Årsliste 2018 – Anders Molin

LRM-EXPORT-20180623-165326-9-1529767675
ghost_prequelle-(vinyl)_1
cc6-g9
a4085150116_10
a0741087310_10
a1035631118-10-92-1521555982
Artillery-TheFaceOfFear_high
Coverart-1400x1400

Anders Molin blev overvældet af fedmen fra mastodonterne Judas Priest og forført af Ghost, mens Royal Arena og Copenhell sloges om de bedste koncertoplevelser. 

Forfatter

I år har jeg ikke været fremragende nok til at holde øje med nye udgivelser, men til gengæld kom jeg en del mere ud af huset og fik set flere koncerter, end jeg plejer – uden at det på nogen måde var prangende. Jeg nød legender, der viste deres klasse, mens jeg havde svært ved at finde nytilkomne, der kunne imponere. 

2018 blev året, hvor jeg hørte meget pop og var glad for det – men som årslisten afspejler, bekræftede det mig i, at heavy metal og alt i den retning er langt sejere og gør mig til et bedre menneske. 

Årets danske album: (I tilfældig rækkefølge)

1. Hatesphere: 'Reduced to Flesh' De har aldrig været væk og er ægte overlevere, og alligevel lyder det som et comeback. Pepe er en satanisk riffmeister, og Esse er nu trådt fuldstændig ud af forgængerens uendeligt lange skygge. 

2. Livløs: 'Into Beyond' Tilpas oldschool dødsthrash til mig. 



3. Artillery: 'The Face of Fear' I grunden er jeg mere til den rendyrkede thrash-side af veteranerne, men de slipper umådeligt godt fra at skrue op for power og melodier.  

4. Slaegt: 'The Wheel' Jeg har stadig ikke afgjort med mig selv, om jeg kan lide dette mere end de forrige udgivelser. Den dom falder senere, og imens nyder jeg bandets særegne udtryk og evne til at få noget meget gammeldags til at lyde friskt og nyskabende.  

5. Seven Thorns: 'Symphony of Shadows' – Endelig blev potentialet indfriet, og alle jer, der ikke opdagede det, har fejlet. 

Boblere: Manticora – jeg bliver aldrig venner med vokalen, men nyder det ambitiøse værk. 
Baest – dygtigt band og kompetent skive. Jeg er bare ikke så meget til dødsmetal. 
Møl – klogt!
Vola – slet ikke mig, men det lyder godt.
Sunless Dawn – for dødt og progressivt til mig. Men disse bornholmere kan være ligeglade. De gør noget rigtigt. 

Årets internationale album: (I tilfældig rækkefølge)

1. Judas Priest: 'Firepower' Titelnummeret, 'Lightning Strike', 'Spectre', 'Flame Thrower' – listen af nyklassikere af lang, og det friske blod fra guitaristerne har genfødt og genskabt et legendarisk band. Hvis et hvilket som helst mindre band i genren havde begået et lignende album, var det blevet udråbt til metallens frelse.  


 
2. Ghost: 'Prequelle' Der er ikke sat en tone forkert på det album. Et ufatteligt dygtigt og kalkuleret sammensat album – musik skrevet med gode ører og blikket solidt rettet mod at skrive hits. Det kunne være klamt, hvis det ikke var så dygtigt. 

3. Behemoth: 'I Loved You at Your Darkest' Forgængeren 'The Satanist' var muligvis lige en tand mere ond, symfonisk og satanisk – og alligevel er dette også et mesterværk.  

4. Primordial: 'Exile Amongst The Ruins' Få bands lyder så intenst som Primordial, og metal med en snert af folkemusik er godt for mig (musik baseret på folkemusik er til gengæld kryptonit lige ind i mit øre, men det er en anden snak).   

5. Tribulation: 'Down Below' Et yderst stemningsfuldt album der langsomt, men sikkert overvandt mig. 

Årets internationale hit:

Ghost: 'Dance Macabre' – Det er det bedste, mest catchy og velskrevne nummer, som nogen som helst kunstner på denne planet udgav i 2018. Tobias Forge er Bjørn og Benny samlet i en person og udstyret med mere kitschet tøj. 



Årets danske hit:

Robert Skov: 'Venstrefod' – Jeg troede, jeg var fan af Victor Fischer – lige til det blev efterår. 



Årets genfundne klassiker:

W.A.S.P: 'The Crimson Idol' – Jeg genfandt ikke – jeg opdagede den endelig. Hvis jeg havde vidst tidligere, hvad jeg havde snydt mig selv for, var jeg faldet i min egen unåde. 



Årets fysiske udgivelse:

Herge: 'Tintin' – Min søn har netop opdaget, forstået og lagt sig på knæ for Tintins storhed, og derfor har jeg købt samtlige film i julegave. Tegneserierne har jeg naturligvis haft i mange år.

Årets koncerter: (I tilfældig rækkefølge)

1. Judas Priest: Royal Arena, 10-06-2018 Det kan være en lidelse at se de store bands 30 år efter storhedstiden. Judas Priest er muligvis ikke i et nyt højdepunkt, men med udgivelsen af 'Firepower' er det, som om de har bygget en tidslomme omkring sig, og inde i den er Rob Halford en genfødt metalgud. Og så har jeg ikke engang taget den rørende gæsteoptråden fra Glenn Tipton med i regnskabet.  

