Copenhell 2018: Hovednavnet
Populær
Vi har udråbt dem til Copenhells moralske hovednavn, og Kreator beviste også, at de burde have været øverst på plakaten. Altid.
Hail to the Hordes
Enemy of God
Satan Is Real
Civilization Collapse
Phobia
Gods of Violence
Fallen Brother
Hordes of Chaos
Violent Revolution
Pleasure to Kill
Der går så meget som tre sange, før en fyr i publikum vender sig om og siger til mig, at jeg ikke behøver at notere mere på blokken, jeg skal bare skrive, at Kreator er Copenhells hovednavn. Det har han fuldstændig ret i, så meget desto mere som jeg allerede har proklameret præcis dét talrige gange op til festivalen.
I en bedre verden stod Kreator på hovedscenen ved midnatstid og var det store, samlende omdrejningspunkt for enhver festival, de end måtte være på. Kreators verden er den bedst tænkelige af alle: Det er den, hvor vi alle er enige om, at verden er galt på den, at det er magthavernes skyld, og at løsningen på alt er thrash. Thrash med samfundsbevidste tekster om alle de forhåndenværende problemer, der omgiver os: Krig, forurening, religion. Du ved.
Så når Kreator indtager den fortryllende kikset dekorerede scene mellem altre, omvendte kors og hængte cut-outs, og Mille Petrozza træder frem med nyfarvet flagrende hår, bør vi et eller andet sted være ærbødige. Her er et band, der banet vejen for den europæiske thrash metal, for den sydamerikanske thrash metal, for den sags skyld, og har valgt ikke at lade det blive ved det: Kreator er veteraner, men når de spiller på Copenhell, er det ikke som et nostalgitrip med veteranerne, det er som et af de bands, der er med til at bære metallen videre.
Man kan indvende en del mod den måde, Kreator gør det på: Først og fremmest at de er så crowdpleasende, som de er. Kreator startede som det mest arrige og indebrændte thrash metal, man kunne ønske sig: I dag er det de store omkvæd, håndklap og konfettikanonener, der dominerer billedet. På den måde udgør de en klar kontrast til Deftones tidligere på eftermiddagen, der spillede et sæt næsten udelukkende baseret på det tidlige materiale, som alle kender, om de vil være ved det eller ej: Kreator vægter i dag deres nyere, lettere tilgængelige materiale over deep cuts fra bagkataloget. I en grad, så en kammerat, jeg møder i slutningen af koncerten, står og sukker over, om de dog ikke kan spille ‘Pleasure to Kill’. Så gør de også det, og så er alt godt.
Det er så crowdpleasende, Kreator er. Og publikum belønner dem for det: Det kan godt være, at Mille Petrozza i ‘Enemy of God’ arbejder hårdt for at arrangere en mosh pit, men det behøver han strengt taget ikke, for den opstår helt spontant. Folk vælter rundt med smil, der er bredere end den evigt glade bassist Christian Giesler, der stadigvæk virker, som om om han er dybt forundret over, at han overhovedet kan få lov at spille med Kreator. Folk er gode til at hjælpe hinanden op, hvilket harmonerer glimrende med Kreators seneste store hymne, ‘Fallen Brother’. Skærmene viser billeder af et bredt udvalg af metallere og alle mulige andre, der primært kvalificerer sig til titlen som fallen brothers ved at være, netop, faldne. Det virker besynderligt, at Prince, Leonard Cohen, David Bowie og Chris Cornell skal hyldes sammen med Peter Steele, Cliff Burton og Jeff Hannemann: Som om thrash metal ikke har historie nok i sig selv.
Det var egentlig den, Kreator kunne have formidlet: Thrashens historie. I stedet går Kreator på scenen som det store, samlende veteranband for alt det, metal er. Og man under dem at være det navn. Man kunne ønske sig flere klassikere fra 80’erne – manner, man kunne ønske sig en perlerække af dem, for Kreator har dem – men man kan godt forstå, hvorfor Kreator i dag satser på at få folk til at synge med på ‘Satan Is Real’, ‘Gods of Violence’, ‘Hail to the Hordes’ og ‘Phantom Antichrist’.
Det virker. Fire årtier inde i karrieren virker det hele for Kreator. Derfor kunne man godt unde dem at være det hovednavn, de i ånden er.