Monofonisk dystopi som rejse mellem tid og følelser
Det var ikke meningen, men fanget i en tidløs kapsel i hjemmestudiet under lockdown satte Vince Clarke lyd på en smuk, frygtelig rædsel, der både er relaterbar – og meget langt fra den popverden, vi kender ham fra.
White Rabbit
Passage
Imminent
Red Planet
The Lamentations of Jeremiah
Mitosis
Blackleg
Scarper
Last Transmission
Gaderne er øde. Lyssignalerne har ingen at dirigere, og det eneste der bevæger sig er en løs plastikpose, der dovent lader sig rive med af vinden, for efter endt opvisning i luften at lande i hjørnet for visne blade og hensmidte mundbind.
Året er 2020, hele verden er under lockdown, og i New York sidder Vince Clark indenfor i sit hjemmestudie og leger med Eurorack-moduler. Kongen af synthpop har ingen intentioner om at bruge sine synthesizere til andet end tidsfordriv netop nu, hvor han venter på, at restriktionerne lempes – og at han og Andy Bell igen kan mødes og kreere materiale til deres fælles band Erasure. Vince Clark var med til at stifte Depeche Mode, men trådte ud af bandet allerede i 1981, for gennem 1980'erne bl.a. at skabe Yazoo, The Assembly og Erasure.
At 63-årige Vincent John Martin i 2023 skulle udgive sit første egentlige soloalbum var sådan set ikke planen. Materialet på det, der skulle blive til ‘Songs of Silence’ var konsekvenserne af tidsfordriv og lockdown, samt den personlige interesse i at lege og nørde med synthesizere i hjemmestudiet – ikke intentionelt materiale af en kvalitet, der nødvendigvis skulle kunne udgives. Men da direktøren for engelske Mute Records Daniel Miller en dag ringer Clarke op for at høre hvordan det går, sender han numrene mod London, og Daniel Miller er ikke i tvivl; dette kunne meget sagtens blive til et album.
Kunst og isolation
Måske kunne man forestille sig, at netop Vince Clarke ville lave den slags synthpop som man kender ham for, udover koncepter som f.eks. technoprojektet VCMG med Martin Gore – og selvom Erasures nyeste album ‘Day-Glo (Based on a True Story)’ fra 2022 er et skridt i en mørkere retning, så ér det en overraskelse, at ‘Songs of Silence’ er gjort af så dystert et stof. Tager vi tilbage til den isolerende tid mellem os i det tidlige 2020, og et New York, der var præget af frygt og et restriktivt Covid-19-system, giver det pludselig mere mening. Billeder fra Kina og Italien lettede ikke på stemningen, og før vi blev klogere så det potentielt ildevarslende ud – en stemning, der meget let kan føres op til en nutidig prognose om jorden og menneskets tilstand her kun fire år efter, hvor kloden stadig er i brand, klimaet ændrer sig med rekordfart, og mennesket opruster, trækker fronter op og isolerer sig i grupper med stigende afstand til hinanden i et større, mere internationalt perspektiv.
‘Songs of Silence’ er altså et ambient-album, der kan agere lydspor på alskens indadvendt refleksion eller ydre mørke omstændigheder; teknologien som den sammenknyttende, men samtidig isolerende faktor mellem mennesker. Et samtidigt sci-fi-univers med valgfrihed på associationer, gjort på ti dronede stykker lydkunst uden tekst, der bør tages ind og forstås som ét sammenhængende værk fra A-Z.
At alle numres udgangspunkt er én akkord, én key og musikalske associationer ud derfra er med til at sætte den karakteristiske tone for ‘Songs of Silence’. Et på én gang mørkt og ildevarslende lydtæppe, der i sin dronede kvalitet samtidig kan føles helende eller bevidsthedsskærpende som en “Omॐ-chant”.
Vince Clarke er bedst der, hvor den elektroniske flade brydes og tilsættes kontrast af og med akustiske instrumenter, som på ‘The Lamentations of Jeremiah’, hvor vennen Reed Hayes kom forbi studiet og lavede improvisationer på cello.
Eller kvindestemmen i ‘Red Planet’. Et helt igennem ildevarslende og møgfedt nummer, der starter ud med det, man kunne associere som klodens nedtælling, eller hjerteslag om du vil. Alt skriger fare og billeder af rovdrift, hovedløshed og logiske konsekvenser heraf tegner sig på nethinden – kun afbrudt og intensiveret af syntetiske dødsstød indimellem. Det er ultrastemningsfuldt, smukt og farligt – og man kan ikke lade være med at komme til at tænke på tyske Klaus Schulzes futuristiske, men dystre og negative fremtidsvisioner på lækre elektroniske albums som ‘Irrlicht’ og ‘Cyborg’ fra starten af 1970erne.
Trods det faktum, at ‘Songs of Silence’ med sikkerhed vil have bedst af at folde sig ud som én lang, uafbrudt flade fra ende til anden, er en anden højdespringer dog nummeret ‘Blackleg’. Da Vince Clarke for år tilbage samarbejdede med Martin Ware fra Heaven 17 om at lave musik til kunstinstallationer, forærede Martin Ware ham et kassettebånd med forskellige engelske folksange fra det nittende århundrede.
Et af dem er en arbejdersang, der stammer fra 1844, da minearbejderne i Northhumberland blev lockoutet og valgte ikke bare at vende den anden kind til, når kollegaer blev til strejkebrydere. Vince Clarke havde i årevis forsøgt at bruge det kontroversielle sangstykke i sin musik, men det fungerede aldrig og stor var overraskelsen, da han under lockdown endnu engang fiflede med musikken, og acapella-stykket pludseligt passede perfekt over det atmosfærefyldte nummer, der naturligvis derefter kom til at hedde ‘Blackleg’.
“They grab his duds and his pick as well,
And they hoy them down the pit of hell.
Doon ye gaan, and fare ye well,
You dirty blackleg miner!”
Et lytteværdigt mørke
‘Songs of Silence’ er en overbevisende plade, der er værd at bruge tid på. Et ambient drone-album, der med sin natur kan føre lytteren mod emner som verdens tilstand, det ydre rum eller rummet mellem mennesker. Konsekvensen af en hel verdens nedlukning, men med et universalt relaterbart lærred, lytteren selv kan farvelægge – kun tonen er dikteret og monofonisk.
Manden bag pophits som ‘Just Can’t Get Enough’ har som 63-årig udgivet sit første soloalbum, og det er et virkelig mørkt, fremragende og vedkommende et af slagsen – og så er det meget langt fra det univers, man ellers kender ham for. Et moderne soundtrack til nutiden, men med klare referencer til 80'ernes og 70'ernes elektroniske synth-tradition, der i sidste ende bliver uhyre kunstnerisk og lytteværdigt.