På tværs af Yggdrasil

På tværs af Yggdrasil

Mægtige Wardruna fængede et udsolgt DR Koncerthuset med deres musikalske fortællinger om den nordiske kulturarv, der blev formidlet på smukkeste og dystreste vis.

Kunstner
Spillested
Dato
15-04-2018
Trackliste
1. Tyr
2. Wunjo
3. Bjarkan
4. Heimta Thurs
5. Runaljod
6. Raido
7. Isa
8. Jara
9. Algir – Stien klarnar
10. Dagr
11. Rotlaust Tre Fell
12. Fehu
13. NaudiR
14. Odal
15. Helvegen
---
16. Völuspá
Koncertarrangør
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter
Karakter
5

Krigshornene lyder, trommerne tordner igennem salen, og Týr bliver hyldet; rets- og krigsguden fra nordisk mytologi, der mistede sin højre hånd, da han lagde Fenrisulven i lænker.

Det er en fænomenal og storslået start, Wardruna giver sit brogede publikum, der denne aften har fyldt alle pladser i DR Koncerhusets store sal. Både rollespillere, metallere, gothere, hipstere og ældre mennesker iført fint tøj er samlet for at opleve det norske musikprojekt, der ikke kun har genoplivet den norrøne kultur ved brug af oldhistoriske skandinaviske instrumenter, men som i høj grad også sætter ære i at videreføre den mundtlige formidling, der engang herskede i Norden, både i form af sprog, sagaer og sangteknik.
 
Selvom Wardruna har eksisteret i godt og vel 15 år, er det kun anden gang, de gæster det danske land – i hvert fald officielt. I august 2016 var Einar Selvik, projektets bagmand, æresgæst i en privat forsamling, der fandt sted på en gård på Fyn, men blot fire måneder efter vendte han tilbage, da han med Wardruna i forbindelse med udgivelsen af ‘Runaljod – Ragnarok’, sidste led i et koncepttrilogi, besøgte Portalen i Greve – en koncert, der dog ikke fik alverdens opmærksomhed.

Det forholdt sig dog helt anderledes denne aften. Koncerten har været udsolgt i flere måneder, og efterspørgslen var enorm. Med god grund.

Over de seneste år har skandinavisk kultur og ikke mindst den nordiske mytologi oplevet en enorm eksponering på internationalt niveau, hvor det er blivet in i popkulturen. Det skyldes ikke mindst den anmelderroste og yderst populære TV-serie ‘Vikings’, som Einar Selvik har komponeret musik til, og flere Wardruna-sange har gennem den funden vej til Hollywood-produktioner. Dermed har  serieseerne fået indsigt i den nordiske musiktradition, som Wardruna må siges at beherske på imponerende og fængende vis, hvorfor gruppen naturligvis er blevet en efterspurgt vare i koncertverdenen.

Alligevel er det mest mærkværdige ved Wardruna ikke gruppens nordiske identitet, men den atmosfære og intensitet, musikkens kompositioner rummer. Det er, som om absolut alle aspekter af naturen er transformeret til lyd.

Hele følelsesregistret rundt
Netop det var koncertens første tredjedel bevis på. Med sange fra både deres seneste og det førnævnte album samt første udspil, ‘Runaljod – gap var Ginnunga’, spillede de både dystre, mørke, kraftfulde, salige og muntre sange, der kom rundt i hele følelsesregistret. Hertil sørgede særligt Lindy Fay Hella, gruppens kvindelige vokalist, for at gøre indlevelsen maksimal ved sin performance, der virkede som en kropsliggørelse af den musikalske stemning.

Da Wardrunas vel nok største hit – hvis man overhovedet kan tillade sig at bruge den betegnelse om en af deres sange – ‘Raido’ blev spillet, var det overraskende nok aftenens største skuffelse. Noget, der ellers burde være umuligt i DR Koncerthuset, ødelagde det ellers smukke og stemningsfulde nummer: akustikken. På uforklarlig vis kunne musikkens mange lag ikke distingveres, og udtrykket blev derfor til en rodet omgang mudder.

Heldigvis kom bandet stærkt igen med det elegante og rytmestærke nummer ‘Isa’, der blot viste sig at være opvarmning til aftenens egentlige højdepunkt; nemlig da de begyndte at spille numre fra ‘Runaljod – Yggdrasil’, fra andet album i den trilogi, mange anser for at være bandets bedste værk (og sidste album, Gaahl var med til at skrive, inden han gik ud af bandet).

‘Rotlaust Tre Fell’, albummets åbningsnummer, blev leveret med en slående kraft, der nærmest fik salen til at ryste, og publikum sad på kanten af stolene af ren begejstring. Sangens korstykke, “Æsir nornir / visa vanir / thursamøyir / thrá valkyrjur / alvar, dvergar / disir, völvur / vordar vergar / Yggdrasil”, gav genklang på tværs af salen, hvor flere gæster tydeligvis skrålede med. For er der én sang, der for alvor karakteriserer Wardruna, nordisk mytologi og ikke mindst naturens afgørende rolle i den, er det netop denne.

Herefter var publikum tryllebundet og i symbiose med gruppen, hvis indlevelse var større og mere overbevisende end nogensinde. Einar Selvik var endda lige ved at miste stemmen under ‘NaudiR’, da vokalstykerne blev udtrykt lige fra hjertet. Her blev showet for alvor følelsesladet, ikke mindst da det blev fulgt af det storladne nummer ‘Odal’, der blev modtaget med stående, rungende klapsalver.

Tårevædet afslutning
Alligevel blev det bedste gemt til sidst, ‘Helvegen’.

Med en længere introduktion om, at Wardruna handler om at mindes og integrere det gamle i den moderne verden og ikke er en romantisering af det norrøne, der skal diskriminere andre kulturer og trosretninger, lagde Einar Selvik så stille op til, at Wardrunas vel nok mest melankolske, filosofiske og personlige sang lå for døren. Og med en mindre tale, der omhandlede livets cyklus, og at døden blot er begyndelsen på noget nyt, var der ingen tvivl. Salen blev pludselig rørende stille til den snigende lyd af kragesang og dødens bankende trommer.

Godt og vel syv minutter efter stod et nu tårevædet publikum atter engang op for at klappe og hylde scenens nordmænd, denne gang meget længere og mere vedvarende end tidligere. Responsen var så stor, at Wardruna selv næsten stod med tårer i øjnene.

En meget ydmyg og glædesramt Einar Selvik forblev alene på scenen og valgte at tolke de stadig rungende klapsalver som et tegn på, at publikum var sultne efter mere. Og det var vi! Ingen af partnerne kunne dog rumme flere følelser i sig, og – heldigvis – blev endnu en mindre tale afholdt, denne gang som en hyldest til oldnordisk poesi, hvorefter han tog sin kraviklyre op og kastede sig ud i ‘Völuspá’, på dansk bedre kendt som ‘Vølvens spådom’, det første digt fra den oldnordiske tekstsamling ‘Den poetiske Edda’. En meget minimalistisk og vægtig afslutning på et halvanden time langt show, hvor Einar Selviks vision med projektet på smukkeste vis blev skåret ind til benet.