der af og til minder om Bloodbath i tyngde og ubarmhjertighed. 'Dance Macabre' er guld værd mandag morgen.



Årets internationale album:

1. Tribulation: 'Down Below' – Uden tvivl mit livs største forelskelse. 'Down Below' kan høres på repeat og hundredevis af gange, uden at det nogensinde går hen og bliver kedeligt. Albummet rummer så mange dimensioner, lag, detaljer og elementer, at der ved hver gennemlytning altid vil være noget nyt, man bemærker. Desuden er stemningen på en og samme gang både mystisk, dyster, melankolsk, mørk og sensuel, hvilket i min bog er den perfekte cocktail.

">

2. Uncle Acid & the Deadbeats: 'Wasteland' – Hvor skal jeg starte? Uncle Acids nyeste udspil svinger så godt, at det næsten er kriminelt. Kevin Starrs' vokal har aldrig været så sprød, og bandets vintagelyd har aldrig været så frisk. At lytte til 'Wasteland' er som et langt syretrip, hvor man mentalt befinder sig i en mærkelig blanding af kærlighedssommeren i 1967 og the Manson Family. Det er der noget svært fascinerende over.



3. UADA: 'Cult of a Dying Sun' – Moderne melodisk black, når det er allerbedst. Portland-bandets andet fuldlængdealbum er simpelt og fængende og skaber en meget speciel atmosfære med ganske få virkemidler. Der er virkelig noget om hypen af UADA; de har utrolig stærke riffs, en solid rytmesektion og ikke mindst en forsanger med meget omfattende vokalkundskaber, der er musikkens egentlige force og giver bandet deres særegenhed.



4.
Watain: 'Trident Wolf Eclipse'
– Det er satans bestialsk, blodigt og beskidt. Er det virkelig nødvendigt at skrive mere?



5. Obscura: 'Diluvium' – Jazzet og teknisk nørdet dødsmetal er altså ikke helt skidt. Sidste del af Obscuras kosmiske tetralogi var alt andet end en skuffelse. 'Diluvium' er i sin helhed konceptets måske stærkeste album, hvis dynamik og utallige detaljer giver en ganske interessant lytteroplevelse, hvor hjernen virkelig kommer på arbejde for at kunne bearbejde den enorme musikalske kompleksitet.



Årets internationale hit:

Ghost: 'Dance Macabre'  Der er et eller andet svært fascinerende ved den sataniske poprock, Ghost har kreeret. 'Prequelle' synes jeg ikke nødvendigvis er projektets stærkeste album, men 'Dance Macabre' er altså en af de mest catchy numre, den gode Tobias Forge har komponeret. Sangen emmer af sommernætter og forelskelse på sådan en dyster måde – og ærlig talt, hvem vil ikke være med til en fest, hvor dørmanden ligner en black metal-udgave af Nosferatu, hvor der er folk iført pestlægemasker, og hvor det regner med blod?!



Årets danske hit:

Pudsige Herrer: 'På vej' – Den aarhusianske trio er virkelig noget for sig; lyrikken er dybt sarkastisk, intellektuel og folkelig, rytmesektionen er energisk og frisk, og det overordnede udtryk er retro. Hvor fed er den blanding ikke lige? Man får jo helt lyst til at danse ...



Årets genfundne klassiker:

Mayhem: 'De Mysteriis Dom Sathanas' – Egentlig er der ikke meget gensyn over denne sorte plade, da den gode gamle norske trve black metal er i fast rotation på hørebøfferne, men Mayhems store mesterværk er i år alligevel blevet spillet lidt mere end de andre genrehovedværker. Attilas vokal er efter alle disse år stadig til at få kuldegysninger over, pladens guitarlyd ligeså.



Årets fysiske udgivelse:

'Korpsånd' – Den kulsorte og beskidte danske undergrund lever i bedste velgående! 24 pilrådne sange fra musikprojekter centreret omkring spillestedet Mayhem i København udgør denne kompilation, alles øregange fortjener at blive voldtaget af. Og den er selvfølgelig kun at finde på (vist nok nu udsolgte) bånd og Bandcamp (og cd, red.).

Årets koncerter:

Det her har altid været den sværeste og mest urimelige kategori ved årslisterne, men 2018 skulle alligevel vise sig at være langt sværere og hjernevridende end forgængerne; det har været koncertåret over dem alle. Nedenstående liste er derfor i vilkårlig rækkefølge.

1. Peter Murphy – 40 Years of Bauhaus: Vega, 11-12-2018 – Jeg har elsket Bauhaus i 15 år, hvilket er mere end halvdelen af mit liv, og 'Bela Lugosi's Dead' er en af mine absolutte yndlingssange. Det var derfor med en klump i halsen og bankende hjerte, at jeg trods en forfærdelig omgang influenza og høj feber fik slæbt mit korpus til Store Vega for at se Bauhaus for første gang nogensinde – eller i hvert fald for at se det tætteste på Bauhaus, jeg nogensinde kommer til. Hvorvidt det skyldes min feber, de forholdsvis store mængder nyligtindtaget whisky, nostalgien eller måske en blanding af alle tre faktorer, føltes den halvanden time lange koncert tidløs og udløste en meget intensiv og ubeskrivelig følelse, jeg aldrig har mærket før. Der blev skrålet med på samtlige sange, musikken var velspillet og tro mod sig selv, Peter Murphys vokal var langt hen ad vejen perfekt, og en tåre eller ti trillede ned ad kinderne undervejs. At opleve musik, der har fulgt en i så lang tid, for første gang live, er noget af det bedste, man kan gøre for sit musikhjerte.

