Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 hurtige: Martin Skou

Populær
Updated
10 hurtige: Martin Skou

"Bad sound kills good music". Aarhusianske Martin Skou er sponsorchef for Hi-Fi Klubben, hvor han blandt andet indgår aftaler med festivaler i ind- og udland og sørger for strategi, projektledelse og aktivering. Blandt favoritterne har han Sunn O))), Primus og Wardruna, og der er virkelig mange musikere, han godt kunne tænke sig at drikke øl med.

Kunstner
Forfatter

Gennem sit arbejde i Hi-Fi Klubben har Martin Skou lavet projekter på eksempelvis Roadburn Festival i Holland og københavnske Copenhell, hvor han i flere år har været med til at præsentere Smadreland og Hi-Fi Scenen, hvor festivalgæsterne i år fik lov til at komme tæt på Entombed A.D., Artillery og Helhorse – tre bands, der er lige så forskellige i deres udtryk og musik som Skous musiksmag.

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jamen, vi skal sgu lidt tilbage i tiden her. Der er nok to ting, jeg vil pege på. Det første er, hvad jeg husker, jeg har lyttet til derhjemme, og det, der umiddelbart ligger længst tilbage, er D:A:D. Jeg husker ret tydeligt, hvordan vi blæste 'No Fuel Left for the Pilgrims' ud af højttalerne. Og er det så heavy? Næ, tjo, hård rock eller cow punk, som det blev kaldt, men det var i hvert fald min vej ind i metalverdenen. Jeg købte alt hvad de udgav, og slap dem nok først for alvor i 1997 omkring 'Simpatico', men her var de jo så også oppe mod Rage Against the Machine, Pantera, Metallica, Primus og flere andre, der var indtrådt i mit liv.
 
Det andet minde er et mix af mine tidligste live-koncerter, der nok har været de væsentligste elementer i, at jeg udviklede en smag for hård rock og metal. Her kan nævnes D:A:D (Open Air og Grøn Koncert), Kashmir (Open Air, yes, netop, det var den famøse koncert, hvor strømmen på mystisk vis forsvandt), Dizzy Mizz Lizzy (ved flere lejligheder).

Men den koncert, der på en eller anden måde står stærkt som det tidligste minde fra noget af det, som jeg også elsker allermest i dag ved metalverdenen, var en koncert på det gamle Huset i Århus, det, der nu er Voxhall, med H-Blockx (ja, den er god nok). Det var ikke noget musik, jeg hørte ret lang tid dengang, men de havde udgivet albummet 'Time to Move', og jeg mener, det var året efter, de spillede på Huset. I 1995. Men det magiske ved denne koncert var, at det var den første, hvor jeg for alvor fik øjnene op for, hvor meget jeg passede ind i metalmiljøet. Der var ikke ret mange mennesker til koncerten, måske en 50-70 stykker. Scenen var lille, og det hele var ret intenst og intimt. Og netop derfor fik publikum lov til at gå på scenen, nogle sang med, nogle dansede på scenen, og ellers blev der bare stagedivet i en lind strøm. Der blev slammet mod hinanden i ret voldsom stil, noget, vi havde gjort mange gange tidligere i ungdomsklubben og til diverse fester, men nu var det jo fremmede mennesker, og nogle af dem var nogle store basser, husker jeg ret tydeligt. Men hver gang, der var en, der faldt i gulvet, eller ramte ved siden af i et dive, så hjalp man hinanden på benene – det var et fællesskab, og det mærkede man med det samme. Det samme oplevede man ikke på festivalerne og til de såkaldte open air-koncerter, der florerede en del dengang, men det skete altså her ...

2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Den er faktisk lidt svær. Kampen står mellem Primus, Einstürzende Neubauten og Sunn O))). Alle bands har fulgt mig i ufatteligt mange år. Primus har fulgt mig længst, her er vi nok tilbage i '93 eller '94, da jeg begyndte at høre det. De tog mig fuldstændig med storm, jeg købte ALT, hvad de havde lavet, og hørte det konstant. Det unikke er, at jeg stadig hører det med nogenlunde samme glæde og entusiasme. Væsentligt er det også, at deres koncert på Copenhell 2015 nok er den bedste Copenhell-koncert, jeg har oplevet, hvilket blot cementerer deres status hos mig. Jeg elsker deres no bullshit-stil, der er helt deres egen, der er ingen, der lyder som Primus. Alene deres flerfoldige samarbejde med Tom Waits siger noget om, at de har noget helt særligt over sig.

