Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2018 – Hanna Ella Sandvik

Updated
20915183_10156494370458332_5907881309966649358_n

Der var lavvande i de danske punk-udgivelser, men til gengæld er der masser af både dansk og udenlandsk metal i den progressive ende, der sparker igennem. 

Årets danske album:

1. Cold Night for Alligators: 'Fervor' Bandets første album, ‘Course of Events’, var en fantastisk progressiv størrelse, men kunne tabe lytteren lidt i de mest tekniske nørklerier. Med ‘Fervor’ har bandet taget et modigt skridt imod mere udtraditionelle genrer som R&B, jazz og ikke mindst popmusik. Det er dog ikke på nogen måde et knæfald for et mere mainstream marked, men i højere grad udtryk for en udogmatisk tilgang til progressiv metal. Man fristes til at drage paralleller til islandske Agent Frescos mesterværk ‘Destrier’, og det er ærligt talt det flotteste kompliment, jeg kan give noget band.

">

2. Møl 
: 'Jord' Det lader til, at det store udland har fået øjnene op for Møl, og det er bestemt fortjent. 'Jord' danner mørke, indre stillbilleder og holder på lytterens opmærksomhed hele vejen igennem. 



3. Forever Unclean
: 'Woof' – Den danske punk-scene gik lidt i hi i 2018, men Forever Unclean sendte endnu en solid ep på banen. Bandet vil hellere bruge tid på at turnere end at udgive fuldlængdealbum, og ep-formatet passer egentlig også fint til bandets hurtige punksange, der smager lidt af det samme som f.eks. Hot Water Music.



Årets internationale album:

1. Architects: 'Holy Hell' Der var ikke meget at rafle om. Jeg har haft 'Holy Hell' på repeat siden udgivelsen. Det er bandets første indspilning uden Tom Searle, der desværre gik bort i 2016. Searle sniger sig dog ind på på albummets ubestridte "hit", nemlig 'Doomsday', der er baseret på et af Searles guitarriffs. Albummets lyrik adskiller sig fra tidligere udgivelser ved at være mindre fokuseret på verden udenfor, men inviterer i stedet lytteren med på en rundfart i broderen Dan Searles tab. Resultatet er smukt og dystert, men også utrolig catchy.



2. Zeal & Ardor: 'Stranger Fruit' Jeg er en sucker for genreblandingger, og derfor kan ‘Stranger Fruit’ ikke overses på denne liste. Selvom bandets første særdeles dystre udgivelse ‘Devil Is Fine’ er svær at overgå, har Zeal & Ardor med ‘Stranger Fruit’ opnået at udvikle lyden, især i en mere rytmisk retning, hvor sange som ‘Row Row’ jo er nærmest dansabel.



3. Drug Church: 'Cheer' Det er nærmest en umulighed ikke at blive fascineret af, hvor død indeni Patrick Kindlon kan lyde. 'Cheer' er tredje album fra Drug Church siden 2013, og selvom intet når den første skive, 'Paul Walker', er niveauet stadig tårnhøjt.



4. Night Verses: 'From the Gallery of Sleep' – Sælsomt, mørkt og instrumentalt. Night Verses fortsætter med at udgive albums, der transporterer lytteren med til jordens indre eller til fjerne galakser.



5. The Wonder Years: 'Sister Cities' – Denne udgivelse er nok lige på kanten af, hvad den normale Devilution-læser ville sætte tænderne i. The Wonder Years er kommet langt siden deres lidt mere punkede dage, og 'Sister Cities' følger fint i hælene på neo-emo-klassikeren 'No Closer to Heaven'.



Årets internationale hit:

Arcitects: 'Doomsday' –
 Der er ikke nogen vej uden om det. 'Doomsday' er en fucking banger.



Årets danske hit:

Cold Night for Alligators: 'Canaille' – Jeg ville ønske, at jeg kunne være mere opfindsom. Men 'Canaille' kunne man altså sagtens tage en dans mere til.



Årets genfundne klassiker:


Bomb the Music Industry!: 'I Don't Love You Anymore' – Jeg har simpelthen hørt så meget Bomb the Music Industry! i 2018. 'Get Warmer', som sangen er fra, er generelt en overset perle.



Årets koncerter:

1. Descendents: Roskilde Festival, 09-07-2018 Fantastisk dag! Vi mødtes tyve mand høj forrest i teltet og skålede til 'On Paper'. De er blevet gamle. Vi er blevet gamle. Men vi prøvede da for en enkelt dag at glemme det. 

2. Honningbarna: Rockefeller (Oslo), 14-01-2018 Selvom nordmændene (m/k) fortsat har en elendig koncertkultur, så mærkede man ikke til det, da kongerne af norsk punk besatte ellers så rolige Oslo.

3. Jeff Rosenstock, Karens Minde Kulturhus, 20-05-2018 – Da vi engang skabte hashtagget #jefftocopenhagen for at få Jeff Rosenstock til at spille i København, havde vi ikke regnet med at opbygge et venskab med manden. Det er nu mere eller mindre tilfældet. Og da han skulle spille en koncert i Sverige, så tog han da lige en tur forbi København, hvor et lokalt kulturhus for en aften blev besat af en masse glade punkere.

4. Zeal & Ardor: By:Larm, 01-03-2018 Jeg fik en smagsprøve, inden bandet vandt københavnerne over på Copenhell, og der er ikke andet at sige, end at det bare virker. Fortsæt.

5. Despereaux: By:Larm, 01-03-2018 Nogle gange er det bare skønt at se ungdommen gribe hårdt fat om de kaotiske hardcore-rødder og sejre. Det var ikke den mest velbesøgte koncert på festivalen, men bandet var simpelthen så overbevisende og indlevende. Jeg håber, en punk-booker i København snart ser lyset og booker disse talenter.

Det overså jeg i 2017:

Jeg er lidt pinlig over det, men jeg har faktisk forelsket mig lidt i Lower Than Atlantis' udgivelse 'Safe in Sound' fra 2017.



Årets optur:

I 2018 flyttede jeg hjem fra Oslo til København, og det har været én lang optur. Dog var gensynet med det lille punk-community omkring 'Punk's Undead' og Underwerkets mange husbands en særlig glæde efter mange koncerter alene i det kolde nord. 

Årets største skuffelse:

Australske The Smith Street Band valgte at aflyse alle Europa-datoer på grund af for mange tilfælde af overgreb mod kvinder til deres koncerter (endda til dem, hvor man skulle være under 18). Noget lader til, at australsk koncertkultur virkelig kunne have brug for en opstrammer.

Største ønske for 2019:

Efter et ret stille år håber jeg, at den danske punkscene kommer til at dominere min årsliste for 2019. Jeg synes, vi har utroligt mange dygtige bands, og jeg håber, de får tid til at indspille lidt mere.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Den er klar: Architects kommer til Danmark i januar, og jeg glæder mig simpelthen så meget til at slås (lidt) til lyden af sange fra 'All Our God Have Abandoned Us' og den nye 'Holy Hell'. Hvis metalcore skal lyde sådan, så kan jeg godt lide metalcore.