Roskilde '18: Tranceritual af en anden verden
Populær
Med deres første koncert på Roskilde Festival fjernede Heilung enhver tvivl: De er et af danmarkshistoriens mest interessante og gennemførte musikprojekter.
1. In Maidjan
2. Alfadhirhaiti
3. Krigsgaldr
4. Hakkerskaldyr
5. Fylgija/Futhorck
6. Othan
7. Hamrer Hippyer
Hvorvidt det var en effekt fra den urterøg, Heilungs shaman indledningsvist delte med bandet og de forreste rækker af publikum, eller om noget spirituelt rent faktisk fandt sted, er ikke til at sige. Uanset årsagen skete der noget helt særligt og magisk på Avalon-scenen torsdag nat.
Det danske projekt stiftet af Kai Uwe Faust, Christopher Juul og Maria Franz, hvor blandt andre Huldres Jacob Hee Lund også medvirker, rækker langt ud over musikkens grænser. Det er et konceptuelt univers, der udfolder sig gennem primitive toner og en unik visuel identitet, der har sine rødder i naturheksenes verden.
Efter shamanens åbningsceremoni, under hvilken musikerne stod i samlet rundkreds på scenens midte, blev de første ritualistiske trommerytmer ledt an af strube- og flerstemmig sang under ‘In Maidjan’. Det indfangede straks publikum i en trance, dog blot for at blive vakt til live igen af ulvesang under introen til ‘Alfadhirhaiti’, hvorefter et stort kor af prydbærende krigere lavede deres entré.
Straks vendte Kai Uwe Faust, den mandlige halvdel af gruppens frontfigurer, sig mod denne gruppe af sortmalede og trippende krigere, der i fællesskab gentog alle de besværgelser, han på overbevisende vis overleverede med en imponerende strubesang. Efter denne opvisning blev der plads til scenens eneste hvidtklædte skikkelse, den kvindelige frontfigur Maria Franz med sin feminine, elegante og på samme tid naturlige dragt, hvis bærende element er en krone af rådyrhorn.
Med sin blide men faste stemme tog hun koncerten ned i tempo med ‘Krigsgaldr’, der fungerede som et pusterum fra det rå musikalske udtryk, der indtil videre havde domineret showet. Herefter viste sætlistens variation sig at være en tendens, hvor gruppen bevidst legede med kontraster, som var med til at give koncerten en eminent dynamik, der holdt på festivalgæsternes opmærksomhed hele vejen igennem. Rent visuelt og scenemæssigt blev dette gjort med krigskorets varierende tilstedeværelse og ikke mindst deres udadvendte ageren, der virkede svært fængende og underholdende for publikum.
Hele koncerten igennem kunne der ikke sættes finger på noget, der var ingen mangler eller steder, der kunne forbedres, hvorfor Heilungs sublime afslutning decideret kom som en overraskelse – for hvordan i alverden kunne koncerten dog blive bedre?
Jo, ved at slutte af med ‘Hamrer Hippyer’, hvis symbiotiske tromme- og vokalsektion er karakterisk for gruppen, men som rent udtryksmæssigt alligevel aldrig bliver lige så eksplosiv og rå i sit udtryk, som Heilungs resterende up tempo-sange, hvorfor der var plads til fuld fordybelse – både for publikum og band. Under det kvarterlange nummer nåede samtlige af gruppens medlemmer for alvor at vise deres kundskaber, hvadenten det var musikalsk eller performancemæssigt. Krigskoret kom ned til publikum og sørgede for en endnu mere fængende trance end tidligere, hvor primitive følelser af spiritualitet og samhørighed var på sit højeste. Og lige netop her ligger Helings helt store force: De er ikke noget, der præcist kan beskrives med ord. De er derimod noget, der skal opleves, og som alle koncertgængere skylder sig selv at overvære og deltage i mindst en gang i livet.