Årsliste 2024 - Henrik Nielsen

2024 blev endnu et kapital i historien om det hektiske, moderne liv og nødvendigheden af at prioritere.

Endnu et år med for mange ting, der skulle huskes og gøres, og endnu et år med mangel på tid og overskud til at gøre det hele. Der skulle prioriteres, og desværre røg koncerter og musiklytning et stykke ned ad listen.

Til gengæld blev mulighederne for at invitere venner og familie til fødselsdage, hyggeaftener og lækker, hjemmelavet mad udnyttet i god stil, og udgangspunktet for 2025 er hermed sat.

Forandringer og store opgaver lurer forude i arbejdslivet og truer med at stjæle tid og energi – men som sidste år er ambitionen fortsat flere koncerter og mere musik.


Årets danske album:
1. Alkymist: ‘UnnDerr’ – En solid omgang møgbeskidt doom-fedtemøg, som lugter af både Vallenfyre-aggression og Triptykon-mørke, og det er absolut en kombination, der virker.

2. Livløs: ’The Crescent King’ – Livløs vokser som sangskrivere og som band. De vil ikke nøjes med at spille jævn, melodisk dødsmetal, og som ved de allerstørste stjerner på dødhimlen leder ambitionerne naturligt til progressive elementer. Det lykkes virkelig godt her.

3. Terrorpy: ’The Bisection Collection’ – Enten tror Terrorpy overhovedet ikke på tesen om ”den svære toer”, eller måske gør de og har derfor lagt sig ekstra i selen. For ’The Bisection Collection’ er decideret ulækker, hurtig, aggressiv og nådesløs!

4. Iotunn: ’Kinship’ – ’Access All Worlds’ er et af mine yndlingsalbums fra 2021, og især koncerten på Copenhell sidste år. ’Kinship’ er den svære toer, men Iotunn har evnen og viljen til at realisere ambitionerne.

5. Strychnos: ’Armageddon Patronage’ – Strychnos vil frem i verden, og de vil mere end bare smække skaller. De leverer et dybere mørke og essensen af afmålt ondskab.


Årets internationale album:
1. Opeth: ‘The Last Will and Testament’ – 35 år inde i karrieren kan Opeth stadig levere varen med et album, der både træder den evigt foranderlige prog-vej og trækker på storhedstiden i 00'erne, uden på nogen måde at virke leflende eller bagstræberisk. Det hele går op i en højere enhed som et stærkt konceptalbum.

2. Wintersun: ’Time II’ – Måske et af de mest ventede albums nogensinde, som onde tunger vil mene er lidt skuffende og undervældende. Men tag en dyb indånding og lyt igen, for ’Time II’ er virkelig godt. Faktisk så godt, at det muligvis er det bedste Wintersun-album til dato. Det er episk og storladent, og så gennemgående bare Wintersun.

3. Keygen Church: ’Nel Nome Del Codice’ – Victor Love udgiver og optræder primært MS-DOS-synthmetal som Master Boot Record – men hans kirkeorgel-sideprojekt Keygen Church kan noget helt specielt. Orgel, crunchy synths og korsang går op i en højere enhed.

4. Justice: ’Hyperdrama’ – Justice folder sig ud som Daft Punks cigaretrygende, solbrille-, guldkæde og gorillaslips-bærende, Fender Rhodes-spillende og low-key sketchy fætter fra et parallelt univers, hvor 1970'erne aldrig stoppede.
Er det metal? Næh, men Justices univers er mørkt, dystert og anspændt, og det virker.



5. Crypt Sermon: ’The Stygian Rose’ – En virkelig stærk opfølger til det fantastiske ’Ruins of Fading Light’, her er både klassisk doom og heavy for alle pengene, med lidt proggy krydderi hist og her. Crypt Sermon leverer igen-igen doom/heavy i topklasse.



Årets danske hit:
Alkymist: ‘UnnDerr’ – Der bliver kanaliseret seriøse Triptykon-vibes i både riffs og vokal, men der er ingen slinger i valsen og aldrig nogen tvivl om, at det her er Alkymist hele vejen igennem.



Årets internationale hit:
Wintersun: ’Storm’ – Det er storladent, episk og essentielt Wintersun på så mange måder. Når Jari Mäenpää virkelig folder sig ud, så fordamper al skepsis over hans noget excentriske fortolkning af budgetter og tidsplaner.



Årets genfundne klassiker:
Wintersun: ‘Wintersun’ – Måske er det bare, fordi jeg snart når en alder der starter med 4, men jeg var nødt til at dobbelttjekke, at Wintersuns debutalbum rent faktisk udkom for 20 år siden. Det var i øvrigt samme år, hvor ”TheFacebook” blev lanceret, og der er vel ingen tvivl om, at Wintersuns musik har klaret tidens tand bedst.


Årets koncerter:
1. Tanith: Beta, 01-06-2024 – Som kæmpe Tanith-fan var jeg lykkelig, da det blev offentliggjort, at de endelig var blevet booket i Danmark. Og mine forventninger blev indfriet i stor stil, for alle tre bands var i absolut topform, og det eneste, jeg kunne ønske mig, var en længere koncert specifikt med Tanith. Jeg håber, de vender tilbage i 2025.

