KTDF 2018: Overlegent, ikke underlegent

KTDF 2018: Overlegent, ikke underlegent

Danske Undergang viste sig som kultband af international klasse, da de tidligt lørdag aften lagde den store scene i Pumpehuset ned til Kill-Town Death Fest.

Kunstner
Spillested
Dato
08-09-2018
Fotograf
Bjarke Ahlstrand
Forfatter
Karakter
5

Undergang er muligvis et af de mest prominente, nulevende kultbands, vi har herhjemme. De er fire album inde i karrieren, men er ikke voldsomt værdsatte udover hos den snævre skare. Til gengæld spiller de populære, internationale tours, og da jeg selv tilbragte tid i USA sidste år, var det ikke usædvanligt at spotte Undergang-t-shirts til diverse koncerter. ”Oh, Under-gang?” kunne det lyde med amerikansk udtale, som var de en bande fra underverdenen, med et efterfølgende ”yeah, they’re great!” som den største selvfølge.

International status
Herhjemme er gruppens største claim to fame sandsynligvis, da de optrådte i Go’ Morgen Danmark på Tv2 sidste år med nummeret ’Klynget op i en galge af egne indvolde’. Det blev lidt af en viral sensation, for det er første gang, et dødsmetalband nogensinde har optrådt i dét program (senere har Baest gjort dem kunsten efter), og det blev desuden fulgt op af et sympatisk interview, hvor værten Mikkel Kryger blandt andet spurgte ind til bandets omfattende turnévirksomhed.

Dét nummer fik vi serveret tidligt i koncerten lørdag aften, hvor Undergang indtog hovedscenen til Kill-Town Death Fest med største selvfølge og leverede et overlegent show, der levede fuldt op til bandets internationale status. Gruppen var tydeligvis rutinerede, men de spillede også deres materiale med overbevisning, indlevelse og dedikation. Trods frontmand David ”Torturdød” Mikkelsens heftige aktivitet i sine øvrige bands Hyperdontia, Phrenelith og Wormridden, der alle spiller på årets festival, var der ingen træthed eller sløsethed at spore, og hans absurd dybe growl, der presser udtalen til et yderpunkt, hvor der hverken skelnes mellem vokaler eller konsonanter, og hvor sproget reduceres til en pøl af lyd, blendede perfekt ind som et instrument på lige fod med de aggressive guitarer, den rumlende bas og de klare trommer.

Fængende sygdom
Også publikum, hvoraf størstedelen var fra udlandet, havde set frem til koncerten, og det var med crowdsurfing og ærefrygtige knytnæver i vejret, at folk tog imod numre som ’Kogt i blod’ og ’Efter obduktionen’ fra det seneste album, ’Misantropologi’. Bandet opvejede hele tiden de hurtige passager med groovy catchiness, og de satte ind med kirurgisk præcision i hvert eneste angreb, der som en kamptank rullede udover de fremmødte.

”You guys are sick, hope you never get well” lød det humoristisk og med – for en gangs skyld – klar tale fra David, før bandet sluttede af med titelnummeret fra første plade, ’Indhentet af døden’, der endvidere viste David gå helt a cappella med dødsrallen og hænderne om egen hals. Det var umuligt ikke at blive smittet af bandets dødssimulation, og under det blodrøde lys, der var en konstant under hele showet, hamrede bandet de sidste søm i deres ry som band af international klasse.

Det var alt andet end underlegent.