2. Helloween: Copenhell - Helviti, 23-06-2018 Jeg havde ventet på koncerten siden 1995, og jeg blev ikke skuffet et sekund. Power metallens største stemme, Michael Kiske, på scenen med genrens største band (som han forlod, da jeg kun hørte TV2) og sammen med Tysklands største charmetrold Kai Hansen. Hele året peakede i den koncert, og jeg holdt kun tårerne tilbage, fordi jeg har et benhårdt græskar.

3. Iron Maiden: Royal Arena, 05-06-2018 De spillede godt, de lød godt, Bruce sang godt, og så havde de en Spitfire over scenen i et vanvittigt extravagant udstyrsstykke, der mindede om Phantom of the Opera i James Cameron-udgave.  

4. Accept: Store Vega, 11-02-2018  Intimkoncert for 1500 mennesker. Accept er nærværende som få og har aldrig skrevet et omkvæd, der ikke kan synges med knyttet næve.

5. W.A.S.P: Copenhell - Helviti, 23-06-2018 Sandsynligvis ikke deres bedste koncert, heller ikke den bedste på dansk jord, men min første med et band, jeg opdagede kriminelt sent i min karriere som heavy-fan. Blackie Lawless er en rockgud, hvor stemmen i modsætning til udseendet er ældet med ynde. 

Bobler: Den der Kim Larsen-mindekoncert. Godt nok spillede flere bands rædsomt, og nogen sang elendigt, men fællesskabsfølelsen trængte ud af skærmen, som jeg så den gennem, og jeg nød, at musik kan betyde så meget for mennesker. 
Ghost på Copenhell – Det var ingen koncert. Men et show, en musical, en forførelse, et overgearet teater – bare helvedes godt udført. Med saxofon-comeback til en af paverne!

Årets internationale navn:

Judas Priest – Jeg burde skrive Ghost, men de er trods alt ikke rigtig et metalband. Og Judas Priest har fortjent det mere. 

Årets danske navn:

Hexis – Musikken er fra en dimension, jeg ikke kommer i og ej forstår. Hvilket kan være fuldstændig lige meget. De spiller flere koncerter på et år, end de fleste andre danske bands når i hele karrieren. Det skal hyldes, efterlignes og belønnes - alle jer derude, som forstår dem! Køb deres musik, se deres shows, køb deres merch! 



Årets nye internationale navn:

Richie Faulkner – Det her står helt for egen regning, men jeg mistænker det nyeste medlem af Judas Priest for at have skrevet det meste af musikken på 'Firepower', og at han er skyld i bandets nye vitalitet. Hvis jeg har ret, er han det nye årtis største guitarhelt, og hvis jeg tager fejl, er han bare den bedst påklædte. Og det var slet ikke i år, jeg første gang hørte om ham, men 2018 var året, hvor han fik sit gennembrud.

 

Årets nye danske navn:

Sunless Dawn – Et dansk band med virkelig store musikalske ambitioner. Det skal belønnes.



Årets comeback:

Judas Priest – De har lavet meget få ringe plader, fortrinsvis mesterværker og anonyme udgivelser lidt over middel, men 'Firepower' er et monster, og som alle siger, er det det bedste siden 28 år gamle 'Painkiller'. Nye medlemmer har fået de gamle til at skinne og skrige, og præsterne lyder friske som teenagere den første dag i øvelokalet. Dyb respekt for metalguderne. 

Det overså jeg i 2017:

Tja, indtil videre aner jeg intet, men sandsynligvis missede jeg, at alting udviklede sig, mens jeg så youtube-videoer fra 80erne. Jeg copy-paster dette ind i næste års liste.

Årets optur:

Da mit alias Dragejægeren blev centrum for en podcast! Velkommen til Internettet.
Og da Jons fod forrådte ham til Defectos koncert på Copenhell – også en af de bedste artikler, jeg var med til at skrive på Devilution i 2018. 



Årets største skuffelse:

At Ghost kun ser ud til at drøne uden om Danmark på deres turne, og de derfor kun rammer os i Parken sammen med et større udendansk band – hvilket leder mig til min næste skuffelse. Ulrich og venner har lige opdaget Royal Arena, og så forstår man ikke, hvad de vil i betonhelvedet, der egner sig fortrinligt til mit fodboldhold, men ikke så meget til min musik. Fremtiden skuffer mig med andre ord. 

Største ønske for 2019:


At jeg alligevel får set Ghost, at jeg får set Devin Townsend, at Tobias Sammet kan overgå sig selv med en ny Avantasia-udgivelse – og at jeg får set bandet live. Og at Helloween får lavet fornuftig musik i selskab med de gamle græskar Kai Hansen og Michael Kiske. 

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Et helt nyt liv, ny lejlighed, ny status. Næste kapitel i mit liv begynder, når jeg igen flytter hjemmefra i starten af januar. Samt at jeg vover forsøget og udgiver mine skriverier på eget forlag.