Copenhell 24: Brutalt brillemetal
Med tekster om at blive kvalt i lort og voldtage sine kæledyr leverede Dying Fetus en udmærket omgang brutal dødsmetal.
2. Compulsion for Cruelty
3. Intentional Manslaughter
4. Feast of Ashes
5. In the Trenches
6. Fixated on Devastation
7. Unbridled Fury
8. Homicidal Retribution
9. Subjected to a Beating
10. Throw Them in the Van
11. Grotesque Impalement
12. Kill Your Mother, Rape Your Dog
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan forskellige stilarter indenfor dødsmetal påvirker publikum. Tidlig onsdag aften kunne man opleve et nyt band som Plaguemace fra Horsens stå på Gehenna og skabe en medrivende fest med groovy dødsmetal og ironisk jydehumor.
Præcis som Plaguemace lige var sluttet, indtog Dying Fetus Pandæmonium og leverede tre kvarters bimlende brutal death metal, men uden at det blev særligt vildt blandt publikum. Lidt moshpit her og der, men så heller ikke meget mer’.
Måske fordi Dying Fetus ikke er særligt lyttervenligt. Det er ikke groovy og simpelt dødsmetal, det er tværtimod temmelig kompliceret. En slags ”brillemetal”, som en kammerat døbte musikken. Ikke negativt ment, men snarere, at Dying Fetus er så nørdet skruet sammen, at man tager brillestangen i munden og funderer over musikken frem for at vælte rundt til den.
Altså en slags begavet dødsmetal, hvilket i bund og grund er et paradoks, når vi har med et band at gøre, der synger om at voldtage sine kæledyr.
Det er også et paradoks at se bandboss John Gallagher stå og se enormt rar ud i sin blå regnfrakke, mens han i ’Grotesque Impalement’ growler ’Choke on my shit / drown in my piss’.
Men til brutalt dødsmetal hører naturligvis brutale tekster. Gallagher har styret bandet siden 1991, mens bassisten og trommeslager har en fortid i bands som Tortured, Severed Head og Sadistic Torment. Navnene siger alt om det herlige univers, og Dying Fetus har om nogen mestret den her genre i over tre årtier.
Sidst den amerikanske trio gæstede Copenhell var i 2012, hvor Gallagher skældte det sløje publikum ud. Der var ingen skideballe til gæsterne denne gang. Fremmødet foran Pandæmonium var faktisk temmelig pænt, og igennem tolv numre fordelt på 40 minutters show fik Copenhell en kompetent lektion i dødmetal.
Gallagher og bassist Sean Beasley veksler mellem at growle, hvilket især fungerede stærkt på ’Feast of Ashes’ fra sidste års glimrende ’Make Them Beg for Death’.
Det er svært at pege på et decideret højdepunkt. Dying Fetus er en velsmurt maskine, der bare bumler derudaf. Det er fedt, mens det står på, men også ret hurtigt glemt, når det er overstået.