Perfekt slutning på kosmisk koncept
Populær
Et nyt album med Obscura betyder nødvendigvis et nyt line-up, og denne gang har bagmand Steffen Krummerer endelig fundet sine ligemænd på bandets bedste album til dato.
2. Emergent Evolution
3. Diluvium
4. Mortification of the Vulgar Sun
5. Ethereal Skies
6. Convergence
7. Ekpyrosis
8. The Seventh Aeon
9. The Conjuration
10. An Epilogue to Infinity
11. A Last Farewell
I godt et årti har tyske Obscura været et kendt navn i det tekniske dødsmetalmiljø. Efter udgivelsen af deres hidtil største album ‘Cosmogenesis’ i 2009, blev bandet af mange anset som Necrophagists arvetagere, men om denne profeti gik i opfyldelse eller ej, er en smags- og vurderingssag.
Uanset hersker der ingen tvivl om, at Obscuras udgivelser sidenhen har været af varierende kvalitet, hvilket blandt andet har været på grund af hyppige udskiftninger af medlemmer foruden Steffen Kummerer, hjernen bag projektet.
Traditionen tro har ‘Diluvium’ derfor heller ikke været fri for et nyt line-up, der dog i dette tilfælde kun indbefatter en tilføjelse til elitekorpset i teknisk dødsmetal; guitartalenten Rafael Trujillo, som kun er i starten af 20’erne. Da annonceringen af denne ukendte og unge musiker blev offentliggjort, emmede modtagelsen naturligvis af nysgerrighed efter dette nye album, der også er fjerde og sidste del i et kosmisk koncept, bandet netop introducerede med ‘Cosmogenesis’.
Kigger man tilbage på de tre forrige plader i denne serie, holder de sig alle inden for bandets genkendelige musikalske rammer, men udvikling og forskelligheder spores alligevel tydeligt fra album til album. ‘Diluvium’ er ingen undtagelse.
Udgivelsen er især karakteriseret ved at være mere struktureret end tidligere Obscura-kompositioner, hvor musikkens progressive stil var fokuseret på helheden, hvorimod den i det nye materiale er at spore i de enkelte elementer og detaljer, uanset om det er guitar- og basriffs eller instrumentelle mellem- og overgangsstykker. Sangene rummer langt flere gentagelser og hooks end tidligere. Særligt ‘Clandestine Stars’, ‘Emergent Evolution’ og titelnummeret ‘Diluvium’ er fremtrædende med deres relativt konventionelle kompositioner, der giver lytteren en letfordøjelig oplevelse – i hvert fald sammenlignet med det musikalske kaos, der ofte hersker i de tekniske stilarter.
Alligevel er det i denne retning, albummet lige så stille og roligt bevæger sig hen imod sang for sang, uden at det på noget tidspunkt virker forstyrrende eller ter sig værende kaotisk. ‘Diluvium’s helt store kvalitet er et ubesværet flow trods stigende diversitet i kompositionerne, der sang for sang åbner sig, og hvor Obscuras kærlighed for progressivitet tydeligt kommer til udtryk. Men uanset hvilken retning numrene udvikler sig i, er det altid med et gennemtænkt og detaljeorienteret formål; hvis de enkelte elementer ikke gentages eller hænger sammen med de øvrige dele i samme sang, henviser de altid til elementer i andre sange.
Eksempelvis er flere meget enkle, basale og klassiske dødsmetalstykker fordelt gennem albummet på ‘Mortification of the Vulgar Sun’, ‘The Conjuration’ og ‘An Epilogue to Infinity’, der for sangene i sig selv ikke nødvendigvis er kendetegnende eller omdrejningspunktet, men som i stedet virker binder albummet sammen til en helhed. Et andet og måske mere iøjnefaldende bindeled er Steffen Krummerers alsidige vokalformer, der også er essentielle for ‘Diluvium’s varierede stemning og numrenes enkelte fortællinger.
Hos Obscura er der intet, der går tabt. Alle detaljer er gennemtænkte og har en rolle at spille i det større musikalske kosmos. ‘Diluvium’ er kronen på det konceptværk, der har været undervejs i de seneste ni år af bandets karriere. Man kunne endda gå så vidt som til at sige, at det er gruppens bedste album til dato – Steffen Krummerer synes at have fundet den ideelle line-up med Sebastian Lanser, Linus Klausenitzer og Rafael Trujillo til at udtrykke Obscuras musik i dens rette ånd.