2. Ne Obliviscaris: Royal Metal Fest, 07-04-2018 – Endnu en førstegangsliveoplevelse, der gav en enorm forløsning. Australske Ne Obliviscaris er kendte for deres intense og perfekte optrædener, og det var derfor med enorme og tårnhøje forventninger, at jeg drog til Royal Metal Fest for første gang. Og at festivalens – i mine øjne – hovednavn ikke skuffede, er næsten det mest imponerende ved det hele. Aldrig har jeg set nogen spille så præcist og tight eller et lignende samspil bandmedlemmerne imellem. Dét er et band, der vitterligt lever og for musikken!

3. Heilung: Roskilde Festival, 05-07-2018 – Hvis ikke jeg vidste, hvad jeg mødte op til, ville Heilungs første koncert på dansk jord med al sandsynlighed være røget øverst på listen (også selvom rækkefølgen stadig er vilkårlig). For Heilung er et af danmarkshistoriens mest interessante musikprojekter, hvilket i høj grad manifesteres live. Denne nat på Avalon blev tusindvis af publikummer ført ind i en trancelignende, primitiv og ritualistisk tilstand, der var nærmest ubeskrivelig.

4. Solbrud: Tagensbo Kirke, 12-10-2018 – Landets kronede sortmetalkonger leverer altid, hvad enten det er live eller på album, og at sætte et band af så enorm kvalitet til at spille i en kirke var en genial idé; bygningens rammer virkede forstærkende på Solbruds atmosfæriske udtryk, der sjældent er hørt på et så intenst niveau.

5. Jakob Stegelmann & Aarhus Symfoniorkester: Copenhell, 23-06-2018 – Apropos geniale ideer ... 'The Imperial March', circlepits, Troldspejlet, Super Mario-melodien, fadøl, Aarhus Symfoniorkester og crowd surfing er ikke umiddelbart ting, der på papiret giver mening at sætte sammen, men virkeligheden viste sig at være en hel anden under årets Copenhell. Nørderi og heavyfans var den mest geniale idé i verden og det absolut bedste, der indtil videre har fundet sted på Københavns tungeste festival.

Boblere: Apocalyptica i DR Koncerthuset, der fik Metallica til at lyde godt, Dark Funeral på Sweden Rock, fordi black metal aldrig har været sejere midt på dagen og i bagende sol, Boris & Merzbow på Roskilde, som jeg ved et heldigt tilfælde kom til at se, og ikke mindst Wardruna i DR Koncerthuset, som jeg dog havde lidt større forventninger til, end koncerten egentlig kunne bære.

Årets internationale navn:

Slayer – Farvel og tak, det var på tide at stoppe.

Årets danske navn:

Heilung – Ja, for andet år i træk, for Heilung er uovervindelige! Gruppens første danske koncert var i år på en af Roskilde Festivals større scener, og koncert nummer to var nogle måneder efter i DR Koncerthuset. Det kan mange bands altså ikke prale af. Nå ja, og så var Heilung blandt de allerførste navne til at blive offentliggjort til næste års Roadburn. Det kan mange bands heller ikke prale af. Det danskbaserede projekt er i en klasse for sig, og det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at de i løbet af halvandet år og med ganske få koncerter har fået sig en gigantisk og dedikeret international fanskare. Der er mødepligt for hele landet, når de spiller på næste års Copenhell, for der, hvor Heilung er stærkest, er i deres liveoptrædener – alle med et musikhjerte fortjener at give sig selv den oplevelse.



Årets nye internationale navn:

Svartmálm – Færørsk sortmetal af seriøs karakter. Deres debutalbum var overraskende godt, og ligeså var den ene koncert, jeg så med dem i Vega. Det her er et band, jeg glæder mig til at følge.

Årets nye danske navn:

Deadnate – De er den danske metals håb for fremtiden.

Bobler: Nyredolk. Hvem er med i det her band?! De fire numre, de indtil videre har udgivet på demoen 'DEMO', er noget af det fedeste undergrundsblack, jeg længe har hørt.

Årets comeback:

I hvert fald ikke A Perfect Circle.

Det overså jeg i 2017:

Utrolig meget undergrundsmusik, jeg først har opdaget på Bandcamp i år. Mange af de bands er tilknyttet Mayhem i København (og medvirker på 'Korpsånd', som jeg nævnte tidligere), hvor særligt Blot & Bod og deres udgivelse 'Ligæder' er blevet hørt flere gange, end jeg tør indrømme.

Årets optur:

Alle de vanvittige mængder af suveræne koncerter og Wacken Metal Battle Danmark. I år havde vi bands med, der hver især har enormt potentiale, og som nok på den ene eller den anden måde skal blive til noget og bidrage positivt til den danske musikscene.

Årets største skuffelse:

Mig selv. Hvorfor er det lige, at jeg ikke tog på Midgardsblot eller til Tribulation i Malmø? For slet ikke at tale om, at min krop ikke valgte at bekæmpe en dødsinfluenza, der fik mig til at gå glip af Chelsea Wolfe og A Perfect Circle i Forum. Og apropos det band og skuffelser, så er deres nye skive altså svært overvurderet. Den kan ikke andet end at være dårlig og langt under forventningerne.

Største ønske for 2019:

At det nye Rotting Christ-album er godt, og at Batushka kommer med et nyt album, for de teasede med nogle videoer fra et studie på deres Instagram.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Det nye Gaahls Wyrd-album, Tool på Copenhell, en ny Heilung-plade, Tribulation på Royal Metal Fest, Vort Fatum-festivalen på Mayhem og forhåbentlig at kunne tage på Inferno Festival og Midgardsblot (længe leve Norge).