Årsliste 2024 – Sebastian Bach

2024 var et fesent år på alle fronter, vi vender tilbage i 2025 med mere vildskab. 

2024 har ikke været vild nok. Hverken musikalsk eller personligt. Det er på tide der sadles om – tiden er løbet fra halvbagte udgivelser, skabelon-kompositioner, gammelmandsmusik og let glemt, punket gøgl. Jeg kræver bedre musik! Danmark kan mere og bedre. Det kan ikke passe, at jeg år efter år skal fortælle sandheden – hvorfor lytter I ikke!? Jeg vil have unge mennesker, der tænker ud af boksen. Folk, der godt kan lide Slayer, men hellere vil være Ashnikko. Det skal være vildere, og vi skal have mere kaos – til gengæld lover jeg tilsvarende at være vildere og sejere i 2025!

Er man i tvivl om, hvor pøllet 2024 har været, kan man bare se ud over diverse lister for danske rock- og metaludgivelser. 100000001 lister, der alle nævner de samme fem bands. Pinligt, Danmark. Men for satan, hvor har det også været svært … med fare for overhovedet ikke at lyde kaotisk og sej er her årets mest interessante (ikke nødvendigvis bedste) danske udgivelser ...

Årets danske album:
1. Cabal: ‘Reworks’ – Haha bro, what!? Rewind, Cabal? Hold up! ‘Reworks’ har alt det, jeg gerne vil se fra et større, dansk, internationalt etableret band. Det er ballsy, det vidner om sans for sin samtid, og det er, ikke mindst, en kæmpe overraskelse, fra et band, der ellers har tendens til at lyde utroligt meget som sig selv, konstant. Man skal ikke lytte til Misstiqs version af ’Magno Interitus’ mere end én gang, før man nærmest vil ønske, at man kunne få den version live, bare en enkelt gang. Det er fucking sex på plade. Fire stærke kompositioner, der henvender sig mod hver deres elektroniske retning, men alle formår at mixe Cabals dystre mørke med en hårdpumpende energi. Det selvom John Cxnnor for én gangs skyld må affinde sig med at være svageste led.



2. Gradience: ‘Ironsight’ – Den her placering fortjener Gradience for netop at gøre det, jeg virkelig savner i dansk rock og metal. Lysten til at ryste posen, blande lortet og give os noget, vi ikke forventer. Nuvel, bandet hiver den ikke fuldt ud hjem, og der er næppe nogen, der har behov for mere Cabal, end vi allerede har (med mindre det er remix, mere please). Når det lykkes, kan Gradience til gengæld noget rigtig godt. Håbet herfra er flere black metal-elementer mixet med hip-hop-beats og lækker trip-hoppet r’n’b-vokal. 



3. Archon: ‘Requiem’ – Er alt ’core ikke efterhånden skabelon-metal? Kan man have Archons EP fra i år på en års-top-tre, når man efterspørger vildskab? ’Requiem’ er en gennemført stærk EP. Sangskrivningen følger nok den gængse skabelon, men der gås sjældent på kompromis – og så skal man ikke negligere, hvor velkomponerede pladens seks kompositioner er. Minimalt med rensang, tak. Maksimalt store armbevægelser, tak. Ikke så meget knald, blot solid udvikling siden debut-EP’en og en lyst til voldsomhed.



Årets internationale album:
Der udkom heldigvis også musik uden for Danmarks grænser ... masser af det faktisk. Selvom spillelisten mest bestod af singler og EP'er i år, er der da en hel del kunstnere, der har formået at gøre indtryk i fuld længde ...

1. Statiqbloom: ‘KAIN’– Det her er et solidt mix af dark techno, industrial og EBM. Det er dystopi i beats og en plade, der stinker af ubehag fra første nummer. Trods et par sejtrækkere vinder Statiqbloom med flere vanvittigt gode kompositioner. Ikke mindst ’Trecherous Eyes’, der står som et af årets mest aggressive numre.



2. Uboa: ‘Impossible Light’ – Støj, industrial, ubehag og ødelæggelse. Kæmpe plade fra australske Xandra Metcalfe. En udgivelse, man skal høre fra start til slut – og en plade, man ALDRIG har det rigtig godt ved. Det er et soundscape af dystopi, eksperimentalt støjende og vanvittigt følelsesbåret. En kæmpe fornøjelse at lytte til, men knapt så sund, hvis man allerede er lidt depressiv i det danske lorte-vintervejr. 



