Årsliste 2024 - Thune Kirk
Købte et hus i forstaden, hørte en ekstrem mængde musik, kom på glatis.
Sikke et år, egentlig.
Syl uddelte verbale knyttere til et awardshow, det norske Helvete brændte, og King Diamond fik endelig udgivet en single! Jeg købte et hus i forstaden og rykkede familien og et par Audiovectorer derud og gik kold på kedeligt handymansarbejde trods svendebrev og store planer.
Sarah Davachi, Tigran Hamasyan og Beth Gibbons udgav hver især nogle af årets største plader, men også Felicia Atkinson, Kali Malone og Maria W Horn bidrog dygtigt til lydkunstens lærreder. Her til lands kunne man ikke komme uden om Anna Roemer eller Simone Tang – og Noah Carter skiftede pludselig det engelske ud med det danske og udgav årets bedste rapalbum. Jazzverdenen blev beriget med nye lyde fra Grégory Privat, Kessonkoda og Amirtha Kidambi, og i den elektroniske sfære sendte Sote en kæmpe nonverbal fuckfinger til det iranske præstestyre med albummet ‘Ministry of Tall Tales’. Ikke at forglemme Jon Hopkins, Alessandro Cortini eller MIZUs fornemme albums fra året der gik.
Pladen ‘Best Life’ fra Darkwave-projektet V blev hurtigt en af mine yndlinge, og Mary Ocher gjorde det pludselig interessant at sætte en popplade på afspilleren.
Alt sammen godt og spændende – men ikke nær så vigtigt som hovedgenren!
Årets danske album
1. VOLA ‘Friends of a Phantom’.
Nogen ville måske hævde at der er diskrepans mellem at have ‘Friends of a Phantom’ på førstepladsen, og samtidig mene at det ikke er VOLAs bedste album i diskografien. At dette album måske er en anelse for poleret. Det er det ikke for mig.
Meget spændende er sket siden vi første gang stiftede bekendtskab med VOLA med ‘Homesick Machinery’ fra 2008 til i dag. Altid sker der nye ting, og altid bliver nye ting udforsket. Man kan aldrig helt vide, hvor man har VOLA – netop på grund af den ekstraordinært høje kreative kvalitet. En evig rejse, med evige skift i numre samt mellem udgivelser.
VOLA er et band med uhyre dygtige musikere, og ‘Friends of a Phantom’ er et af de bedste album udgivet i Danmark generelt i 2024. Det er det grundet sangskrivningen, kompositionerne, nytænkningen og den fantastisk lækre blanding af genrer, rytmer og taktarter. Intet binder VOLA, det er musicianship af højeste karat. Mere af det, tak. Det eneste der er galt med VOLA er, at de måske er for gode til lille Danmark.
2.Septage ‘Septic Worship’.
Som sidste album fra Septage udkom ‘Septic Worship’ i marts lige i rette tid til at smadre grillfesterne rundt omkring i landet i sommer. Lækkert. En perfekt samling københavner-gore-grind med masser af smat og smadder, der er ondt som ind i helvede, men som samtidig er velspillet, kreativt og velkomponeret.
3.Sære Gamle Villa ‘Anden Akt’.
Sære Gamle Villas andet album nåede lige at ramme mig i ugerne op til årslisterne. Et dansk postpunk-album med æstetisk lyrik i digtform pakket ind i et lækkert sløret univers som stemning. Danni Storm (Under Al Kritik/Fejlfix/Ond Tro) formår på albummet at give os lige dele sol og tusmørke, lige dele blomstermark og brokvarter, og det ender med at være et yderst kunstnerisk og lytteværdigt album. Et af dem vi trængte til, et af dem der stikker ud – jeg mærker vibrationen.
Vægtløs er ikke med på listen, fordi det er et af de mest hørte album i år. Tværtimod kan jeg faktisk ikke særlig godt holde ud at høre på det, og det er i dette tilfælde en kvalitet. Mesterlig lyrik i et alt, alt for relaterbart univers – det er smukt, melankolsk, dybt og eftertænksomt. Et af de vigtigste album i vores genrer i år. Måske især på grund af teksterne; det er dem, albummet vinder på. Også kunst kan være smukkest, når det blottede har noget på hjerte.
