Mandags-moshing for de indviede

Mandags-moshing for de indviede

Fem timers smadder kan virke som en stor mundfuld på en mandag. Med et line-up som dette vælger vi dog i stedet at klage over, at chefen ikke havde givet os fri om tirsdagen.

Kunstner
Titel
Suffocation + Nervosa + Aeternam
Spillested
Dato
19-03-2018
Trackliste
1. Ave Satanas
5. Live Like An Angel (Die Like A Devil)
6. Parasite
7. Temples Of Ice
8. Warhead
9. Don´t Burn The Witch
10. War
11. Lady Lust
12. Leave Me In Hell
13. Black ´N´ Roll
14. Black Metal
15. Countess Bathory
16. Sons Of Satan
17. Witching Hour
Forfatter
Karakter
3

Med Bombehusets selvudnævnte 5-retters menu af død og ødelæggelse var en stram spilleplan i vente. Survive lagde for uden undertegnedes deltagelse, og således blev aftenen indledt i den mytologisk storladne dødsmetals navn i form af canadadiske Aeternam.

Man gennemskuede hurtigt fremgangsmåden: En melodisk intro fører over i en malstrøm af stramt organiserede tech metal-riffs for til sidst at fade ud i en mastodontisk tung, symfonisk outro. Nile har givetvis ikke levet forgæves her, men den legende lethed Antoine Guertin udviste i konstant vekslen mellem jungletrommer og blastbeats, koblet med de hypnotisk dragende outroer, bidrog dog til et ganske hæderligt helhedsindtryk af et band, der afgjort ikke har opfundet den dybe tallerken. Ikke desto mindre er de så teknisk sammentømrede og varierede, at de aldrig tabte pusten, men tværtimod hele tiden holdt jernet til ilden.

Det var dog først da det infernalske skrig, som indvarslede Nervosas brutale thrashseance, at den lovede menu af død og ødelæggelse antog sin rette form. Den bidske tone og de nærmest punket enkle riffs er endnu engang hørt i utallige variationer før, men eksekveringen og spilleglæden, som stråler ud af især forsanger Fernanda Lira, gjorde denne halve times primale thrash-stormridt til en rendyrket fornøjelse.
Et oplagt spørgsmål kunne være, om Nervosa havde fået samme opmærksomhed, hvis de ikke var hotte babes i deres bedste alder, og ja, der kan vel næppe sås nogen tvivl om, at dét at være kvinder i en mandsdomineret metalverden for nogen kan få øjnene på stilke. Der er dog meget mere ved brasilianerne, hvor især trommeslager Luana Dametto ikke blot mestrer det aggressive punch, men også har en teknisk præcision sjældent hørt i den thrashede del af metalverdenen. Den enkle ”Death! Death Death”-parole fungerer som tilsigtet, og især de aggressive 'Intolerance Means War' og den afsluttende 'Into Moshpit' får dødsfesten i gang på de forreste rækker. Galopmetal og moshing på en mandag aften – og det bliver kun bedre!

Som den delte headliner var Suffocation næste ret på menuen, og der var dømt frontalangreb fra første sekund – 'Thrones of Blood' og 'Effigy of the Forgotten' påviste med maskingevær-trommer og overlegen riffing hvorfor Suffocation stadig betegnes som fadderne til den brutale dødsmetal, og med en introsalve fra de kronede dage i 90'erne var det nærliggende at frygte, at de blot hvilede på laurbærrene.

Det er ganske vist kun Terrance Hobbs, der har overlevet tidens tand, nu hvor forbrøler Frank Mullen for nylig offentliggjorde sin definitive afsked fra bandet, men hvad end de senere tilkomne byder os, så er det intenst og tight som en nonnes skræv. Man fristes til at konkludere, at Suffocation på nogle punkter er, hvad man kunne ønske sig Cannibal Corpse fortsat var live. Der er ikke gået tomgang i maskineriet, nerven er intakt, og Ricky Myers, det nærværende pumpede brød i front, leverer et growl så tilpas snerrende, at Mullens arv fortsat lever. Titelnummeret fra 'Pierced From Within' står som aftenens absolutte highlight; råt, insisterende og gåsehudsfremkaldende i sin intensitet, og selvom enkelte senere indskydelser såsom 'Clarity Through Deprivation' fra den slemt skuffende '...Of the Dark Light' falmer en smule ved siden af fordums storhed, så var det en pragtpræstation fra legenderne fra New York, og vi kan med al god grund se frem til endnu en massiv energiudladning med dem på Copenhell til sommer.

Fra fædrene til den brutale dødsmetal og videre til black metals fædre. Eller dem, der lagde navn til genren, om ikke andet. Genredefinitioner eller ej, så var Venom Inc. sidste band på programmet. Et band, som vores ærværdige fotograf valgte at referere til som ”Fupvenom”. Og jovist er det svært ikke at stille sig som dommer over alle disse bands, der af interne årsager vælger at fortsætte i flere fraktioner, hvor man så selv må granske, hvem der fortjener ens opmærksomhed. I dette tilfælde er Cronos unægtelig den mest kendte fra Venom, men eftersom han har fortsat brandet med yngre kræfter har guitarist Mantas og tøndebasker Abaddon startet deres egen inkarnation af legenderne under det slet fordækte navn Venom Inc. sammen med Tony ”Demolition Man” Dolan. Som de mere velbevandrede i universet vil vide, er der tale om det samme lineup, som Venom selv havde fra 1989-1992.

Med blot ét album i bagagen under det nye navn, kommer det næppe heller som nogen overraskelse, at en koncert med Venom Inc. er som et step down memory lane med klassikere på stribe. Demolition Mans konsekvente posering med hovedet helt oppe i mikronen minder hurtigt én om Venoms store passion for Lemmy, og for min følgesvend, der ikke var bekendt med Venom forinden, blev det da også for meget Motörhead-tråd i længden. Som Demolition Man selv udtalte undervejs, ”Of course Lemmy's the reason we´re still here”.

Det er altid en balancegang for den enkelte at granske, om bands, der så dedikeret lever i fortiden, rent faktisk stadig kan præstere. Den primære tilføjelse til bagkataloget ligger i eksekveringen, hvor Venom altid har været berømte (eller berygtede?) for en sloppy approach, men her viste Venom Inc. sig denne aften at præsentere fortiden mere tight og stramt (måske på grund af trommeslager Abaddons fravær af familiære årsager; han var afløst af Jeramie Kling), ikke helt ulig Mantas´ lille pisk i nakken. 'Lady Lust' og 'Countess Bathory' var blandt højdepunkterne, sammen med den moshpit-indbydende 'Witching Hour' som afrunding på aftenen.

Næsten to timers Venom Inc. var måske lidt overkill, for at blive i Lemmy-termer. Især når vi blev fodret med tre timers varierede doser af smadder forinden, men i nostalgiens navn var det en fornøjeligt hårdtslående afrunding på den lovede 5-retters menu af død og ødelæggelse. Nogle smagte så af mere end andre, og så levede vi alle videre med ondt i nakken på jobbet tirsdag morgen.

Aeternam: 3
Nervosa: 4
Suffocation: 4
Venom Inc: 3