Ja, de elsker det land
Populær
Enslaved- og Wardruna-folkene skabte et storværk for at hylde Norges historie til 200-året. Det lykkes i at gengive den stolte norskhed og i at spille vikingemetal uden at virke fjollet.
Skuggsjá
Makta Og Vanæra, For All Tid
Tore Hund
Rop Fra Røynda - Mælt Fra Minne
Skuggeslåtten (Instrumental)
Kvervandi
Vitkispá
Bøn Om Ending, Bøn Om Byrjing
Outro: Ull Gjekk
Nordmændenes ukuelige fædrelandskærlighed kan virke overvældende for en dansker, der ellers nok er vant til at se Dannebrog blive flaget i et væk i parcelhuskvarterer, på fødselsdagslagkager og juletræer. Nordmændene elsker simpelthen bare deres Norge. At så det angiveligt særligt norske er bundet op på sådan noget som at gå på fjeldet med røde kinder i al slags vejr og at insistere på en sproglig diversitet med dialekter ligestillet med rigssproget bokmål, gør den måske nok noget lettere at goutere end en danskhed defineret ved at spise slagteriaffaldsprodukter og engang imellem ikke spille decideret dårligt fodbold. Men ikke desto mindre tangerer det altså til tider det, som vi i næsten alle andre tilfælde end det norske ville kalde nationalisme. At det er lettere at acceptere fædrelandskærlighed, når den er norsk, skyldes muligvis, at vi egentlig godt kan forstå, at nordmændene føler et særligt bånd til deres natur, fordi den faktisk er ret storslået. Eller det kan skyldes, at Norge som nation endnu er så ung, at vi forstår, at landet stadig har brug for at bekræfte sig selv i, at det er et land. Eller det kan endelig skyldes den metal, som norskheden på sin egen måde har dannet grobund for: egensindig og indædt, generøs og jubeltrist, akkurat sådan som vi opfatter nordmændene.
De tre faktorer gør sig gældende på ‘Skuggsjá’, et værk, der blev bestilt til Eidsivablot-festivalen på Akershus-fæstningen for at markere 200-året for Norges selvstændighed i 2014. Det er også sådan noget, der får en til at have det lidt nemmere med, at nordmændene er så begejstrede for at være nordmænd: Når de virkelig skal markere noget skelsættende, virkelig skal føle sig norske, så hyrer de Ivar Bjørnson fra Enslaved og Einar Selvik fra Wardruna til at skabe et timelangt værk, der fortæller historien om landets tusindårige historie. I Danmark havde man velsagtens hyret Palle Mikkelborg til at skrive en ouverture og fået Sissel Kyrkjebø til at synge ‘Jeg ved en lærkerede’, men i Norge står man ved sin metal. Det har man kunnet se ved Spellemannprisen, hvor navne som Dimmu Borgir, Satyricon og, ovre i den progressive lejr, Motorpsycho, har gået igen igennem årene. Og et af de navne, der hersker størst respekt om i hjemlandet, er de evigt foranderlige Enslaved.
Enslaved var med til at starte en ny bølge af pagan metal, eller vikingemetal, om man vil, nogle år efter Bathory havde søsat genren. Med ‘Eld’ skabte de i 1997 et hovedværk for genren, blot for snart at forlade den igen til fordel for en mere progressivt orienteret metal med afsæt i black metal. Elementer af vikingemetallen er dog dukket op hist og her siden, mest markant i et mellemspil på ‘One Thousand Years of Rain’ fra sidste års fabelagtige ‘In Times’, og på ‘Skuggsjá’ foldes den altså ud i fuldt flor. Der er benfløjter, talharper, horn, lyrer og håndtrommer, der er kvindeskønsang, alvorstunge mandestemmer, der reciterer på oldnordisk, gjaldende barytoner, og Enslaved-sangeren Grutle Kjellson får også lov at growle, når det er det, der skal til. Det er det ind imellem, Norges historie er alt andet end fredfyldt, de har kæmpet mod danerne og svensken, som har trælbundet dem i århundreder, og de er selv draget ud mod fremmede kyster for at røve og plyndre og voldtage. Den del af historien har Einar Selvik allerede været inde over i Wardruna, der har lavet musikken til HBO-serien ‘Vikings’, og ‘Skuggsjá’ er ikke langt fra at være lige så kulørt som de film og serier, der i de senere år har svælget i stovte, skæggede, pelsklædte mænds blanding af blodrus og diplomati i en mytologisk tid. Når bølgerne går højest på ‘Skuggsjá’, er det lige før, man kan mærke den der obligatoriske thorshammer i en læderhalskæde mod sit svulmende bryst.
Tæt sammenvævet
Det er alt, alt for meget i det meste af den time, ‘Skuggsjá’, bruser af sted. Men når det så alligevel virker, skyldes det Ivar Bjørnsons særegne tæft for at komponere temaer og melodier, der er lige den lille smule off, så intet går hen og bliver selvfølgeligt. Han holder sine lyttere på tæerne, fordi man simpelthen aldrig kan gætte, hvor han er på vej hen. Og når det endelig bygger op til noget indlysende, som black metal-mellemstykket i ‘Skuggeslåtten’, så gør det det til en forløsning af de helt store. Så ser man igennem fingre med, at den gennemgående melodifigur til lige præcis det nummer er noget af det mindre inspirerede, Ivar Bjørnson har stået bag, og at den minder en om det der Carpark North-hit fra 00’erne om at få bank i byen. Den slags accepterer man, fordi Ivar Bjørnsson i det store hele formår at skrive nogle stemninger frem, som får en til at tro på ‘Skuggsjá’. På trods af, at det altså også er lidt corny.
Einar Selvik på sin side formår at holde de folkemusikalske elementer i stram snor, så der ikke går gøgl i den. Der bliver brugt ældgamle traditionelle norske instrumenter, ja, men det virker ikke, som om det blot er for at vise, at man kan bruge dem. De enkelte instrumenters tone bidrager med noget til de sange, de indgår i. Og det er måske i virkeligheden ‘Skuggsjá’s største fortjeneste: At det er pagan metal, hvor de to elementer væves så tæt sammen, at det ikke er til at sige, hvor det ene begynder, og det andet hører op, for det gør ingen af dem. Det er ikke metal med elementer af folkemusik, og det er heldigvis heller ikke folkemusik, der forstærker sine tunge elementer med metal.
Hvad ‘Skuggsjá’ er for en ikke-nordmand, er en plade, der giver en et glimt af, hvordan det føles at være norsk. Giver en lyst til at gå på fjeldet med Kvikk Lunsj i rygsækken, en hvæsset kniv og vinden i håret.