Copenhell 2018: Mere voldeligt end Anders And
Populær
Troldspejlet længe leve! Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester leverede en legendarisk koncert, hvor nostalgien, nørderierne og fællesskabsånden var på sit højeste.
“Jakob, Jakob, Jakob, Jakob, Jakob, Jakob!” lød det fra de tusindvis af publikummer, der var samlet foran Helviti på sidstedagen af Copenhell for at opleve et af Danmarks Radios mest elskede TV-programmer live – med et symfoniorkester til.
Bookingen af Troldspejlets vært, Jakob Stegelmann, har været længe diskuteret i perioden op til Copenhell. For hvad har et nørdet TV-program at gøre med metal? Tja, åbenbart alt og intet.
Med følge af et 65-mand stort Aarhus Symfoniorkester stod Stegelmann foran forventningsfulde festivalgæster, der i rekordstort antal var kommet tidligt ud af sengen for at opleve denne enestående koncert, Copenhell skal have stort ros for at have fået på benene.
Efter et intronummer med et af Richard Strauss’ helt store mesterværker begyndte nørderierne for alvor; den klassiske diskussion om DC vs. Marvel blev taget op og indledt musikalsk med Danny Elfmans Batman-tema fra Tim Burtons ikoniske film fra 1989. Allerede her var der fællessang og jublende klapsalver. Og netop den sortklædte helt kom også til at fylde i næste sang, Hans Zimmers ‘Gotham’s Reckoning’ fra The Dark Knight.
Også Superman måtte på banen, og det legendariske soundtrack komponeret af ikonet John Williams til Richard Donners filmatisering fra 1978 lød for en crowdsurfende masse, hvor crowdsurferne i blev båret med maven nedad og med en udstrakt højre arm med en knytnæve foran sig i næste ægte Superman-positur. Ikke et øje var tørt, hverken foran eller på scenen hos det jyske orkester og Stegelmann, der efter en introduktion af hvert nummer satte sig storsmilende i siden af scenen.
Og jo længere koncerten skred frem, jo vådere blev øjnene.
Den sidste af de helt store superhelte skulle naturligvis ikke overses og soundtracket fra 1960’ernes Spiderman-tv-serie blev præsenteret under ledsagelse af et gigantisk publikumskor.
Temaet var dog ikke sættets ældste, da Stegelmann og symfoniorkesteret af festivalledelsen havde fået direkte ordre på at spille nørdmusikkens forfader, Edvard Griegs klassiske ‘I Dovregubbens hall’. Det er et af den klassiske musiks mest kendte stykker hos metalpublikummet, da blandt andre Metallica, Savatage og Apocalyptica har spillet den. Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at en af koncertens største circle pits opstod. Den forblev kørende under næste nummer, Indiana Jones’ titelmelodi, endnu et af John Williams’ klassiske temaer.
Særligt hos den ældste del af publikummet blev det modtaget med en entusiasme uden lige, og der blev både hoppet og skrålet, til lungerne var tømt for luft.
Filmuniverset fik herefter en velfortjent pause, for nu var spillenes tur kommet. Nintendos helt store succes Super Mario blev fortolket på avanceret vis i sin fulde og oprindelige udgave; en af de mange klassikere, alle festivalgæster uden undtagelse kunne nynne med på. Det stik modsatte skete til gengæld under næste sang, der også fik Stegelmann til at se undrende ud; temaet til mobilspillenes kommercielle succes Angry Birds. En sang, Stegelmann ikke havde bestilt, men som orkestret havde forberedt for at spille ham et puds.
Indslaget viste for alvor den glæde og dynamik, der udspillede sig på Helviti. Undervejs i koncerten var der ingen tvivl om, at symfoniorkestret og deres dirigent aldrig havde prøvet noget lignende; deres ansigter emmede af glæde fra start til slut. Koncertens stjerne, Stegelmann, havde også svært ved at skjule sin begejstring. Overskudet var storsmittende, og en lignende symbiose mellem artist og publikum er sjældent set så fuldendt på en dansk festival.
Stegelmann havde publikum i sin hule hånd, og hans introduktion til numrene var helt i tråd med det, man kender fra Troldspejlet; personligt, informativt og med et glimt i øjet. Stegelmanns kunnen kom for alvor til udtryk efter temaerne til Looney Tunes og Tom & Jerry, hvor en metalliseret liveudgave af Troldspejlet udspillede sig.
Med en rolig stemme sagde han ud til publikumsmassen: “Vold er ikke sjovt”, hvortil tusindvis af stemmer naturligvis svarede “Jo!” tilbage. “Vi er det helt rigtige sted!” svarede Stegelmann igen, mens han storgrinende henvendte sig til et nikkende orkester, der herefter kastede sig ud i soundtracket til et afsnit af Tom & Jerry, hvor katten og mussens aggressive lege for alvor skejer ud, og der som special effect bliver smadret tallerkener på scenen til stor glæde for festivalgæsterne. For som Stegelmann sagde: “Det skal jo være mere voldeligt end Anders And!”.
Selvom det ikke kom som en overraskelse, sluttede denne enestående koncert med det uundgåelige: Star Wars, der ikke behøvede en længere introduktion end “1977”. Åbningstemaet til ‘Star Wars: Episode IV – A New Hope’ blev næsten overdøvet af tonedøve medråb med tilhørende arme, hænder og øl i vejret.
Men som alle ved, er der ingen Star Wars uden mørkets fyrste, og ingen ordentlige koncerter uden wall of death.
“Hvem er jeres yndlings Star Wars-karakter?" spurgte Stegelmann og gav publikum valget mellem filmhistoriens mest irriterende karakter Jar Jar Binks og Darth Vader. Det ironiske og overstadige publikum var lige ved at lade Jar Jar Binks vinde, men vi fik nu starttonerne til ‘The Imperial March’. Et gigantisk hul åbnede sig på pladsen foran scenens midte, og årets største wall of death fandt sted.
En lykkelig Jakob Stegelmann takkede af, men nåede ikke langt, før der blev råbt på ekstranummer med et brøl, der kunne høres over hele Amager. Og således blev Troldspejlets temasang, melodien fra 1984-filmen 'Gremlins', det sidste nummer, det fulde ensemble bød på. En stolt Stegelmann gik af scenen til endnu en gengivelse af Star Wars-introen.
May the force be with you!