Einstürzende Neubauten er ligesom Primus helt unikke, og fra jeg første gang hørte deres musik, var jeg HELT solgt. Det var i 2004, da de spillede i Aarhus på Voxhall, hvor en medstuderende introducerede mig for 'Perpetuum Mobile'. Jeg plejer at kalde dem for det mest gennemførte musikprojekt i historien. Jo, bevares, det er nok overdrevet ... og så alligevel. At starte med at lave musik i 1981 ... og stadig flytter de grænser som kun ganske få. I de 35 år de har eksisteret, har de formået at gennemføre sig selv som musikprojekt. Einstürzende Neubauten betyder noget i retning af sammenstyrtende nybyggeri, et musikalsk-nihilistisk projekt, hvor de startede med at dekonstruere musikken for derefter at bygge den op. I dag laver de gennemført konstrueret musik, men har netop gennem de årene splittet alt ad for at bygge det op igen ... og ja, jeg kunne blive ved…

Sunn O))) kom først til omkring 2003. Mit forhold til dem blev dog først rigtig slået fast, da jeg hørte dem på Roskilde i 2005, hvor de spillede lige før ISIS. Det var helt magisk, og jeg faldt pladask for dem. Og som det fremgår længere nede, så er de stadig 110 % aktuelle for mig… 

Hvis jeg var blevet spurgt for fem år siden, havde Tool også været der, men det er ikke nemt at holde dem i toppen, når de ikke udgiver noget ... Grrr!

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Bah, der er dælme mange spændende musikere, man godt kunne tænke sig at drikke sig dum sammen med. Jeg bryder lidt med reglerne og nævner tre forskellige, da det er tre meget forskellige grunde til, at det skulle være dem.

Les Claypool vil jeg sandelig gerne gå på druk med; han virker skør, sjov og festlig. James Maynard Keenan, ok, han er også ganske skør, men jeg er meget interesseret i, hvor samtalen kunne ende med Maynard, her tænker jeg, at der næppe er nogen grænse. Sidste mand er Trent Reznor. Jeg var kæmpe-, mega-, gigafan af den mand fra omkring 1999 og hel del år frem. Og hvorfor mødes med ham? Jo, der var tale om et regulært man crush – jeg var helt fascineret af den mand og så selvfølgelig Nine Inch Nails' musik!

Men jeg kommer lige i tanker om en underdog her, og det er Varg Vikernes. Han er først og fremmest et musikalsk geni, og så er han den nok mest ekstreme mand på metal-scenen overhovedet. Han har jo en del ekstreme holdninger til den verden, vi lever i, og det kunne jeg da godt tænke mig at snakke med ham om.

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
1. Burzum: 'Filosofem'
Jeg kunne nok også have valgt 'Fallen' her, som jeg også er helt pjattet med. Burzum var indgangen til black metal for mig, en genre, som jeg faktisk ikke har lyttet til i så mange år ... endnu. Men Burzum formår som kun ganske få andre at vise, hvordan black metal nok er den genre inden for metal, der efterlader mest rum for kreativitet.

2. Tool: 'Ænima'
Fordi jeg i mange år gik og sagde, at såfremt jeg skulle tilbringe resten af mit liv på en øde ø og kun måtte tage ét album med, så skulle det være dette. Jeg ved ikke helt, om det stadig holder, men det er med på bruttolisten.

3. Einstürzende Neubauten: 'Halber Mensch' 
Einstürzende Neubauten er om noget en udefinerbar størrelse. De er punk, noise, rock, avantgarde, men mest af alt bryder de med musikkens rammer. 'Halber Mensch' er deres debut-plade og et sandt mesterværk.

4. Sunn O))): 'Black One'
'It Took the Night to Believe'. Behøver jeg sige mere?

5. Wardruna: 'Runaljod – Yggdrasil'
Det er det mest interessante musikprojekt i disse tider. Det er næsten som et destillat af black metal og folkemusik. En god ven har kaldt Einar Selvik den norrøne Mozart, og det er der noget sandhed i. De spiller på Portalen i Greve til december (den 1. december, så koncerten er overstået, red.)  – deres første koncert i Danmark. Har set dem en del gange nu, men jeg glæder mig helt vildt til at se dem i Danmark.

