Årsliste 2018 – Emil Hansen

Emil Hansen
Horrendous - Idol
Tribulation - Down Below
Værket - Young Again
Mythic Sunship - Another Shape of Psychedelic Music
Judas Priest Royal Arena 2018
Venenum KTDF 2018
Solbrud Tagensbo Kirke 2018

2018 bød på meget god musik, men ikke særlig meget, man for alvor kunne hidse sig op over.

Forfatter

Årets danske album:

1. Værket: 'Young Again' – Det er vist kun i snævre kredse, at progressiv rock kan siges at være cool. Men når Værket lader Yes, Jethro Tull og King Crimson-inspirationerne tørne sammen, ender det på forunderlig vis med at lyde friskt, ungt og, ja, rimelig fucking cool. Der er noget meget udansk og ærværdigt i at lave prog så grandiost, selvhøjtideligt og ikke mindst vellykket som her, og det er selvsagt værd at hylde.
 


2. Mythic Sunship: 'Another Shape of Psychedelic Music' – Det er sjældent, at man støder på dansk musik med så internationalt et perspektiv som hos Mythic Sunship, og sådan tager de kampen op mod Værket i at vende sig udad og ikke indad. Som titlen antyder, oser ’Another Shape of Psychedelic Music’ af jazz og psykedelia, men også af tung krautrock og stoner i de exceptionelt samspillede og kosmiske slangegrooves. Med en spilletid på 75 minutter er det en stor og krævende mundfuld, men det er en fornøjelse at lægge øre til.

3. Rising: 'Sword and Scythe' Sludgen synes endeligt lagt på hylden, og Rising helliger sig i stedet heavy rocken fuldt ud på ’Sword and Scythe’, der ikke skorter på stærke melodier og habil sangskrivning. Om albummet fungerer på det konceptuelle plan, har jeg ikke meget at sige til, men det er et album, der får en til at føle sig sej, mens man hører det. Og det er et godt kendetegn.

4. Sunless Dawn: 'Timeweaver' Danmark kan efterhånden fremvise mange bands med et alt andet end lokalt perspektiv, og det gælder også Sunless Dawn, der søger mod de højeste himmelstrøg og den internationale anerkendelse på ’Timeweaver’. Jeg er ikke fuldstændig overbevist, men de progressive udskejelser besidder en bastant tyngde og en distinkt stil i sangskrivningen, der bevarer den røde tråd, og som om muligt kommer endnu stærkere til udtryk live. Succesen er fortjent.

5. Slægt: 'The Wheel' En klarere, mere veldefineret produktion og et par umanerligt slagkraftige numre gør ’The Wheel’ til en succes, men det er ikke den triumf, man kunne have håbet på. Heldigvis overgår Slægt stadig alle andre metalbands hertillands, når de spiller live.

Årets internationale album:

1. Horrendous: 'Idol' Philadelphia-bandet Horrendous imponerede massivt med deres progressive fusionsdød tilsat et moderne og thrashet twist. ’Soothsayer’, ’The Idolater’ og ’Golgothan Tongues’ står som årets, hvis ikke flere års, stærkeste tre-sange-i-træk-combo, og det er kræs for alle, der savner start-1990’ernes forbilleder i Atheist, Cynic og Death eller vil have noget, der minder bare en anelse om Vektor. ’Idol’ er ikke et mesterværk, men det er så sandelig et mesterligt værk.
 


2. Tribulation: 'Down Below' Min anmelderkollega Jon havde ret, da han skrev, at Tribulations fjerde album var ensformigt og småkedeligt. Til at begynde med. For han havde også ret, da han skrev, at det var et album, der giver sig langsomt over tid. Selvom jeg ser ’Idol’ som årets bedste udgivelse, er ’Down Below’ det, jeg har hørt mest, for med hvert lyt afslører den smægtende goth rock blot nye dybder og medfører større nydelse.

3. Judas Priest: 'Firepower' Det var næppe mange, der havde regnet med, at Judas Priest skulle lande et af årets top-spots, men ’Firepower’ er et på alle måder bundsolidt heavy metal-album, støbt i stål og født af flammende ild. Det holder klassiske dyder i hævd på overlegen facon med en Rob Halford i storform i front, og det er faktisk bedre, end vores lettere skeptiske anmeldelse foregiver.

4. Sulphur Aeon: 'The Scythe of Cosmic Chaos' Lige på falderebet kom tyske Sulphur Aeon med et tungt riffende dødsmetal-album indhyllet i lovecraftiansk atmosfære og mystik. ’The Scythe of Cosmic Chaos’ er mere melodisk end de foregående udgivelser, men de catchy elementer er på mange måder smagfuldt integreret uden at give afkøb på brutaliteten.