3. Allt: ‘From The New World’ – Surprise, surprise, a little piece of djent-core. Hvad der giver ’From The New World’ en signifikant fordel i havet af lort er deres svenske ophav og den yndede brug af forskellige genre-elementer. Har man en svag tand for Humanity’s Last Breath og Vildhjarta, kan man roligt kaste sig over denne. 



4. Knocked Loose: ‘You Won’t Go Before You’re Sipposed To’ – Fed plade. Se hvad Svend skriver: Det er blevet god smag at hade Knocked Loose. Aner ikke hvorfor. Bandet trækker nye løbebaner fremad i tiden for hardcore-punken uden at gå på kompromis med genrens sjæl. 



5. Mimi Barks: ‘This Is Doom Trap’– Det var denne eller Poppys ‘Negative Spaces’. Barkes vinder med et mulehår, primært fordi ’This Is Doom Trap’ virker mere autentisk. Derudover er det bare en sprød plade, der vil lige det jeg vil; blande alt muligt lort sammen og gøre det hidsigt. Det, selvom Barks egentlig er fedest, når hun bare rapper og er sur. Tænk, at alt det her kan foregå lige syd for vores grænse…



Honorable mentions:
Altså, den der Puppy-plade ik? Den udkom samme tid som Linkin Parks comback-plade, og er vel alt det jeg gerne ville have, ’From Zero’ skulle være. Et potent skud hyper-energi og kaos. Sentries’ ’Snow as a Metaphor for Death’ er et spødt mix af punk, garage og et industrielt islæt, der virkelig kan støje. Avralize fik også skudt en lækker progressiv djent-core-debut afsted, mens London Grammar gav mig noget tiltrængt hjerterum og melodiøsitet. Dertil et high5 til Widerberg og de mange virkelig lækre slow-edm-singles han har udgivet over året. 

… og så har Moris Blak vanen tro pumpet singler og gæste-remixet ud, af varierende kvalitet. Samarbejdet med Swarm falder dog blandt de positive, og det samme gør ’Sirenhead’-EP’en, der bare tæsker derud af i hidsigt tempo.



Årets danske hit:
John Cxnnor: ‘Red Eye – live at Copenhell’ – Det var en pisse vild koncert, og videoen vil for altid stå som et minde om en regnfuld aften i de tunge beats' tegn. Mere metal end alle andre bands på Copenhell 2024 tilsammen.



Årets internationale hit:
Bad Omens: ‘The Drain’ – Sig, hvad man vil om Bad Omens, men ’Concrete Jungle [The OST]’, leger elegant med flere industrielle udtryk. På ’The Drain’ hjulpet på vej af både Health og Swarm. Tilsammen et sindsygt fedt nummer med eminent, melodisk kant, der står i stærk kontrast til de fede beats.



Årets genfundne klassiker:
Massive Attack: ‘100th Window’ – Med vinylen i udsigt fik pladen i andet format op til flere afspilninger. Der er dage hvor jeg synes, det er den bedste Massive Attack-udgivelse. Jeg får stadig massive chills, når jeg lytter til ’Special Cases’ – og den video…!



Årets koncerter:
1. Violent Magic Orchestra: Roskilde Festival, den dag det var rigtigt vildt, 04-07-2024 – Stjernerne stod bare helt rigtig. Humøret var højt, lysten var stor og det japanske band gav en gennemført fantastisk koncert. En af dem, man tager til Roskilde Festival for at opleve.

2. John Cxnnor: Copenhell, den aften det regnede, 21-06-2024 – Årets helt store tilløbsstykke på Copenhell og en koncert, der sent vil blive glemt.

3. Tallah: Roskilde Festival, den dag folk tog hjem før tid, 06-07-2024 – Unge mennesker, ung lyst, stærk sangskrivning og de helt rigtige settings. Det var en magisk afslutning på Roskilde, der beviste, at hverken ”old-school” nu-metal eller metalcore behøver være afdanket eller middelmådigt.

4. TesseracT: Amager Bio, den dag det hele bare spillede, 15-02-2024 – Fanboy-anmelderen fik endelig en TesseracT-koncert, hvor ALT bare fungerede for det engelske band. En ubetinget topkarakter.

5. Scarlxrd: Roskilde Festival, den aften det hele blev blandet sammen, 05-07-2024 – Der har teknisk set været bedre koncerter i 2024, men Scarlxrd gav en koncert, der langt hen ad vejen er indbegrebet af alt det, jeg gerne vil have mere af. Ikke så meget pis – bare bland det hele sammen, som det nu lige passer.

