Ualmindelig heftig mandag i Pumpehuset
Populær
Enkelte mandage er bedre end andre - mandagens workout i Pumpehuset var en af de bedste i lange tider!
Thrones Of Blood
Breeding The Spawn
Dim Veil Of Obscurity
Pierced From Within
Funeral Inception
Perpetual Deception
Effigy Of The Forgotten
Hymns From The Apocrypha
Catatonia
Liege Of Inveracity
Infecting The Crypts
-
Bind Torture Kill
Der er kø. Det havde jeg ikke regnet med. Hvad havde jeg egentlig regnet med?
Sidste gang jeg så Suffocation i Pumpehuset foregik det forneden, og i dag er der næsten udsolgt til Kransalen foroven – det skulle jeg have sagt mig selv. Midt i stressen over at “komme for sent” går Organectomy i gang, og der er edderøveme smæk på. Det her bliver godt!
Jeg er en af dem, der er flyttet ud af byen, og i toget mod KBH kommer jeg til at tænke over, hvem vi er – os, der tager ind og ser Suffocation altså. Er vi dem, der er ved at være de gamle? Er det os, der nu er de gamle røvhuller? Det er vel en relativt ædruelig analyse at hævde, at Suffocations storhedstid var 90'erne og 00'erne, og de albumdebuterede trods alt i 1991 med ‘Effigy of the Forgotten’. I køen føler jeg mig rimelig aldersrepræsentativ, og heldigvis er Pumpehuset et sted, hvor tingene går hurtigt, så allerede i Organectomys andet nummer står jeg i en tætpakket kransal og får øje på, at vi er masser af loyale gamle røvhuller – og lige så mange topseje og helt unge mennesker, der allerede har gang i gulvet foran scenen.
Sådan skal det være, og sammenlignet med sidste gang, Suffocation gæstede Pumpehuset, er energien mærkbart anderledes. Det er mandag, men der er fest og god energi fra start!
Den absolutte partystarter
Måske er det pakken. For Organectomy, Enterprise Earth og ikke mindst Copenhell-aktuelle Sanguisugabogg repræsenterer og kommer fra den moderne del af dødsmetalscenen, og som vi skal komme til at opleve denne aften, så skaber og leverer de en afsindig god og rowdy energi med masser af mosh og stage dives – ligesom dengang, de gamle røvhuller ikke var gamle endnu. Alt er godt, alt er i virkeligheden som det plejer på en god aften på metalscenen, og så gamle er vi jo heller ikke vel?
Men det er nu en tydelig god energi, der forplanter sig ned gennem gulvet under Organectomy. Positiv og rowdy, og i tredje nummer hopper halvdelen af salen periodevist allerede med. Forsanger Alex Paul er en raket og er i gang over hele scenen til alle tider. På plade har New Zealandske Organectomy ikke rigtig sat sig fast for mig – men her live går det op for mig, at det måske er en fejl. Jeg bør nok lige lytte en ekstra gang, for det er virkelig smæk på, det er ret fedt, og gulvet giver tilbage med masser af dans og moshpit.
Den absolutte partystarter. Det kunne ikke være federe.
Så da amerikanske Enterprise Earth går på scenen med deres i øvrigt nye forsanger Travis Worland, er vi ligesom allerede i gang. Indimellem kan det første band på en aften være så godt, at det tager fokus fra de næste, og selvom at det sagtens kunne have været sådan en aften, så er det ikke noget, Enterprise Earth har tænkt sig at tillade. Første note på min telefon fra koncerten er: “ud over alle grænser fedt”. Er det overdrevet? Det tror jeg ikke. I hvert fald var det sådan at jeg havde det, for bandet er supertændte, og gulvet bliver nu for alvor antændt!
Af en eller anden grund har jeg fået i hovedet, at stage dives ikke er tilladt i Pumpehuset. Det er i hvert ikke altid at det er tilfældet, men denne aften skorter det ikke på udspring, og koncerten med Enterprise Earth har minimum 50 af den slags. Der er virkelig gang i den, Derek Boyer fra Suffocation ser anerkendende med fra sidelinjen, og vi får det ene menneske i hovedet efter det andet. Bandet spiller fedt og voldsomt, og man kan tydelig fornemme dygtigheden hos især trommeslager Brandon Zackey og guitarist Gabe Mangold. Enterprise Earth er superaktuelle med albummet ‘Death: An Anthology’ og vi får selvfølgelig en del derfra og det virker virkelig her til aften. Circle pit på circle pit, en enkelt wall of death og generel antændt og svedig stemning. Da Forsanger Travis Worland får sagt, at “det er det bedste show endnu på touren” bliver det taget godt imod, og der skal ikke meget overtalelsesevne til at tro på den påstand. Det ér virkelig et godt show.