5. Ilsa: 'Corpse Fortress' Det er ikke et album, jeg har lyttet så meget til, men Ilsas crusty doom var en glædelig overraskelse i en tid, hvor doomscenen synes at blive kedeligere og kedeligere. Måske jeg bare er vokset væk fra genren, men Ilsa fik mig helt ned i dyndet og sløvtempoet på ’Corpse Fortress’, hvis længde er en ulempe, der faktisk fungerer til dens fordel: Ilsa knuser dig langsomt, og du har det fint med det.

Herudover bør desuden nævnes Alkaloids knudrede, progressive dødsmetal på ’Liquid Anatomy’, polske Outres fræsende dødsblack på ’Hollow Earth’ og ikke mindst Noise Trail Immersions kaotiske og dissonante blanding af mathcore og black metal på ’Symbology of Shelter’, som en ven passende betegnede som ”smertemetal”. Daughters gav lyd til samfundsdystopien på ’You Won’t Get What You Want’, Sleep lavede et fint albumcomeback, og så udgav Kadavar faktisk en rigtig god liveplade, der endda var optaget i København. Og ja, så var der Behemoth, som ikke overgik sig selv, men snarere var noget selvoptagede. Det var egentlig helt okay, selvom det ikke er et album, der vil blive lyttet meget til i fremtiden.

Årets internationale hit:

Tribulation: 'Nightbound' – Det her nummer har forfulgt mig. Om jeg har lyttet til anden musik, har været engageret i samtaler eller er vågnet om natten i utide. Som en velfungerende popsang har den været tæt på umulig at få ud af hovedet, og det gælder alle aspekter: fra det post-punkede signaturriff til dommedagsrefrænet, der assisteres af et dybt piano, til det helt formidable hook, hvor Johannes Andersson rasper titlen i lang, growlende frasering, mens Oscar Leander går over på tammerne, og guitarerne søger gradvist opad. Det er et underspillet drama, poetisk formidlet gennem eventyrlig romantik og indestængt aggression, og det er sangskrivningskunst på højt plan.



Horrendous: ’Golgothan Tongues’ – Nummeret varer seks minutter, men indeholder idéer nok til et helt album. Selvom det er nok så snørklet og fyldt med detaljer, skæve taktarter og guitarsoli, er det stadig dynamisk, opbyggende, varieret og vanvittigt fængende. Horrendous er ikke bange for at groove, som de gør i et decideret groove metal-riff to minutter inde, men de er heller ikke bange for at tage bunden ud af aggressionen og slutte af i et harmonisk og storladent buildup. Fremragende.



Judas Priest: ’Lightning Strike’ – Der er ikke så meget at sige, andet end at det bare er en kæmpe heavy metal-banger. ”I'll bring you the head of the demon” og så bare næven i vejret og op i falset!



Årets danske hit:

Slægt: ’Being Born (Is Going Blind)’ – Metalulvene lægger afsindigt godt fra start med denne banger, der starter ud som en hyldest til Emperor og går over i klassisk heavy metal med fede hooks, seje riff og den velkendte snerrende vokal i en passende tør og rå produktion.



Årets genfundne klassiker:

Machine Head: 'The Burning Red' – Efter miseren med makværket ’Catharsis’ måtte jeg genbesøge de gamle album, hvor Machine Head faktisk godt kunne spille nu-metal uden at være decideret pinlige. Eller rettere, det ene album – ’Supercharger’ er hård at lytte til i dag, mens ’The Burning Red’ er langt bedre end sit rygte. At kalde den en klassiker er dog i overkanten, men den er et af de bedste album fra en ildeset og udskældt periode i metalhistorien.



Årets fysiske udgivelse:

Pas. Jeg har forholdt mig til streaming og min fars outdatede vinylsamling.

Årets koncerter:

1. Judas Priest: Royal Arena, 10-06-2018 Med ildkraft og årtiers klassikere i bagagen indtog veteranerne Amager uden tilsyneladende at ænse, at arenaen var halvt tom. Rob Halford & co. viste sig som rene metalkonger igennem to timers stramt leverede klassikere med tilhørende visuals, der gav Judas Priests visuelle dimension et ekstra element af kitschet futuristisk dynamik.

