Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 27 – Ugens udgivelser og koncerter

Updated
ill-2-97-1539066136

Der er Metal Magic i Fredericia og Aarhus har samme navne som Roskilde på tapetet. Pladerne er lidt af hvert fra hele verden med dødsmetal og dubstep.

Kunstner
Titel
+ Dizzy Mizz Lizzy + Orm + Xenoblight + Baest m.fl.
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

 

Ugens koncerter:
Mandag d. 5. juli binder Dizzy Mizz Lizzy en sløjfe på deres turné rundt i Danmark, hvor de også giver den sidste af i alt fem koncerter i Vega. Derefter skal vi frem til torsdag d. 8. juli, førend Aarhus har de samme tre navne på plakaten, der udgjorde metal-delen af Roskilde Festival 2021. Det er Orm, Xenoblight og Baest. Samme aften starter Metal Magic Festival 2021. Der er alverdens navne og bl.a. Denial of God og Illdisposed vil nok trække lidt opmærksomhed. Illdisposed tager pladen 'Submit' under kærlig behandling, når de headliner lørdagen i Fredericia.

I København gør High Voltage hvad de kan for at holde nattelivet i gang, og fredag har de Lucer på scenen. Lørdag er det Persecutor. Så det er København, Aarhus og Fredericia der løber med koncerterne her i uge 27.

Ugens udgivelser:
Af udgivelser er der lidt af hvert, men ikke mange prominente navne at finde. Folk er gået på sommerferie, og det ved de store pladeselskaber godt. Det afholder dog ikke canadiske Sanguine Glacialis fra at udgive deres anden plade 'Hadopelagic' på tirsdag. Det er progressivt, jazzet, vanvittigt og bare... ja, vi kan næsten ikke dy os for at kalde det dybt. Dernede, hvor man finder sange som 'Kraken':



Fredag er den store dag med mange udgivelser. Den mest største i denn uge er nok den fra Domination Campaign. Det er forsanger Jason Peppiatt fra Psycroptic, der har sit eget projekt. Den 33-årige australier fra Tasmanien, ja, ligesom hende, der har slået kløerne i Kronprins Frederik, gør det hele selv. Pladen hedder 'Onward To Glory', og du kan høre sangen 'The Snipers Gaze' derfra her:



Er man mere til klassisk black metal, så har svenske Hinsides din ryg. De smider deres debutplade 'Under Betlehems Brinnanden Stjärna', og det giver én lyst til at rejse tilbage til 1992. Fra pladen kan man her høre 'Skymningsfärd':



Men hvis nu man godt kan lide det lidt mere moderne, så har vi amerikanske Scattered Storm. De kommer fra Texas og har hørt efter i timen, da Fear Factory, Meshuggah og Slipknot var pensum. De smider EP'en 'Oblivion' ud via et label, der i sidste ende er Nuclear Blast. Det er moderne, og de har en musikvideo klar til nummeret 'Kingslayer'. Om de har set meget Game of Thrones' og er fans af Nicolai Coster-Waldau er uvist.



Lidt i samme stil kan vi nævne tyske Kambrium. Det er også moderne. Moderne metal med synthesizer. Ja, det er vel kun Tyskland sådan noget kan komme fra, og Kambrium er nu på deres femte plade. 'Synthetic ERA' udkommer på 'Reaper Entertainment' og er en spøjs blanding af power- og dødsmetal med alt mulig andet inde over også. Om ikke andet så er det værd at se musikvideoen, hvor forsangeren har en fremtidssikret udgave af Sabaton-forsangerens vest på, og der bydes kortvarigt op til eurodance med en snert af dubstep. I sandhed moderne ...

Udgivelsesoversigt:
Onsdag d. 6. juli:
Sanguine Glacialis: Hadopelagic  (Progressiv metal)

Fredag d. 09 juli:
Domination Campaign: Onward To Glory  (Dødsmetal)
71TONMAN: War Is Peace // Peace Is Slavery (Sludge/Doom metal)
Unendlich: Paradox Of A Broken World (Black metal)
Hinsides: Under Betlehems Brinnande stjärna (Black metal)
Sterbhaus: Necrostabbing At Göta Källare – Live In Stockholm (Thrash/death/black/heavy metal)
Mads Christensen: 5212 Helvete (Black post-punk)
Marras: Endtime Sermon (Black metal)
Mütherload: Ü (Groove/melodisk dødsmetal)
Ruadh: Eternal (Northern Celtic/atmospheric black metal )
Zement: Rohstoff (Electronisk krautrock)
Ghost Horizon: The Punishment of Life (Black metal)
Love Is Red: Darkness Is Waiting (Melodic hardcore)
Night Crowned: Hädanfärd (Black/death metal)
Scattered Storm: Oblivion (Industrial groove metal)
The Lords Of Altamont: Tune In, Turn On, Electrify (garage rock 'n' roll)
Blind Petition: 30 Years In A Hole 1991 Rarities & Outtakes (Hard rock/metal)
Clouds: Destin (Doom metal)
Hammers Of Misfortune: The Bastard (Re-Release) (Heavy metal)
Kambrium: Synthetic ERA (Epic synthwave death metal)
Various Artists: World Without End (Deathrock)

Søndag d. 11. juli:
Orphan Donor: Unraveled (Metalcore/screamo)