Copenhell 24: Onsdag – Dagen der gik

Onsdagen på Copenhell var en langsom starter. Det samme var Devilutions udsendte. Uden pis.

Der synes at være noget andet i luften i år. Copenhells bookinger, der løbende er dryppet ind siden sensommeren '23 mere end antyder det. Festivalen tænker nyt. Ikke nødvendigvis godt, men dog trods alt nyt. Programmet er spækket med færre velkendte navne end de forløbne år, og det ligner næsten, at Copenhell nu begynder at forvente noget af sine gæster. At de forbereder sig, fordyber sig, lytter op på programmet i forvejen, udvælger nye favoritter frem for alle de sædvanlige gamle travere.
Lad mig indledningsvis sige, at det er en spændende tankegang.

Personligt havde jeg eksempelvis næppe stiftet bekendtskab med Mimi Barks og Empire State Bastard, hvis det ikke havde været for dette års Copenhell-program. Og der skal nok være andre derude, der får artige aha-oplevelser med Insanity Alert, John Cxnnor, Escuela Grind, St. Digue o.s.v.
Så ros til festivalen for der at tænke lidt nyt.

Ude på den gamle plads er alt dog ved det gamle. Jeg er ikke engang nået op for enden af Krudtløbsvej, før den første stive tosse råber ”husk at drikke vand”. Eller for den sags skyld frem til køen ved indgangen, før der allerede er blevet skrålet ”spil nåed mæ' Slayer”. Nå. Det bliver sådan et år igen i år.

Mest af det samme – men mindre pis
En hurtig gennemgang af pladsen viser, at det nye Boneyard-område vist er det eneste, der er ændret. Herovre kan man også komme til koncerter. Copenhell har godt nok valgt at holde det hemmeligt hvornår, for Gud bedre da, at man rent faktisk skulle have lyst til at høre Decorticate, New Money eller Scimitar i løbet af festivalen. Men kig forbi, lyder det. Hvis du er heldig, så kan du nå eksempelvis Decorticates 12 minutter lange sæt. Det er det sæt, hvor de også feeder mellem numrene. Ellers varer det kun 8 minutter. Og ellers er der også beer pong.

Det er simpelthen for åndssvagt.

Første skud i den egentlige koncertbøsse er Persecutor, der åbner festivalen med fuldt ud acceptabel, men også en smule forglemmelig thrash. Den slags, hvor det er vildt fedt mens det står på, men du ikke ville kunne huske nogle af sangene efterfølgende, om så dit liv afhang deraf.

Until I Wake bliver rundet på Gehenna; det kunne man snildt undvære. Ovre ved Gehenna hænger et skilt, faktisk flere skilte, der forbyder én at tisse op ad hegnet. Gæt, hvad det kommer til at fremprovokere i langt højere grad, end hvis skiltet ikke var der.

Jep. For godt nok er vi et år ældre og én festival nærmere pensionsalderen, men vi er stadig rebeller. Hallo. Vi hører jo metal. Det kan godt være, at Copenhell er trygt, rart, hyggeligt og på alle måder velkendt, men vi vil sgu' have lov at gøre oprør.
Jeg laver en mental note om at huske at komme tilbage og tisse på hegnet.

Var det Nakkeknaekker?
Et par hurtige øl, der skal starte systemet op, et hurtigt besøg inde hos alle de andre gamle krager fra pressen, som man så vidt muligt har prøvet at undgå siden sidst vi sad her, og så over at se Excel. Fin indsats, Suicidal Tendencies uden punchlines. Det var udmærket.

Redaktøren er i mellemtiden gået i panik, fordi nogen skal dække en paneldebat med kulturministeren og overborgmesteren. Jeg skulle noget andet.
Tilsyneladende bliver Copenhell på Refshaleøen til og med 2027. Det er vel fint nok, elendige transportmuligheder aside.

Ude foran teltet, hvor der er debat, spiller Nakkeknaekker på en trailer. Jeg tror i hvert fald, det er Nakkeknaekker. Ligner Nakkeknaekker, lyder som Nakkeknaekker. Hvorfor spiller de på en trailer? Ingen ved det, men vi er fulde, så det er sjovt.

Et par hej'er og et ”længe siden” til nogle af dem fra den tidligere omgangskreds, som man stadig prøver at tilgive for at være flyttet til hovedstaden, og en sløj omgang fish'n'chips senere er der Empire State Bastard. Bandet havde formentlig været perfekt på Gehenna, så de spiller på Hades. Ikke desto mindre en solid koncert og vel dagens højdepunkt.

Med ESB vel overstået er det så som så med interessen i resten af dagen. The Offspring bliver behørigt overværet, fordi vi alle har været 14 og trælse på et tidspunkt, og det er fedt at mindes. Overvejer at se Plaguemace, overvejer at prøve toiletterne. Gider ikke, tør ikke. Prøver hængekøjerne i R.I.P.-området. Fin ide. Hvis nogen lige gad og komme med en plaid også. Man er vel blevet 40, nå. Her er faktisk halvkoldt.

Viljen til resten af onsdagen, der med afstand har festivalens svageste program, begynder at gå på aftægt. Der er alt for mange anmeldelser, der skal skrives, alt for lidt jeg gider at høre resten af dagen, og en reel risiko for, at jeg kommer til at høre Avenged Sevenfold.

Hører Avenged Sevenfold. På afstand, jovist. Men det suger den sidste livsgnist.
Burde have hørt Dying Fetus, men det har man bare gjort så mange gange før.
Burde have hørt 1349, men er de ikke også bare lidt black metallens Jolly Cola? Den der man drikker, fordi der ikke er andet, og fordi man er virkelig tørstig.

Så tørstig er jeg ikke.
Onsdagen bliver tidlig i år.
I morgen er der nok en dag.