2. Venenum: Pumpehuset, Kill-Town Death Fest, 07-09-2018 Venenum var ikke hovednavn på den genopståede KTDF, men de lød som et, da de spillede i Pumpehusets kransal. Henlagt i skygger med pink og grønt scenelys var de et mindbending indslag, der betagede og begejstrede med rå dødsmetal blandet med psykedeliske tilbøjeligheder.

3. Solbrud: Tagensbo Kirke, 12-10-2018 Black metal og kirkelige rammer kan godt forstærke hinanden. Det gjorde de i hvert fald, da Solbrud i anledning af Kulturnatten spillede i Tagensbo Kirke i Nordvest, hvor deres atmosfæriske black metal løftede sig til nye højder.

4. Steven Wilson: Store Vega, 03-03-2018 Wilson pakkede 20 års sangmateriale ind i en tæt på tre timer lang seance, som er det mest formfuldendte, jeg har set ham fremføre hidtil. Det var særligt suverænt at høre Porcupine Tree-sange som ’Arriving Somewhere But Not Here’ og den henrivende smukke ’Heartattack in a Layby’.

5. Voivod: Pumpehuset, 14-10-2018 Jeg burde elske Voivod, når de er foregangsmænd inden for den science fiction-metal, hvis arvtagere jeg holder meget af, men canadiernes weirdo-thrash har aldrig rigtigt fanget mig. Ikke før denne aften, hvor de var helt uimodståelige og strålede af glæde og godhjertethed og bare spillede fedt. Humøret var højt, også efter de berettiget smed en mand, der havde forulempet en kvinde i publikum, ud.

Af andre fremragende koncerter kan også nævnes Undergangs overlegne show på Kill-Town Death Fest, Watain på Roskilde Festival og Iron Maidens kæmpe udstyrsstykke af en historietime i Royal Arena.

Årets internationale navn:

MetalSucks – Årets internationale navn er ikke et band, men et medie – og det er ikke af flatterende årsager, at jeg vælger dem. For mens der er al mulig grund til at fremhæve personer og bands, der kigger på børneporno eller støtter nynazistiske grupperinger, så har sensationalismen og klapjagten på ekstreme personer og personaer inden for en genre, der hviler på æstetiske ekstremer og transgressioner, oftest været ukonstruktiv og uskøn at se på.

Årets danske navn:

Hexis Dén turneplan og den gåpåmod kan man ikke andet end at beundre.

Årets nye internationale navn:

Imperialist – Debutalbummet ’Cipher’ har ikke helt sat sig hos mig, men deres Immortal-i-outer-space-metal er sært inciterende. Og så er det et flot stykke artwork.



Årets nye danske navn:

NyreDolk Deres crusty black metal er tilpas mystisk og rå og lover godt for fremtiden.



Årets comeback:

Judas Priest – Ikke fordi de rigtigt har været væk, men ’Firepower’ er i hvert fald et beundringsværdigt kunstnerisk comeback, som viser, at selvom man er gammel og rynket, behøver man ikke lyde gammel og rynket.

Det overså jeg i 2017:

Algiers – Nu er det her ganske vist et genremagasin, men jeg kan ikke komme i tanke om noget metal, jeg ikke fik med i 2017. Til gengæld faldt jeg en anelse bagover, da jeg opdagede amerikanske Algiers, hvis post-punkede elektrorock med soulvokaler vækker noget i mig. De udgav deres andet album, ’The Underside of Power’, sidste sommer, og næste måned spiller de på Hotel Cecil i København. Hør et eksempel på blandingen i den eklektiske, mørkrandede og meget politisk inklinerede gospel-klagesang her.



Årets optur:

Det har været så som så med opture i år, men det var en stor oplevelse at besøge Saint Vitus Bar i Brooklyn tilbage i januar, selvom det var en mere middelmådig omgang stoner og psych, der spillede den aften. Og så var det fedt at aflevere speciale, hvor jeg i øvrigt fik nørdet igennem med et stort projekt om metal læst i lyset af den italienske futurisme.

Årets største skuffelse:

Jeg havde håbet på den store hardcorefest, men Madball på Roskilde Festival var årets største flop. Aldrig har et telt været så tomt, som da amerikanerne spillede for 200-300 mennesker i et telt, der kan rumme 17.000.

Største ønske for 2019:

At vi får en ny regering. og at det offentlige debatklima i mindre grad får karakter af at være en fascistoid skraldespand. Og hey, at der kommer noget fed musik. Måske endda også fra mig selv.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Endnu et år, endnu et sår. Jeg holder helst forventningerne på et minimum. Det kan altid blive værre.