Uge 7: Ugens udgivelser
I den forgangne uge anmeldte jeg en pizza. Tiderne er mere og mere desperate, især nu solen kommer ud og giver os forhåbninger om, at verden måske vender tilbage til os. Men kære læser, der kommer til at gå lidt tid endnu inden vi kan fortælle jer om ugens koncerter – så her er vi igen, og skriver om ugens udgivelser.
Selvom det er en ringe trøst. Fredag er som sædvanligt ugens største og eneste dag, hvor der udkommer større albums. Som om vi nogensinde havde tid til at lytte til albums i førdagene, hvor weekenden var fyldt med øl og koncerter. Men i det mindste har vi nu weekenderne frie til at lytte til de nye udgivelser. Juhu. Her er dem vi har bidt mærke i:
Mogwai: As the Love Continues
Tiende album fra de skotske post-rockere. Albummet er ligesom tusind andre forsinket af pandemien, men letter altså sine sorte vinger på fredag. Personlig er jeg lidt skuffet over titlen. Her har Mogwai altså tidligere virkelig skrevet nogle af de bedste album-titler nogensinde, som for eksempel: ’Come On Die Young’, ’Happy Songs for Happy People’ eller ’Hardcore Will Never Die, But You Will’. ’As the Love Continues’ bliver måske ikke din næste tatovering, men måske dit næste yndlingsalbum. Lad os se på fredag.
Ricky Warwick - When Life Was Hard and Fast
Altid brudepige, men aldrig bruden selv. Ricky Warwick har spillet med sit eget band The Almighty og turneret med Mötorhead, Metallica og Iron Maiden. Senere begyndte han at spille med Thin Lizzy, og senere i gruppen Black Star Raiders. Warwick har siden da forsøgt sig med en solokarriere. Han giver det endnu et skud på fredag, med et album der lyder som et tilbageblik på livet før. Vi kan ikke garantere, at det bliver værd at lytte til.
Wizard: Metal in My Head
Tysklands svar på Manowar, ifølge Wikipedia i hvert fald. Er du klar til at slås? Så husk kun at gøre det med dig selv. Det er ikke forsvarligt at slås med andre endnu. 12 albums, og der er stadig drager tilbage at skrive om. Glæder I jer ikke?
Nothing,Nowhere: Trauma Factory
Som ugens Soundvenue-venlige indslag på listen finder vi Nothing,Nowhere, der er kunstnernavnet, Joseph Edward Mulherin har valgt at tage. Hvis du tør smage lidt på noget, der er henimod Tiny Moving Parts eller La Dispute men udtænkt af unge mennesker, for unge mennesker (en målgruppe jeg ikke længere betænker mig selv at være i), så synes jeg, at vi kollektivt skal prøve at give Trauma Factory et skud! Jeg har hørt han… rapper? Yikes. Det bliver måske for stor en pille at sluge for nogen af os. Jeg er dog blevet lovet, at det ikke er ligesom Machine Gun Kelly.
Andre udgivelser:
Detrius: Myths (Thrash) 19.02.2021
Harakiri for the Sky: Mære (post-black metal) 19.02.2021
The Hold Steady: Open Door Policy (rock) 19.02.2021
Lake of Tears: Ominous (heavy metal) 19.02.2021
Temperance: Melodies of Green and Blue (melodic power metal) 19.02.2021