2. Blind Guardian: Gimle, 04-04-2024 – Oven på den enormt roste koncert på Epic Fest i 2023 var det helt naturligt, at Blind Guardian igen besøgte Roskilde. Det var ganske enkelt en fantastisk koncert, hvor bandet og især Hansi Kürsch tydeligvis nød den nærhed og publikumskontakt, et mindre spillested giver mulighed for.

3. Terminalist: Copenhell, 21-06-2024 – Det er absolut op ad bakke at spille en af de tidlige koncerter på Copenhell, hvor druk til langt ud på natten og deraf følgende tømmermænd betyder, at fremmødet foran scenen ofte er sparsomt. Men Terminalist 2.0 var klar til at vise hvor skabet skulle stå, og de fik hurtigt lokket et solidt publikum til Gehenna med blistrende hyperthrash. Det er vigtigt at gøre et godt første indtryk, og det gjorde det nye Terminalist-lineup i overlegen stil.

4. The Offspring: Copenhell, 19-06-2024 – Det kan være svært at tro, at Dexter og Noodles har spillet sammen i The Offspring i 40 år. I deres storhedstid i det sidste årti af 1900-tallet leverede de soundtracket til en hel generations skoletid og ungdom, altid flabet med drengerøvsattituden på plads. Man kunne have frygtet, at de havde mistet gnisten og kun var på jubilæumstour for pengenes skyld. Men den frygt blev så eftertrykkeligt gjort til skamme, for Dexter, Noodles og co. var i topform og leverede varen.

5. Insanity Alert: Copenhell, 21-06-2024 – Sjældent har et bandnavn været så passende. Det var fordrukkent, smadret, vanvittigt, ustyrligt, eksplosivt og ikke mindst ekstremt underholdende.


Årets danske navn:
Terminalist – Fra opløsning af bandet som konsekvens af skabelsesprocessen for ’The Crisis as Condition’ til en seriøs Fugl Føniks-genfødsel med nye, stærke og erfarne kræfter, og dertilhørende ilddåb udført til UG med kryds og slange på en utaknemmeligt tidlig Copenhell-koncert.


Årets internationale navn:
Opeth – Hr. Åkerfeldt bliver bare ved med at imponere. Han har genopfundet Opeths stil igen og igen, fra de helt tidlige dages upolerede og rå, black-metalliske prog, over storhedstiden hvor de smedede udødelig, dødsmetallisk prog som måske de bedste i hele genren, videre over en tydeligere drejning mod mere fokus på det progressive og albumkoncepter, til et næsten komplet fokus på prog-rocken med spredte hints til fordums tungmetal.
Konceptalbummet ’The Last Will and Testament’ fortsætter denne rejse, og der holdes på samme tid skarpt fokus på proggen, imens der skrues fint op for indflydelsen fra især 00'ernes storhedstid – og Mikael growler igen! Dog passende afmålt, for det er prog, ikke død.


Årets nye danske navn:
Jeg må virkelig være blevet gammel, thi alle de ”nye”, danske bands, jeg kunne nævne, alle har spillet i årevis med indtil flere EPer og fuldlængdealbums bag sig.


Årets nye internationale navn:
Warpstormer – De er ikke store og bliver nok aldrig rigtigt store, men Warpstormer spiller doom/thrash med 40K-tematik. Det er beskidt og dejligt, og fyldt med riffs og snerrende vokal



Årets comeback:
Opeth – Mikael growler på plade igen!
Wintersun – Jari har rent faktisk endelig udgivet ’Time II’!


Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Heller ikke i år.


Det overså jeg i 2023:
Ganske sikkert alt for meget – men intet, der har gjort forsinket indtryk i 2024.


Årets optur:
Efter at have rundet det første år som rigtig husejer kan jeg konstatere, at frygten for småborgelighedens indtog er voldsomt overdrevne, samt, at det bare er rart at have mere plads og lidt afstand til naboerne, plads til grill og den slags. Mulighederne for at invitere venner og familie på mad og hygge er eksponentielt større end i en lille lejlighed, hvor man desuden skal dele udearealerne med uvorne naboer og uvedkommende ”gæster”. Ligusterfacismen har stadig ikke gjort sit indtog.


Årets største skuffelse:
Hvor meget jeg end insisterede på, at jeg skulle til mange flere koncerter i 2024, så kom jeg rent faktisk afsted til pinligt få af dem i løbet af året.


Største ønske for 2025:
At bestyrelsen for Royal Stage her i Hillerød tager sig sammen og booker noget ordentligt i stedet for endnu en gang boomerbait-coverskrammel. Når det absolut mest spændende på kalenderen for 2025 er Tim Christensen, så er det sgu for sløjt.


Det glæder jeg mig mest til i 2025:
Koncerter, pubquiz, hygge med venner og i nogle korte øjeblikke lykkeligt glemme, hvor meget lort der sker i verden omkring os ubønhørligt, konstant, hele tiden uden et eneste sekunds pause.