Copenhell 24: START UP THE PIIIT!
Until I Wake bragte New York-bangervibes til Gehenna, og fik de tidligt fremmødte op i gear fra formiddagen!
“Velkommen i skoven!”
Jow tak, så kører vi igen – og i år med metalcore som det første navn på Gehenna-scenen. Ungt og vildt er hvad det er, som Justin Smith hopper ind på scenen til en wall of industrial noise med en tirade af “Make some fuckin noooise” og anden råberi om at få pitten i gang, før den første tone overhovedet er spillet. Folket griber dog sultent bolden, fordi første koncert and all – og derfra går det løs over de næste 40 minutter uden den mindste pardon!
Vi snakker metalcore, der på plade ganske vist har et ret melodisk snit – men live er alt skruet op til 11, hvor især bandets vårharede gå-på-mod er den centrale faktor. Der bliver hoppet og skrålet, og alt bliver leveret med sådan en bombastisk energi, som er umiskendeligt smittende – uagtet at materialet bestemt ikke er det mest interessante i verden, for det er det vitterligt ikke. Men det er til at se igennem fingre med, når de på deres egen overblown vis tydeligvis er kommet for at overbevise – og dét i sig selv kan trods alt løfte selv det mest blodfattige materiale op til det tilgiveligt charmerende.
Et ultimativt kritikpunkt er dog backingtracket, for allerede efter fem minutter var det åbenlyst, at Smith ofte holdt op med at synge, selvom der stadig var vokal at høre. Det var faktisk kun trommerne, der lod til at være live, og en løs antagelse er, at 30% af lydbilledet reelt var fremført live, mens bas, synths, Smiths egen vokal m.v. alt sammen enten kørte og fungerede som back-up på backingtracket. Det taber på den vis på troværdigheden, for så er vi lige på grænsen til et teater, der blot bliver tilføjet lidt energiske speaks imellem numrene, når de lige skal presse pitten yderligere op i gear.
Attituden kan vi dog ikke tage fra dem. Until I Wake er unge og fyrrige, og de får energien i vejret, lige fra de indtager scenen, indtil de runder af med lidt catchy skrålen 40 minutter senere. Breakdowns er efterhånden det gamle sort, men det er de da flintrende ligeglade med.
Et godt valg som et indledende act, der givetvis mangler substans, men trods alt formår at få pulsen op på en dag med meget andet og bedre i vente.