Boris kan man stole på
Populær
Roskilde-aktuelle Boris havde Stephen O'Malley fra Sunn O))) med, da de på Roadburn spillede hele debutalbummet 'Absolutego'. Det resulterede i en kanonkoncert med vanvidsfølelser og renselse gennem soniske skærsilde.
Kunne man bare tage Boris’ koncert på årets Roadburn Festival som en indikator på, hvad man kan vente sig af bandet, når de til sommer vender deres japanske snuder forbi Roskilde Festival, ja, så hujede og hajede vi i tung, dronet forventning allerede. Det kan man dog formentlig ikke. Dertil er dette soniske monster simpelthen for svære at spå om.
Alligevel har Boris ens ufravigelige tillid på forhånd, også uanset hvordan man skal forholde sig til dem. Man stoler på bandet. Som den excentriske onkel, der ikke sjældent bliver for meget, men som i det mindste giver de stivnakkede familiefester både et nærvær og en tiltrængt løssluppenhed, er de bandet, som den stivnakkede metalgenre slet ikke kan leve foruden. Denne positionering og tillid har Boris gradvist fået opbygget simpelthen ved aldrig at udgive en uinteressant plade (og de har udgivet mange) eller ved aldrig at give i hvert fald denne skribent en dårlig koncert.
Selv når man tror, man ved, hvor man har Boris, viser de sig at være utilregnelige. Det var de på Roadburn, hvor de i år vendte tilbage for første gang siden 2008. Hvordan man denne gang kunne være så naiv at tro, at man vidste, hvor man havde dem? Godt spørgsmål. Det troede man, ja, naivt, fordi Boris i år ville spille debutalbummet ’Absolutego’ (1996) i sin helhed. Et album, som vi også kan kalde for et mesterværk inden for den tungere dronemetal, og som består af ét langt nummer på over en time, som jeg kender ganske godt, og som jeg vel derfor regnede med, at jeg i en livesammenhæng ville kunne forudsige. Det kunne jeg ikke. At jeg ikke kunne forudsige, hvor ’Absolutego’ i en livesammenhæng ville blive taget hen, skyldes henholdsvis Stephen O’Malley fra Sunn O))), Boris’ soniske lillebror, der som tredjeguitarist og side om side med Boris’ Wata og Takeshi gav bandet en tyngde, man aldrig har hørt eller rettere sagt følt magen til. Da bandet efter pladens ti minutter lange og lettere afventende, dronede noiseintro med ét satte ind med den wall of sound-tilstand, der heldigvis blev ved som for evigt og som lød og sansedes som en skærsild med katarsiseffekt, har man sjældent haft det mere behageligt til nogen anden koncert. Det var så godt, som det omtrent kan blive, ikke mindst på grund af spillestedet 013, der igen leverede en kanonlyd.
Og så, som ud af det blå, men samtidig uden så meget pis gik Atsuo, trommeslageren i Boris, frem på scenen med en slags emospøgelsesmakeup og iklædt en løs, sort kappe. Her satte han sig på knæ med to ens mindre slagstøjsinstrumenter i sine hænder. Det var i det øjeblik, at Atsuo lænede sig forover og lod di to instrumenter lande på scenens gulv, at larmen fra musikken med ét stoppede. Fra at have været omringet af den højeste koncert, jeg nogensinde har været til, var der nu musestille. Her stod han så, trommeslagerspøgelset Atsuo, foran en fuldt pakket Main Stage og altså midt i denne omsluttende stilhed. Var det ikke, fordi metal- og fuldskægsmennesker i dag er så skidesoignerede, kunne man havde hørt lus og lopper gø. Med sine slagstøjsinstrumenter fægtende om hovedet og klaskende løs mod hinanden var det, som om han prøvede at indfange den larm, der netop var forbi og give den sit eget udtryk. For trommeslageren, der var oppe imod tre guitarister, der til sammen bogstaveligt talt havde en mur af kabinetter og forstærkere på scenen bag sig, var det tydeligvis en kamp op ad bakke. Præcis hvorfor det var en rørende kamp op ad bakke, tør jeg ikke helt sige, men at stå sammen med 2500 andre publikummer i en nærmest 100 % stille sal og se ham kæmpe sin egen uforståelige kamp var så rørende, at jeg var lige ved at fælde en tåre. De japanere and their mysterious ways.
På Roskilde får Boris til sommer eksklusivt selskab af landsmanden og noisemusikeren Merzbow, som de over årene har udgivet flere plader sammen med. At Roskilde Festival på den måde søsætter en kurateret koncert med et band, der muligvis er et relativt ukendt navn herhjemme, men som i nu snart et kvart århundrede har givet betegnelsen ”heavy” flere nye ansigter, er utrolig beundringsværdig. Det bliver uden tvivl en helt anden koncert, end den tunge og rørende magtpræstation, Boris gav på Roadburn, men at det endnu en gang bliver en koncert, der ikke ligner alle andre, tør vi godt garantere.