Roskilde ’18: Boris & Merzbow udåndede elektricitet

Roskilde ’18: Boris & Merzbow udåndede elektricitet

Den eksperimenterende trio Boris havde fået følgeskab af noise-pioneren Merzbow, som tilførte den sene seance elektriske spændinger.

Dato
12-07-2018
Genre
Trackliste
1. The Power
2. Farewell
3. Absolutego (2017)
4. PINK
5. Statement
6. a bao a qu
7. Feedbacker (part ? & ?)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Det var lidt som at få en gave, da Roskilde annoncerede, at Boris sammen med Merzbow ville indtage festivalen. Sammen har de en lille håndfuld udgivelser, hvoraf nogle stykker er liveoptagelser. Nysgerrigheden og forventningerne til denne roskildekoncert blev ikke mindre efter at have været vidne til en fænomenal koncert på dette års Roadburn, hvor Boris i selskab med Stephen O’Malley fremførte debutalbummet, ’Absolutego’.

De nysgerrige japanere er notorisk kendte for at skide genrer et godt stykke, hvorfor deres koncerter også kan stikke i alle mulige retninger. De seneste par besøg i Vega har været gode, men også lidt underlige oplevelser. Især har trommeslageren, Atsuo, haft en tilbøjelighed til at skråle højfrekvente og indpiskende cheerleaderagtige råb ind i sit headset, som undervejs har været en grim pille at sluge. På den anden side er det også denne gakkethed, som man forventer og ikke mindst elsker ved Boris – de har vitterligt lært mig at holde af de særeste ting.

Når man glædede sig ekstra meget til denne Roskildekoncert, så var det netop, fordi konstellationer med andre kunstnere passer ufattelig godt til Boris dybe, dronede guitarinferno – i hvert fald til deres mere eksperimenterende repertoire. Man har en fornemmelse af, at trioen fungerer bedst i liveregi under knap så koncise og stramme rammer. At det samtidig var Merzbow og Boris' første koncert sammen uden for deres eget kontinent, gjorde ikke begejstringen mindre.

Koncerten startede med fuldt tryk på det soniske. Vi fik således først serveret ’The Power’ fra seneste udgivelse ’Dear’ (2017), herefter den evigt smukke shoegazede ’Farewell’ og dernæst ’Dear’, sangen, ikke udgivelsen, og ’Absoluteego’. Første tredjedel af koncerten vægtede således det dronede, doomede og post-agtige udtryk. Med undtagelse af ’Farewell’, som er hørt bedre, sad åbningen lige i skabet. Det er ikke en rigtig Boris-koncert, uden at man mærker lydens tryk i kroppen. Det høje guitar- og bastryk bidrog også til, at ørerne skulle indstilles og drejes i de rigtige retninger, hvis Merzbows mere sfæriske højfrekvente noiselyde skulle inddrages i den samlede ligning. Merzbows støj var der – nogle steder tydeligere i Avalon-teltet end andre – men det krævede til tider lukkede øjne og koncentration at registrere, hvor den helt præcist var i mixet. Dette ekstra lag af elektricitet fremhævede den fuldstændige frihed, der er at finde i Boris & Merzbow. Jeg elsker at se deres lyd som kæmpestort tableau med uendelige detaljer. Man kan vælge at fokusere på en detalje eller en tone, man kan også vælge at fokusere på udsnit eller et riff, eller man kan – ofte forgæves og skeløjet! – forsøge at lade hele tableauet eller lydbilledet opsluge én. Lige meget hvad man gør, så dikterer hverken Boris eller Merzbow én noget som helst. De præsenterer os blot for lyde og toner, der går lige så meget i kroppen, som de går i knoppen.

Efter koncertens dejlige og sløve første tredjedel blev energien skruet op med de hurtigere og mere punkede hits ’PINK’ og ’Statement’ fra ’Smile’ (2008). På dette tidspunkt var jeg gået i Wata-mode og blev der resten af koncerten. Det har taget en del år at forstå det, men Boris’ kvindelige guitarist, Wata, er ubestridt en af de mest rock’n’roll personer, jeg har set og hørt på en scene. Med sin faste positur og kølige ansigtsudtryk er hun en person, der for den uopmærksomme godt kan virke en kende anonym. Men der er både noget kontrastfuld og sammenhængende mellem hendes fysiske fremtræden og de til tider både kaotiske, energiske, dystre, smukke og komplet originale riffs, hun lirer af konstant. Wata er vitterligt blandt de største riffsmede i metallen, og hun er pensum for guitarister i mange forskellige genrer.

Efter det energiske indslag midtvejs skiftede Boris igen spor og sluttede koncerten af med ’a bao a qu’ og et udsnit af ’Feedbacker’. Om ’a bao a qu’ var single-versionen eller den lidt anderledes version fra ’The Thing Which Solomon Overlooked’ (2004), er jeg ikke sikker på. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde får helt styr på denne japanske gruppe, og de er notorisk kendte for at have en del identiske titler, som er forskellige sange, der optræder på forskellige album. Disse to afsluttende sange cementerede heldigvis Boris’ og Merzbows sans for at udvinde det både smukke, dystre og melankolske i den kaotiske støj.

Første gang jeg oplevede Boris var på Roskilde i 2007. Den koncert var fascinerende, men det var også en oplevelse, som var svær at sætte ord på. Det er det heldigvis stadigvæk, når jeg er så heldig at opleve Boris. Hurra for Boris og Merzbow og deres unikke evne til at forblive unikke.