5. Terrorpy ‘The Bisection Collection’.
Vi bliver ikke givet mange muligheder for at trække vejret på Terrorpys andet album. Til gengæld får vi 34 minutters intens lektion i vaskeægte fynsk død, med teknisk snilde og en hvilepuls på 666. Det er ret heftigt. Det første album var fint, dette album er til gengæld godt – og det bliver med sikkerhed et voldsomt show på næste sommers Copenhell. Et af årets hurtigste, mest velspillede stykke dansk dødsmetal.
Boblere:
Horned Almighty ‘Contagion Zero’.
The Wakers ‘With Our Blindfolds Off’.
No Freedom 'Demonstration Cassette #1’
Mite ‘Trials of Man’.
Hyperdontia ‘Harvest of Malevolence’.
Sewer Haul (Slovgh) ‘Emetic Fluid Transaction’.
Strychnos ‘Armageddon Patronage’.
Årets internationale album
1.Krallice ‘Inorganic Rites’.
Hvad der på papiret ikke burde passe sammen gør det alligevel. Modsatrettede numre og ideer udfordrer hinanden og er i enden harmoniske på amerikanske Krallices fjortende studiealbum. Med en særegen blanding af progressiv black og død med synth inspireret af tyske pionerer leverer Krallice et retro-futuristisk værk, der både er hjemsøgende og smukt i sin gru. En overjordisk collage med lige dele fremadstormende energi og rolig eftertænksomhed, og som hele tiden søger nye retninger. Årets album for mig i metalgenren, jeg vender hele tiden tilbage.
2.Blood Incantation ‘Absolute Elsewhere’.
Ingen har kunnet overse Blood Incantations succes i år, og det er fuldstændig fortjent. Bandet var på de to forudgående album superspændende at lytte til, deres musik er altid blevet hypet og har altid skabt debat, men ‘Absolute Elsewhere’ ér i sin egen liga. Den unikke blanding af dødsmetal og psykedelisk rock og synth planter dem helt i toppen af den kreative fødekæde – i en dødsmetalgenre, der alvorligt trænger til musikere som dem i Blood Incantation. Dem, der tænker nyt og ikke lader sig begrænse. Et af årets bedste udgivelser generelt.
3.Convulsing ‘Perdurance’.
Også det australske enmandsprojekt Convulsing går sine egne veje. Brendan Sloans tredje album ‘Perdurance’ er et grimt og ulækkert bekendtskab, der ikke er sat i verden for at ae dig med hårene. Tværtimod er kunsten netop det negative, det kantede, det dissonante og det larmende, men tøjlede, og sat i system. Det er teknisk og elegant, dystert, overlegent og egentlig ikke særlig rart. Det ubehageliges kunst.
4. Oranssi Pazuzu ‘Muuntautuja’.
Oranssi Pazuzu inviterede på tre kvarters rejse ind i skæve landskaber gjort af psykedelisk black metal, og jeg tog imod invitationen. Lige hvad jeg trængte til. Sci-fi-synth, syret elektronik, vilde vokaler i et turbulent mix, der både er kaotisk og fløjlsblødt. En rejse, du ikke på forhånd kan gennemskue og hvor du undervejs hele tiden tages i nye, uudforskede retninger. Et virkelig, virkelig godt album.
5. Adversarial ‘Solitude With the Eternal’.
Dissonans og afstraffelse. Dødsmetal på kanten til at være war metal. Canadiernes tredje album er en halv times uafbrudt revselse og nedrivning af det eksisterende, og det er superrart, og supergodt udført. Jeg har virkelig slået meget græs til det album i sommers. Ondt, brutalt og en perfekt getaway på 30 minutter. Det skal også til.