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
For satan da. Det er et godt spørgsmål, og jeg kan nok ikke svare entydigt på det. Kandidaterne er:

1. Sunn O))), 2015 på Folkteatern i Göteborg i forbindelse med Way Out West Festival. En helt perfekt koncert med Atilla i hopla, masser af røg, en mur af lyd og en stemning, der er ulig noget andet. Koncerten sidste år overgår kun lige akkurat koncerten på Voxhall i Aarhus i 2006.

2. Tom Waits, 2004 i Theater des Westens i Berlin. Overhovedet at få lov til at opleve denne mand live er utroligt og til trods for de ekstremt høje forventninger, overgik han dem.

3. 16 Horsepower, 2003 i Amager Bio. Denne koncert står klart for mig som noget helt særligt, men mest fordi turen fra Aarhus til København var en del af oplevelsen. Da vi endelig kom til koncerten, var vi godt berusede og havde også fået lidt fjolletobak, men lige præcis tilpas til at oplevelsen og tilstanden gik op i en højere enhed. Jeg har siden oplevet David Eugene Edwards mange gange både som solo og som Wovenhand. Den mand er fortryllende.

4. Wardruna, 2015 på Roadburn. Det var anden gang, jeg så Wardruna live, og her havde jeg fået dem mere under huden, og så sad oplevelsen bare stærkere i en koncertsal i stedet for en udendørsscene, hvor jeg havde set dem året før på Eidsivablot Festival nord for Oslo.

5. Dälek, 2006(?) på Musikcafeen i Aarhus. Tungt og støjende lirekasse-hip-hop fra den dybeste undergrund. Dälek har fulgt mig lige siden, og jeg glæder mig til at se dem igen på næste års Roadburn.  

6. Primus, 2015 på Copenhell. Som nævnt ovenfor er det nok en af de bedste koncerter på Copenhell, jeg har set. Måske mest fordi det virkelig overraskede mig, at det var så veloplagte. Det var fedt. Jeg så dem også i 1999 på Midtfyns, men det var meget tyndt. Og deres koncert på Vega i 2011 var meget straight, hvor de leverede  musikken, men ikke showet. På Copenhell gik det hele op i en højere enhed!

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Hm, jamen det er mest via netværket, jeg oplever ny musik. Men jeg opdager også rigtig meget musik til de festivaler, jeg frekventerer. YouTube er smart til at dele musik med hinanden, selvom lydkvaliteten ofte ikke er god nok. Jeg er også med i en del Facebook-grupper, hvor jeg opdager ny musik. Fx er 'Fredagsmetal' og 'Black Metal Hell' fine grupper. Men det er oftest via venner, koncerter og festivaler, jeg oplever mest ny musik.

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Altså det er jo a matter of perspective, men selvom det er mange år siden, jeg sådan for alvor har hørt det, så har jeg stadig et soft spot for trance, Goa-trance, house og techno – og ja, det er Tïesto, Oakenfold, Astral Projection, men også Aphex Twin og Autechre. Dog føler jeg mig ikke som sådan guilty, når jeg hører det.

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Det er nok de meget almindelige fordomme, såsom at alle tilbeder Satan, at der er mange nazister, at der er meget vold, at der slagtes dyr og babyer. Men det er efterhånden trukket mere og mere i baggrunden. Men jeg tror til stadighed, at mange kunne have godt af at komme med en tur på Copenhell, Roadburn, RMF, AMF eller andre metalfestivaler og opleve, at metalfolket er de hyggeligste publikummer, man kan have.

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Dette kan nok opsummeres fra meget af det ovenstående. Jeg oplever generelt metalmiljøet som et sted, hvor der er plads til alle. Der er enormt meget kærlighed til musikken og til hinanden. Selvom diskussioner om genrer og bands kan virke næsten blodige på fx Facebook, så fordamper det helt og aldeles, når folket mødes til koncerterne og festivalerne. Her er det en samlet kærlighed til genren, der går igen ... Eller også redder kolde fadøl bare ALT.

10. Hvorfor er du heavyfan?
I sidste ende er det passionen og kærligheden til musikken, der trænger igennem. Det er den, der ligger til grund for alt det, jeg skriver ovenfor. Ydermere er det ikke så højrøvet. Nogle gange er det helt fint med røvballerock, pikmetal og depri-black. Der er plads til tøse-doom, dødsmarch og hilsner til både Satan og hvalerne. Derfor elsker jeg heavy, black, doom, drone, sludge, stoner, thrash, og hvad der ellers findes af sjove genrer. Det er ikke altid, jeg kan lide musikken, men jeg er vild med folket, der hører det!