Derudover var Charli XCX på Rossen smukt, Kellermensch i det Kgl. Teater var som altid godt, Spiritbox overgik Architects som opvarmning – og meget, meget mere. Dertil bliver jeg nok nød til at fremhæve Limp Bizkit koncerten på Copenhell. Endelig fik undertegnede set det der band fra dengang – og så var det faktisk mere godt, end det var dumt og fjollet. Som i meget mere. At folk fik ondt i røven bagefter over en ellers fint skrevet anmeldelse, var kun et plus. Tag en blød, slatten tudekiks, m8.

Årets danske navn:
Cabal – Devilution-dekretet siger, jeg skal skrive John Cxnnor her, og det havde vel også været på sin plads, men jeg synes egentlig Cabal har formået at lykkes med en masse godt i år. Musikalsk udfordret deres lyttere, men den store succes ligger i den massive tour-virksomhed. Det har været imponerende at følge bandet lykkes med at komme på plakaten, side om side med flere store udenlandske navne. Et vidnesbyrd om bandets fortsatte succes i udlandet. Keep it going. 

Årets internationale navn:
Poppy – Hun var her der og alle vegne. Der var den der Bad Omens single, der var vanvittig fed, der var hendes egen plade, og så var der den der Jimmy Kimmel-optræden sammen med Knocked Loose, i forlængelse af endnu en eminent gæsteperformance. Endelig rammer Poppy formen, på flere fronter. Forhåbentlig er det blot en forsmag på fremtiden.



Årets nye danske navn:
Gradience – De, der tør, vinder.

Årets nye internationale navn:
Avralize – Sprudlende debut, der vil alt muligt mærkeligt. Det er Periphery møder melodisk metalcore med et hint af horn, edm og hvad ved jeg. ’FREAKS’ rammer ikke fuldkommen plet, nogen gange bliver det simpelthen for melodisk og generisk metalcore, men her er et spændende udgangspunkt for udvikling. Hertil leverede Obeyer en bombatisk tung debut, alle bør tage en tur med i fitten, når der skal bøjes jern.

Årets comeback:
Linkin Park x P.O.D – Det oplagte svar er naturligvis Linkin Park, med alt det røg der kom ud af den gendannelse. Basalt set må vi nok bare se i øjnene, at nok var ’From Zero’ en fin plade (måske endda den bedste Linkin Park-plade i mange år), men så var den heller ikke mere. Når man så endelig skal sidde og grave i nu-metal hvad angår årets comeback, så kunne man måske i stedet fremhæve P.O.D.s ’Veritas’. Det er naturligvis lidt so-so, om man kan kalde det et comeback, men efter den dødsyge plade, der var ’Circles’ (2018), lykkes bandet med flere gode kompositioner, og skubber samtidigt bare lidt til opfattelsen af, hvad P.O.D. er.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Haruki Murakami: ‘The City and its Uncertain Walls’ – Ja, den er vist egentlig fra 2023, men jeg læste den først i år – primært fordi den først blev oversat til engelsk i 2024 (tror jeg). Hvis der er noget jeg kan fortabe mig i, så er det Murakamis univers og måde at skrive på. 

Det overså jeg i 2023:
Alle de danske bands, der bare gerne vil gøre noget andet end at efterligne og kopiere udlandet.

Derudover udkommer der virkelig meget lækker musik, som jeg aldrig fangede, eller som stadig finder vej til mit øre i en meget forsinket slipstrøm af 23.

Årets optur:
Min ”lille” quiz tog sit niende leveår. Et år, hvor jeg fik en ny partner in crime, der har været en stor driver i forhold til at skabe nyt liv, nyt indhold og komme med nye, gode ideer. En stort tak den vej, ditto til Luke’s og de ansatte, der fortsat skal udholde mit ego, Stengade, Loppen, Punpehuset, Templet og Live Nation – og naturligvis de mange deltagere gennem året, uden jer var der ingen quiz. Vi forsætter i 2025 og tager et VILDT jubilæumsår.

Årets største skuffelse:
Slayer blev gendannet. Hvem fanden havde brug for det? Kerry King havde ikke. 

Og så var 2024 simpelthen ikke vild nok, blot for at vende tilbage til indledningen. Hverken musikalsk eller personligt. 

Største ønske for 2025:
Mere vildskab, flere gode øjeblikke, flere sus i maven og lange snakke sent på natten. 

Det glæder jeg mig mest til i 2025:
Ovenstående. Hvad skal man bruge ønsker til, hvis de aldrig udleves?