Boblere:
Ulcerate ‘Cutting the Throat of God’.
Necrot ‘Lifeless Birth’.
Abhorration ‘Demonolatry’.
Contaminated ‘Celebratory Beheading’.
Hecatoncheir ‘Nightmare Utopia’.
Cosmic Putrefaction ‘Emerald Fires Atop the Farewell Mountains’.
Black Curse ‘Burning in Celestial Poison’.
Grendel’s Sÿster ‘Katabasis into the Abaton’.
DEATH KILLER ‘Total Destruction of the Entire Universe’.
Malsten ‘The Haunting of Silvåkra Mill - Rites of Passage’.
Bedsore ‘Dreaming the Strife for Love’.
Deathrite ‘Flames Licking Fever’.
Vanhelgd ‘Atropos Doctrina’.
Funeral Leech ‘The Illusion of Time’.
Årets danske hit:
Årets Internationale hit:
Islandske Múrs ekstravagant lækre video til nummeret Heimslit er årets hit. Mest pga videoen, den selvbetitlede debut er nu også ganske lytværdig.
Årets genfundne klassiker:
Nu afdøde Mika Vainios geniale distortede mix af et tungt og industrielt bas-tæppe med ultra syntetiske dødsstød af diskant, clicks og cuts fandt igen vej til mine ører i år. Albummet ‘Peau friode, léger soleil’ fra 2015 er en lækkerbisken. Og vi hører vel ikke kun metal, gør vi?
Årets koncerter:
Året 2024 bød på huskøb, hjælpeløst handymansarbejde og en ekstrem mængde lyttet metal, samt et yderligtgående få antal koncerter. Til gengæld var flere af dem gode.
1.Terror: Tøjhuset, Fredericia 22-03-2024
For de af os, der fyldte Tøjhuset i Fredericia til et udsolgt Terror-show en kølig aften i marts, vil med sikkerhed være enige i at netop dét show var et af de vildeste på vores side af Storebæltsbroen i år. Alt gik op i en højere enhed; et kampberedt og højenergisk publikum samt et band, der var lige så friske og aggressive. Vi dampede, da vi kom udenfor.
2.Suffocation: Pumpehuset, København 12-02-2024
Hvad skete der egentlig den aften i Pumpehuset? I hvert fald kogte det over. Et af de bedste Suffocation-shows i Danmark i årevis, og en propfyldt sal hvor der vitterligt blev moshet fra første strofe i første opvarmningsband. Kombinationen af den nye skole i Organectomy, Enterprise Earth samt Sanguisugabogg overfor de erfarne herrer i Suffocation var nok opskriften på det, der gik hen og blev en ualmindelig heftig mandag med et bredt publikum, der alle havde det til fælles, at de havde lyst til at give den gas.
3.Mite: Odense Metalfest 2024, Odense 26-10-2024
Jeg har set Mite mange gange. Aldrig har jeg set Mite så gode som den lørdag eftermiddag på Odense Metalfest. Gulvet var proppet og i gang fra start, og Peter Sandvig og Co. var yderst vrede. Et superaggressivt show lige til at blive glad i låget af. Alt spillede.
4.Blazing Eternity: Odense Metalfest 2024, Odense 26-10-2024
Vi trængte til denne koncert på årets Odense Metalfest. Et frisk kvalitativt pust og med et sensitivt mørke. Den lille sal var tætpakket, rolig og opslugt og trods lydmændenes dårlige arbejde leverede Blazing Eternity en af de allerbedste koncerter overhovedet på Odense Metalfest 2024.
5.HXC Kids, Musikhuset Posten, Odense 14-04-2024
Premieren på landets første rock og metalfestival for børn fandt sted på Musikhuset Posten i Odense. En fabelagtig dag der beviste at man meget sagtens kan levere musikkultur i børnehøjde uden at tale ned til publikum, men netop lave det på deres præmisser. En bragende succes som bagmændene Johan Tankred og Nicki Refstrup Bladt godt kan klappe sig selv på skuldrene over. Super initiativ.
