Sortmetallisk kirkeandagt
Populær
Solbrud gav deres musik ny betydning og vælde, da de til Kulturnatten 2018 spillede en fremragende og magisk koncert i Tagensbo Kirke.
Afbed
Klippemennesket
Bortgang
Sortedøden
Kan man spille black metal i en kirke? Det er et spørgsmål, der vil splitte mange – metalfans såvel som kirkegængere. Alligevel var det det, danske Solbrud gjorde tidligt fredag aften i Tagensbo Kirke i Københavns Nordvest-område.
Anledningen var Kulturnatten, men Solbrud har gjort det en gang før, nærmere beskrevet den 29. august 2016 i Langenæskirken i Aarhus under Aarhus Festuge. Dengang førte placeringen af black metal-bandet til mindre kontroverser og blev diskuteret i Kristeligt Dagblad i artiklerne "Hører musikken hjemme i en kirke, når dens publikum skriger på Satan?" og ”Mørket blev hyldet i Aarhus-kirke”. Men bortset fra sognepræst Christian Roar Pedersens udtalelser og enkelte fremmødte protesterende udeblev den store skandale, mens publikum til gengæld fik en stor oplevelse, som man kan læse om i vores udtømmende anmeldelse fra koncerten.
Musikalsk match
Det samme var tilfældet denne aften: Skandalen udeblev, mens vi andre blev trakteret med en stor oplevelse. Solbrud og Tagensbo Kirke viste sig nemlig at matche hinanden i overvældende grad. Kirkerummet, der i dette tilfælde er noget utraditionelt, idet det er mere bredt, end det er langt, kan noget ganske særligt. Der er i bogstaveligste forstand højt til loftet, og der er en betagende akustik, hvor de mindste lydkilder forstærkes af rummet og kan høres, hvis man blot er opmærksom. Men Solbruds musik kan også noget ganske særligt, og det blev i sig selv forstærket denne aften.
Kirkerummet var mørklagt. Drikkevarer var forbudt indenfor, men i vanlig metalstil var der blevet hamret bajere og røget diverse ting ude foran, hvilket de mange tomme øldåser, flasker og skodder ved indgangen gjorde klart. Nysgerrigheden og forventningen blev intensiveret ved entreen til kirken, hvor kun det flakkende skær fra opsatte levende lys gav udsyn til alteret, hvorover bandets karakteristiske logo forgrenede sig, mens elpærer, der hang ned fra loftet i ledninger, gav en svag belysning oppefra som en klar stjernehimmel. Det skabte en både højtidelig, andægtig og rolig stemning blandt de mange fremmødte, og med de to balkoner – i kirkelig sammenhæng kaldet pulpiturer – kunne publikum dele sig ud og stadig bevare udsynet til bandet, hvilket gav kirken en mere vanlig og spillestedslignende fremtoning.
Grandiost og betagende
Da klokken blev lidt over syv, og tavsheden sænkede sig, satte trommeslager Troels Pedersen sig ved et klaver hengemt i hjørnet og spillede en dvælende akkordrundgang i mol, der gav langsom genklang i det store rum. Kirkeorglet satte storladent ind, mens Adrian Dietz tog til sin akustiske guitar, før frontmand Ole Luk trådte ud fra orgelrummet, og bandet for alvor satte gang i ’Forfald’ fra det seneste album ’Vemod’.
Solbruds musik er stormfuld og storladen, og alligevel fremstod bandets atmosfæriske black metal klart og tydeligt i den fyldte kirke, hvor det løftede sig til et nyt niveau. Grandiositeten i både kirkerummet og lydbilledet fulgtes ad, som bandet omhyllet af røg og med flimrende stroboskoplys fra gulvet førte publikum igennem deres materiale, hvor særligt ’Klippemennesket’ i sine femten minutters fulde længde og den afsluttende ’Sortedøden’ var direkte majestætiske.
Såvel visuelt som musikalsk var det en betagende oplevelse, og det siddende (og enkelte steder stående) publikum var tavst og tog benovet imod. Undervejs blev der taget billeder og filmet fra pulpiturerne, men der blev først hujet og givet applaus mod koncertens afslutning. Foran mig sad desuden et forældrepar med en flok børn med høreværn på, som viftede med armene, som prøvede de at visualisere musikkens statiske blastbeat-rytmer og stroboskoplysets ustandselige flimren. Sådan kan en kulturel familieudflugt også se ud på Kulturnatten!
Åndelig dimension
Der skal nok være metalfans, der vil finde det dybt problematisk – og blasfemisk på sin egen omvendte måde – at fremføre black metal i en kirke, når nu genrens historie i så høj grad bygger på antikristne værdier, men det er et spørgsmål om afvejning. Er det hensynet til musikkens rum og lydbillede, eller er det genrehistorikken og de ideologiske værdier, der vejer tungest?
Det er der ikke noget endegyldigt svar på, men Solbrud vægter det første – og gudskelov for det, kan man i denne sammenhæng tillade sig at sige. Kirkerummet gav en ny fylde og vælde til deres musik, men det tilførte den også en ny betydning: For metal omfatter en lang række overjordiske og metafysiske overvejelser og refleksioner, der, om man vil det eller ej, også besidder en åndelig dimension, og særligt i sine atmosfæriske forgreninger fylder metal et lydrum ud, der trækker klare paralleller til den grandiositet, man også finder i religiøs musik.
Sådan kan der være ideologiske og historiske forskelle, men musikken er vi trods alt stadig fælles om.
Tak til Tagensbo Kirke for at vove at lægge rum til, og tak til Solbrud for at fremføre. Det var så sandelig magisk og mindeværdigt.