Roskilde '18: Hardcore lever stadig!
Populær
Madball var det helt rigtige band lørdag nat. Et tiltrængt energiboost, som desværre kun var for de ganske få, der lagde vejen forbi scenen, der var lige så fejldisponeret, som Madball var veloplagte.
Det er New Yorker-hardcore på Roskilde. Ud over Agnostic Front er det noget af det ypperligste, man kan komme i nærheden af igenren. Historien om Freddy Cricien, der blev inspireret af sin halv-storebror Roger Miret (forsanger i Agnostic Front) og dannede sit eget hardcore-band er velkendt. Det samme er Madballs kunstneriske bidrag, der sidenhen har inspireret et utal af ’core-bands.
Madball har generelt været gode til at besøge det danske. Hvem husker ikke deres koncert på hedengangne The Rock i 2011? Måske ikke for det gode, da koncerten var ret jævn, men lydmanden, der brugte et kvarters tid på at tjekke mikrofonen af i et mere og mere monotont ”check”-udbrud, står klart i erindringen hos samtlige tilstedeværende. Siden da er en del vand løbet under broen. Ikke mindst er det blevet til to udgivelser siden da, hvoraf den seneste, ’For the Cause’, udkom tidligere i år.
Hvor er det befriende at se Madball live. Der var ikke så meget pis. Ingen dårlig attitude eller skuffede miner fra bandet på scenen. Kun intensitet og spilleglæde. Det havde ellers været til at forstå, hvis forsanger Cricien havde mukket lidt. Der var virkelig få gæster på Arena lørdag nat. Ekstremt få gæster. I en grad, hvor det næsten var pinligt at være til stede. Hvorfor var Madball sat til at spille på Arena? Det var en fejldisponering af en sjældent høj kaliber. Men det var ikke pinligt for Madball. Koncerten blev måske nok kørt en smule på rutinen, men det var alligevel godt nok til, at flere gæster løbende kom til.
Ikke overraskende var der fokus på materiale fra Madballs seneste udgivelse gennem aftenens koncert. Bedst herfra var ‘The Rev’ og ‘Freight Train’, men generelt fungerede bandets nye numre fint med resten af bagkataloget. Selvom det hele kan blive lidt monotont, og numrene fra tid til anden flyder sammen, uden man rigtig føler en markant forskel, var stemningen og attituden til at tage og føle på hele koncerten igennem. Hardcore-energien, den intensitet, der er så speciel for netop den genre. En rå nerve, der var nok til, at en enkelt fyr eller to havde succes med at vælte i en pit, der ellers ikke bestod af specielt mange mennesker, mens resten af det fåtallige publikum stod roligt og så på.
Madball var det helt rigtige energiboost. Den udladning, der var behov for efter flere dages tis-støv og mangel på ordentlig søvn. Så kan det godt være, koncerten blev båret lidt på rutinen. Hvad gør det, når det grundlæggende niveau for en sådan koncert er så højt? Man kan kun ærgre sig over, at flere gæster ikke var mødt frem, eller især at Roskildes bookere ikke havde sat bandet på en mindre scene. Cricien & co. havde fortjent en større salut, for de beviste om noget, at hardcoren stadig lever. I bedste velgående.