Copenhell 2018: En fest for folket

Populær
Copenhell 2018: En fest for folket

Copenhells andet uofficielle hovednavn er det, du bliver mest træt af at være gået glip af, når du hører vennerne snakke om det. 

Kunstner
Dato
23-06-2018
Trackliste
1. On Your Knees / Inside the Electric Circus
2. The Real Me (The Who cover)
3. L.O.V.E. Machine
4. The Idol
5. Arena of Pleasure
6. Heaven's Hung in Black
7. Chainsaw Charlie (Murders in the New Morgue)
8. Wild Child
9. I Wanna Be Somebody
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Blackie Lawless vil fandeme skide det hele et stykke. Og hvis du troede noget andet før – for eksempel at han var blevet gammel og træt og turnerede for at spare op til pensionen – kan du godt pakke det væk. Nu.

Med truckerbriller, knæbeskyttere og vanlige hvide frynser på støvlerne indtog han tronen, som var der ikke gået en dag, siden W.A.S.P selv støbte den i cement i Los Angeles i 1982.

Et stort backdrop med netop dette faktum, W.A.S.P. 1982-2018, visualiserede baggrunden for Copenhells andet store hovednavn, når vi ser bort fra Kreators moralske ditto. Efter aftenens magtdemonstration kunne W.A.S.P. uden skygge af tvivl have byttet placering på plakaten med op til flere navne.

For der blev ikke indgået nogen kompromiser i den time, de spillede. En time, sharp. Ikke halvtreds minutter. Slet ikke halvfjerds. Fuldstændig blottet for ligegyldigt fyldstof spillede de præcis en time.

No bullshit
Fra første minut stod det klart, at al form for ironi var en saga blot hos det drevne band, der i sin spæde start rystede den etablerede rockverden. Det var samme attitude, de gik på scenen med. Og med rette, skulle det vise sig. 

Ganske som med Kreator stod utallige kærestepar og holdt i hånden oppe foran, mens de lydløst sang med på gamle kendinge, alt imens bandanaficerede ungdomsrepræsentanter stod skulder ved skulder med generation X og var unge med dem, der var unge, da W.A.S.P. havde deres storhedstid. 

Der var ingen træthed at spore hos 61-årige Lawless og den imponerende guitarist Doug Blair, der blandt mange andre bemærkelsesværdige lækkerier lirede en solo af, der var Pink Floyds ‘Comfortably Numb’ værdig. Nej, viriliteten skinnede på alle fronter om kap med Lawless' spejlblanke solbriller.

Ikke bare har W.A.S.P. spyttet pondus på plade ud gennem mere end tyve udgivelser, som årene er gået. De stiller også på scenen med attitude, spilleglæde og power nok til at overbevise om, at de stadig har al mulig relevans netop her. På Copenhell. Hvor de trak et stort publikum til den største scene og uden den mindste dirren sagtens kunne leve op til at fylde den ud, med taknemmeligt fravær af udenoms-gøgl og forstyrrende effekter. Bare rock.

En hårdtslående time sluttede til lyden af, naturligvis, ‘Wild Child', inden en forlænget festivaludgave af ‘I Wanna Be Somebody’ rundede sættet af med bravur. W.A.S.P er absolut bedst under åben himmel og kan bære det som få. Med fryns, gammelmandsflæsk, truckerbriller og hele svineriet. 

Det blev en koncert for de seje, outsiderne, de, der kendte hittene, og de helt nye fans. Kort sagt en fest for folket.