Copenhell 24: Rimeligt sejt af en ph.d'er
Populær
Der blev sunget med på både store og små hits, da de amerikanske punkrockere i The Offspring viste, at der stadig kan tages energisk afsæt i de efterhånden gamle sange.
All I Want
Want You Bad
Staring at the Sun
Make It All Right
In the Hall of the Mountain King (Edvard Grieg cover)
Blitzkrieg Bop (Ramones cover)
Hit That
Million Miles Away
Bad Habit
Gotta Get Away
Why Don't You Get a Job?
(Can't Get My) Head Around You
Pretty Fly (for a White Guy)
The Kids Aren't Alright
Ekstra:
You're Gonna Go Far, Kid
Self Esteem
Sidste år på Copenhell blev der skrevet meget om såkaldte dinosaur-rockbands, som efter manges mening og trods historisk relevans, gav pinlige optrædener og langt fra var den fyrstelige hyre værd, som de angiveligvis måtte have taget. Mötley Crüe for eksempel. Der er både ligheder og forskelle til The Offspring, som havde fået tjansen på den største scene, på den første dag, på samme tidsslot, lige dér, hvor mange på en almindelig onsdag ville sidde over aftensmaden.
Mötley Crüe blev dannet i 1981 og kickstartede karrieren med adskillige og store albums i 80’erne. The Offspring dannedes få år efter, i 1984, men nåede kun et enkelt album i 80’erne, og skulle hen til tredje album, ’Smash’, i 1994, før det så til gengæld også gik rigtigt stærkt med succesen for bandet.
Flere af Mötley Crües medlemmer kunne have ph.d. i skandaler, hvorimod The Offsprings stifter Dexter Holland har ph.d. i molekylærbiologi, og i øvrigt har sit kælenavn fra ordet ”poindexter”, som et kærligt vink til mandens tydelige begavelse. The Offsprings vildeste historier fra et liv i rock n roll er nærmest et søgsmål fra den tidligere bassist for uretmæssig fyring og så en trommeslager, der blev fyret for ikke at ville tage en test under corona-tiden.
I begge bands tilfælde har albumkadencen været faldende i den senere tid af karrieren, men The Offspring står dog som noget mere aktive på albumfronten med seneste album fra 2021 og et på vej senere i år. Mötley Crües seneste album lå 15 år tilbage, da bandet spillede på Copenhell. Dermed er The Offspring på papiret nogle, der både kunne kalde på kernepublikummet på Copenhell, nostalgikerne, der var teenagere, da numre som ’Self Esteem’, ’Come Out and Play’ og senere ’Pretty Fly (for a white guy)’ hærgede radio og tv-musikkanaler. Men også noget, som i kraft af senere hits, f.eks. ’You’re Gonna Go Far, Kid’ fra 2008, også kunne kalde på nyere fans. Sidstnævnte tog da også kegler som det ene af aftenens to ekstranumre.
Vilje bag solbrillerne
The Offspring derimod lignede og føltes som noget med stor vilje og lyst til at spille. Her blev der interageret med publikum, og nærmest lavet stand-up-shop mellem Dexter og Noodles, det andet medlem fra de tidligste formationer af bandet.
'Come Out and Play' som åbning var opfordringen til fest lige fra start. Vi fik et The Offspring, som man ville forvente det fra de to kernemedlemmer, solbriller, kæde med hængelås og den blonde manke på Dexter og så det sorte/hvide hår på Noodles. Af de nyere kræfter var trommeslager Brandon Pertzborn et godstog af energi som han eksekverede i sit solide trommespil. Han holdt nerven intakt, så hitparaden af en sætliste let kunne leveres af de resterende medlemmer. Og det hele skete i en udmærket lyd med glimrende bund.
Dexter Hollands vokal er nok blevet ældre, men her til aften kunne han stadig levere det charmerende, drengede nasale touch, der skiller hans enkle punkrock-vokal fra mængden.
Op i gear
Nuvel en fest fra start, men trods alt ikke en, som startede i højeste gear. The Offspring havde mere end attitude bag solbrillerne og den lidt stive i betrækket bassist, Todd Morse, skulle nok vise os, hvornår festen rigtigt startede, for så blev han pludselig også bevægelig på scenen og kunne smile og lave fagter. I fald vi ikke mærkede det, så skete det med baskeren 'Million Miles Away' og 'Bad Habit' med snakke-intermezzo fra bandets to hovedpersoner. Lettere indstuderet, dumt og fjollet, men også et sødt kip med hatten til den nostalgi, som mange af os jo netop følte i forhold til at høre 90'er-musik i form af Offspring og unge menneskers rablen. 'Bad Habit' var brudt i to af denne snak og ved fortsættelsen fik vi et flot farverigt udvalg af konfetti, der dog på ingen måde var i nærheden af kissfetti på samme scene i 2022.
Hitparade skal måske tages med et vist forbehold, for der var også nyere sange i sættet. Altså ting, der ikke var fra 90'erne, men særligt interessant var det at 'Make It All Right', der er ude som single og video, men kommer fra albummet senere på året, faktisk også fik god respons.
Det var dog intet i forhold til, hvordan folk kunne synge med på kæmpehittet 'Pretty Fly (For a White Guy)' og specielt afslutteren 'Self Esteem', hvor tusindfold af stemmer kunne bidrage på den ene eller anden måde til "La la, la-la-la" og så videre. Det var skønsang på højde med det tilsvarende ordløse kor i Iron Maidens 'Fear of the Dark'.
Det forventede, gode show. Også til nostalgikeren
The Offspring leverede det show, vi forventede og håbede. Ikke meget mere, men det var også godt nok og a million miles bedre end det niveau, vi så fra de amerikanere, der optrådte på samme tid og sted sidste år. Der var glimt i øjet og selvom Noodles jokede med ikke at have lavet fejl, som var det en ekstrem sjældenhed, så sad leveringen altså lige i skabet på alle fronter. Kun videoskærmerne var ikke mødt op til tiden, men også dem kom der gang med en tillagt grafik, så billederne fik kunstig farve og passede med skærmen i midten af den store scene.
Aftenens udsendte tilhører præcis den i starten beskrevne type fra Copenhells kernesegment. ’Smash’ landede lige midt i teenagetiden, metallens tiltrækningskraft havde fundet sted, men ’Smash’ var en mulighed for hårdere musik til festerne og mulighed for nogle uskyldige, svedige moshpits med ligesindede. Bandet havde catchy omkvæd, underholdende tekster og med god energi fik de gjort den slags musik tiltrækkende for mainstream radio også. Albummet er stadig stærkt i dag, og meget andet godt fulgte fra dem i årene efter. Ønsket om en god koncert fra de amerikanske punkrockere, var helt oprigtigt. Bandet indfriede forventningerne og leverede et godt show uden overraskelser. Helt klart hyren værd, omend man var på nostalgitrip eller på jagt efter et skud god energi a la den som forbillederne i The Ramones i sin tid bragte os. Og som The Offspring hyldede godt undervejs med et næsten 1:1 cover undervejs i den fine fest i aftensolen.