Lys-kvindens værste mareridt
Jeg tør i hvert fald ikke gå nogen steder i pausen mellem Enterprise Earth og Sanguisugabogg, for salen er godt fyldt, og energien samt stemningen foran scenen og i den første halvdel af salen vil man ikke gå glip af i aften.
Kan det blive vildere? Findes der et trick til hvordan man husker at stave korrekt til Sanguisugabogg? Og kan The Bogg-Boys' hulemandsdød rive endnu mere op i os?
I hvert fald gør de forsøget og gulvet selvantænder i samme sekund, de går på. Dog finder trommeslager Cody Davidson ud af at én af lamperne i loftet irriterer ham, og det bruger vi forholdsmæssig meget energi på. Så meget, at det bliver komisk, og også så meget, at Sanguisugabogg spiller et show i delvist mørke. Det er et kompromis, men det skaber til gengæld en fed og hård stemning.
– Først efterfølgende går det op for mig, hvad det handler om; og det viser sig at Cody Davidson et par dage inde i touren har fundet ud af at han har en meget svær grad af epilepsi. Det er pludselig ikke så komisk. Tough shit.
For hårdt er det jo virkelig at høre på. Hulemandsdøden passer perfekt ind netop nu i Pumpehuset, hvor folk er svedige og giver den maks. gas i pitten. Bandet ér mere stillestående end de forrige, men gulvet leverer utallige circle pits – og stage dives skorter det i hvert fald heller ikke på. Sidst i koncerten er der op imod 20-30 mennesker på scenen, og det er hårdt arbejde at tage imod, når de kommer flyvende. Sanguisugaboggs show er ultrafedt, og har man været i tvivl, er man det i hvert fald ikke længere; et eller andet går op i en højere enhed her til aften! Det er en ualmindelig festlig mandag i Pumperen.
Suffocation skal have plads. Scenen rippes for alt unødvendigt, og før vi får set os om, starter en stemningsskabende intro. Kongerne træder på scenen i mørke, og pludselig går det ned.
Forsanger Ricky Myers har armene i vejret, og der lyder et brøl fra publikum. Man skal ikke tage noget fra Suffocation, men de forrige bands har virkelig gjort det godt, for det er tydeligt et overtændt publikum, der tager imod og starter endnu en fest. Vi lægger ud med ‘Seraphic Enslavement’ fra det nye album, og allerede på næste nummer, ‘Thrones Of Blood’, er der gang i pitten igen. Det er altid en partystarter – og nu med store klaser af folk, der maser og trykker os andre op mod scenekanten. En klemt og fed stemning, ligesom det skal være.
Guitarist Charlie Errigo får problemer med en guitar og spæner ud bagved. Det klares lynhurtigt, og det er tydeligt, at vi i aften har at gøre med et veloplagt Suffocation. De er altid gode, superdygtige og med en fed lyd – men nogle aftener er bedre end andre, og denne er i toppen. Der er overskud til smil, og dette show får lynhurtigt også godt med stage dives. Gulvet er måske roligere end under Sanguisugabogg og Enterprise Earth, men det er til gengæld pakket med fans – og det er altså heller ikke mere “roligt”, end at der er godt med mosh og adskillige flyvende forfriskninger. En kvinde der er med i et circle pit får overbalance og vælter ind i ryggen på mig med en fadøl, hele bagsiden af min T-shirt indeholder nu en kold fadøl og det er både afkølende og lige som det skal være. Der er godt gang i den, og det er også overraskende og en fed kontrast, da en herre pludselig står roligt ved siden af mig og sipper til et glas hvidvin med strittende fingre. Vi er mange forskellige, unge og gamle, fælles om kongerne af “New York Style Death Metal”, der denne aften giver os et godt udpluk af karrieren, men med et naturligt fokus på ‘Hymns From The Apocrypha’ fra november. Vi får selvfølgelig højdespringere som ‘Catatonia’ og ‘Infecting The Crypts', og da de slutter af med ‘Bind Torture Kill’ er ingen T-shirt længere tør.
Mestrene gjorde det her til aften – et perfekt Suffocation show med et perfekt publikum.
Både bands og publikum bør give sig selv en hånd for mandagens workout i Pumpehuset. Det var en af de aftener, hvor det gik op i en højere enhed; hvor der var en vild, rowdy og positiv energi. Hvor der var smil fra blødende læber, og hvor folk blev samlet op i det sekund, de ramte det øl-indsmurte gulv.
En virkelig god aften. Applaus.
