Copenhell 24: Mere end et regneark
Kender du Excel? Gu' gør du ej. Bandet var dog ligeglade og leverede en crossover-udløsning, der varmede gennem hele kroppen.
Vi har til tider, med rette, været efter Copenhell for at vælge lette løsninger, for at booke for mainstream og for sikkert. For ikke at udfordre sit publikum.
Med det in mente skal der lyde en stor ros til festivalen for at grave et navn som Excel frem. Et band, der ikke har udgivet et album i henved 30 år, og i den mellemliggende tid for det brede metalpublikum har ligget som en parentes i udkanten af udkanten af de flestes bevidsthed, i høj grad overstrålet af sjælsfrænderne fra Suicidal Tendencies, der både geografisk, kronologisk og stilmæssigt har det meste til fælles med kvartetten fra Venice Beach.
At Copenhell-konferencieren søgte at sælge bandet som ”speed/thrash” siger måske også lidt om festivalens eget kendskab til orkestret. Uagtet det, og det noget decimerede publikum foran den i forvejen alt for store Pandæmonium-scene, kørte Excel ufortrødent på.
Skal man igen drage pendanten til Suicidal Tendencies, er der her ikke tale om et band, der ofte bryder rytmen i deres fremragende bagkatalog med alt, alt, alt for meget snak. Excel skal have ros for at gøre det lige omvendt. Ikke så meget pladder, langt mere smadder.
Spillelyst fra troldmandens trup
Med den særdeles Gandalf-udseende bandfader Dan Clements, der er dejligt bevægelig i front, fik vi et herlig afvekslende sæt, hvor groovy og basbårne sektioner afløste fræsende speed/punkede hardcore-sekvenser, hvor specielt de to nyeste medlemmer i bandet, trommeslager Damon de la Paz og den ganske glimrende guitarist Greg Cerwonka skinnede igennem. 'Your Life, My Life' blev banket afsted, mens et eftermiddagsfordrukkent festivalpublikum lystigt festede til sange og rytmer, der for størstedelens vedkommende så ud til, at det aldrig var hørt før. En dejlig indstilling.
Den fremragende 'Insecurity' og 'Never Denied' stod frem som hurtige og målrettede punk-kugler, der blev tyret efter de intetanende tilskuere. Excel er ikke et band, vi ofte ser på disse breddegrader, og bandet virkede vitterligt som om de glædede sig over at være kommet på græs. Man oplevede en oprigtig spilleglæde, der ikke kunne undgå at smitte af og efterlade smil.
Havde Excel spillet for et mere dedikeret publikum med et større kendskab til bagkataloget, kunne festen sikkert have været endnu vildere. Men vi nøjedes i dag og gik tilfredse derfra. Excels indsats var stadig langt mere spændende end nogen tale, Mike Muir kunne have holdt på en langt større scene.