Copenhell 24: Lavt tyngdepunkt til tunge hoveder
Mimi Barks' trap-metal lagde tyngdepunktet lavt på Gehenna klokken ufatteligt tidligt. Men de, der trodsede tømmermænd og rædbrækket ryg, fortrød det ikke.
Høj på John Cxnnors fabelagtige koncert var jeg lidt vel hurtig til at love min anmelder-kollega (som i øvrigt har knoklet væsentligt hårdere på denne festival), at jeg ville tage mig af Mimi Barks kl. 12.30 på Gehenna lørdag. Da uret ringede 1,5 time i koncertstart var jeg indrømmet noget mindre kæk, men en aftale er en aftale, og således nåede jeg at ankomme på Gehenna kun 5 minutter efter den bebudede koncertstart. Heldigvis for mig var bandet et kvarters tid forsinket, så jeg mistede ingenting, og der var endda tid til at købe den der forbandede morgenøl. Man skal jo rejse sig ved det træ, man er faldt ved, og alt det jazz.
Men da Mimi Barks endelig gik på fortrød jeg bestemt ikke mit løfte, og det var en på alle måder spændende oplevelse, som jeg set i bakspejlet synes skulle have været placeret senere på dagen, så flere kunne have fået glæde af den. Lad os bare se i øjnene, at lørdag “morgen” (festival-tid) ikke er det absolut fedeste tidspunkt at blive programsat på, og der gik temmelig mange tredje- og fjerdedagstømmermænd rundt. Men dem skulle Mimi Barks nok sørge for at få banket ud af folk, og fra første færd var der fuld smadder på tyskfødte Mimi Barks, der havde taget en trommeslager og en DJ/synth-ekvibrilist med sig til Gehenna. Det umiskendeligt britiske accent afslører dog, at Barks har slået til søren i det britiske trap-metal miljø de senere år.
Marcherende ind med oversize, militaristisk udseende gulvlang læderfrakke og et tætsiddende bodysuit under, var Mimi Barks ikke en, der stak op for bollemælk. Med sit fængende, aggressive trap-metal, sin eminente vokal-kontrol og den dobbelte rytmesektion bag sig var der bestemt både liv og maskine på scenen, kun understreget af det dystopiske post-krigs outfit, hun sportede. Eller i hvert fald indtil andet nummer, hvor frakken røg, og hun i stedet stod iklædt en art bodystocking i hudfarve med spænder på. Lige dele sindssygeanstalt-æstestik a la steam punk og lige dele BDSM. Det er nok op til beskueren at afgøre hvad der var mest fremtrædende.
Den trap-metallede del fyldte (heldigvis) mest under koncerten, hvor der også blev plads til, at Barks fik sendt trommeslageren væk fra kedlerne, som hun selv overtog. Også det mestrer hun, for naturligvis gør hun det. Men det var et lidt besynderligt afbræk i koncertens ret brutale energi, fordi der jo pludselig ikke var nogen Barks derude på frontscenen. Også et par lidt besyndelige sætliste-valg, i form af noget nu-metal i den lidt blødere ende, var med til at trække midten af koncerten lidt ned. Men generelt var tyngdepunktet lagt lavt, og det var en fængende koncert fraset de småsære valg hist og pist. Det er helt klart i Mimi Barks trap-metal jeg finder den største appel, og det vil vi gerne se meget mere af.