Årets danske navn:
Blazing Eternity er årets danske navn fordi de pludselig udgav et af karrierens allerbedste album efter 21 års fravær. En bedrift i sig selv. Samtidig er det et virkelig godt album, der så absolut har noget på hjerte. Noget at byde ind med.
Årets internationale navn:
Når man som Blood Incantation udvikler på dødsmetal, og komponerer så godt, så er man årets internationale navn. Ikke alene er det et supergodt metalalbum, det er også et album, der får folk uden for vores metalcirkler til at blive nysgerrige.
Årets danske nye navn:
Guttural Disgorge er nye nok til at pryde denne liste, og gutterne gør det ultragodt i en genre, mange ynder at gøre grin med, men dem om det. Det er supereffektivt, superindstuderet, super eksekveret – og bliver Korsbæk for snæver, må gutterne bytte Jylland ud med USA.
Årets nye internationale navn:
Finske DEATH KILLER er årets nye internationale navn på grund af debuten ‘Total Destruction of the Entire Universe’ som, udover at være årets bedste albumtitel, samtidig er en fuckfinger til konservative og kvælende genrekonventioner. Et album, der med sikkerhed deler vandene, og som er svært at beskrive; men metal, det er det. Det er industrielt, overkomprimeret, skramlet, melodiøst, vanvittigt og ret godt udført.
Årets comeback:
Amerikanske Brodequin udgav i nullerne noget af det hårdeste dødsmetal verden havde set, tog på et par europaturneer og var nødt til at lægge projektet i dvale. Lige indtil i år, hvor de genopstod med albummet ‘Harbinger of Woe'; et helt igennem hårdtslående og herligt dødsmetalalbum som viser, at man sagtens stadig kan være hårdtslående i genren samt have det som varemærke.
Et overraskende godt comeback-album.
Årets fysiske udgivelse:
Jeg brugte alle mine penge på et hus i forstaden, på gips, på maling, og i meget lille grad fysiske udgivelser. Pladesamlingen blev underprioriteret, omsorgssvigtet, og må i bedste fald kun være en smule skuffet. Til gengæld var Midnat Records Palæstina-bånd ‘Show Your True Colors’ et godt initiativ.
Det overså jeg i 2023:
Jeg overbelaster både min hjerne og mine ører med alt for meget musik i alle genrer, men overser til stadighed altid noget. I skrivende stund må jeg have overset, hvad jeg tidligere har overset.
Årets optur:
Årets optur er med sikkerhed det faktum at StrafBar; et lille frivilligdrevet feministisk nonprofit spillested uden for lands lov og ret ikke så langt fra Svendborg har formået at være Fyns og Syddanmarks mest interessante spillested, når det kommer til deres bookinger. Til forskel fra de store spillere har de faktisk fingeren på pulsen, og formår at bidrage og udvikle.
Årets største skuffelse:
At Opeth ikke udgav et af årets bedste album, at Amager Bios profil skal udviskes, samt måske især menneskeheden generelt.
Største ønske for 2025:
At Odense får sig et spillested på størrelse med en lille dagligstue - eller at Teater Momentum sætter flere metalkoncerter op i overetagen, at Martyrdöd langt om længe får udgivet nyt, at Musikhuset Posten ansætter en metalbooker samt får styr på lyden i den lille sal, at flere i verden tager sagen i egen hånd, samt at jeg tager mig sammen til at komme til nogle flere shows end dette år har budt på. Jeg ønsker mig også omkring 75% færre danske metalfestivaler med samme slags program.
Det glæder jeg mig mest til i 2025:
At Kill-Town Death Fest skal afholde sit 15-års jubilæum, Det nye Phrenelith, at plante en douglasgran i haven uden at mine kone ved det, at begynde at skrive noget mere, få hund og kat, begynde at spille klaver igen, få sat trommesættet op, opdage en masse obskur dødsmetal, være sammen med mine børn og se hvordan vores vanvittige verden pt. udarter sig.
