Copenhell 24: Scenetække non grata
Populær
Avenged Sevenfold har spillet sig ud i en karrieremæssig skillevej, der torsdag aften primært resulterede i det sikre valg.
'Life is but a dream…' er et sent højdepunkt i det amerikanske bands karriere. Efter flere års svingture og udfordringer med a" finde en selvstændig profil, der hverken er afdanket metalcore eller et forsøg på at være Metallica. I forlængelse af bagkataloget står pladen dog noget alene – ser man bort fra ’The Stage’ (2016), der tilnærmelsesvist spiller på samme progressive, avantgarde toner. Det afspejlede sig, da aftenens hovednavn på Helviti skulle forsøge at tage revanche for den noget triste koncert på samme scene i 2018.
Med elefanthue, knælende på scenen, kastede forsanger M. Shadows sig direkte ud i omtalte plade. Både ’Game Over’ og den efterfølgende ’Mattel’ skabte forhåbninger om en spændende koncert – hvor nyt kunne møde ældre i en fin symbiose. Så smukt blev det desværre aldrig.
Hvor bandet kunne have taget chancen og skudt nogle af deres nye stærke, kompositioner afsted, fik vi i stedet det sikre kort. For det generelle publikum sandsynligvis det gode kort. Korrekt prioriteret af bandet, men også en smule forudsigeligt.
Således fik vi derefter et trekløver af numre fra bandets Metallica-wannabe-fase. ’Afterlife’, ’Hail to the King’ – det helt store hit, og ’Buried Alive’, Avenged Sevenfolds forsøg på at skrive ’One’.
Publikumspleasing om man vil – og det fungerede. Publikum vågnede op, for hurtigt at falde i søvn til ’Fiction’. Derefter så bandet kun fremad to gange. ’Nobody’ formåede at hive lidt spænding tilbage i en koncert, der ellers havde direkte kurs mod Bat County og alle de teatralske elendigheder, der befinder sig i den del af bandets musiske sfære.
Det var vel det rigtige valg i en festival kontekst?
Kunne man dog bare været et helt andet sted
Hvor sætlisten nok kan forsvares, er det svært at sætte sig ind i bandets vedvarende arrogance og negligering af engagement på scenen. Det er en anmeldermæssig gentagelse, men det er nærmest imponerende, hvordan de fem medlemmer formår at hive al vitalitet og momentum ud af de, trods alt, vellykkede kompositioner, der blev præsenteret torsdag aften.
Shadows sendte en hilsen til Bruce Dickinson, men man savnede, at Avenged-forsangeren havde set koncerten fra publikums perspektiv, frem for lyttet bag ved scenen. At Shadows og resten af ensemblet havde set, hvordan Dickinson konstant var i bevægelse. Levede i kompositionerne, som var der ingen dag i morgen. Kunne den amerikanske kvintet dog bare mønstre en brøkdel af det temparement, publikum oplevede fra den ikoniske forsanger, havde aftenens afsluttende koncert på Helvíti været en helt anden.
I stedet gik vi endnu engang fra en Avenged Sevenfold-koncert med følelsen af, at bandet ikke gad. At Zacky Vengeance og Synyster Gates hellere ville være et helt andet sted end på Refshaleøen, med et ellers talstærkt fremmødt publikum. At det efterhånden er en forventning, fremfor en overraskelse, undskylder ikke.
Avenged Sevenfold formåede at råde bod på miseren fra 2018, via en publikumsvenlig setliste. Alligevel var vi et stykke fra en optræden, der er et hovednavn værdig.